Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


International statistik

Vis alle blogindlæg


18. oktober 2023 af Informations­service og Bibliotek

Efterårsferien er i fuld gang - har du booket privat indkvartering?

Det er der nemlig rigtig mange andre, der også har. I første halvår 2023 blev der i EU booket knap 237 mio. private overnatninger via Airbnb, Booking.com, Expedia Group eller TripAdvisor

Til sammenligning var tallet på knap 86 mio. overnatninger i første halvår 2020, hvor COVID-19 begrænsede vores rejseaktivitet betydeligt.

Det er Eurostat, EU’s statistikbureau, der indsamler data fra de fire deleøkonomiske platforme, til brug for en eksperimentel statistik, der skal supplere den officielle turismestatistik.
Den officielle statistik dækker overnatninger på bl.a. hoteller, feriecentre og vandrehjem, men medtager ikke de mange overnatninger i private hjem. 

Foruden årlige og månedlige opgørelser for EU-landene, er det også muligt at danne tabeller på regionalt niveau. Bl.a. kan man se fem års antal overnatninger i Danmarks fem regioner. Også her ses tydelig nedgang i antal overnatninger i 2020, som først i 2022 er tilbage på niveau med 2018. Hovedstaden har alle år haft flest overnatninger efterfulgt af Syddanmark, dvs. Fyn og Sydjylland. Kender man ikke regionerne, er der hjælp at hente på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Eksperimentel statistik

Eksperimentel statistik er – groft sagt – statistik, der er under udvikling frem til man finder den endelige metode. Læs evt. mere om Danmarks Statistiks arbejde med denne form for statistik.

Ønsker du information om Eurostats arbejde med ovenstående eksperimentelle statistik, findes den på Eurostats hjemmeside.
 

Tags: turisme, overnatninger
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik


28. september 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Det Blå Danmark

Ærø, Fanø og Svendborg er historisk kendt som hjemsted for danske søfolk, og i de tre kommuner bor stadig i dag flest søfolk pr. indbygger. Det skriver Danske Rederier i en af de mange analyser, brancheorganisationen udgiver om den maritime sektor, også kaldet ”Det Blå Danmark”.

Ifølge Søfartsstyrelsen består ”Det Blå Danmark” af rederier, shippingvirksomheder og en lang række virksomheder, der er involveret i international og dansk skibsfart. Det er for eksempel skibsmæglere, havne, logistikvirksomheder og værfter, samt industri- og servicevirksomheder, som leverer udstyr, komponenter og service til skibe.

COWI udarbejder årligt analysen "Beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark" for Søfartsstyrelsen. Beskæftigelsen i sektoren svarer til 3,4 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark. I 2021 var der  62.736 personer beskæftiget inden for de brancher, der defineres som ”Det Blå Danmark”, og yderligere 34.926 personer er indirekte beskæftiget i tilknyttede brancher.

I analysen får man uddybende information om de beskæftigedes køn, alder, uddannelsesniveau, indkomst og skattebetaling . Desuden er der oplysninger om branchens eksport og produktion, og i årets rapport er der et særligt tema om grøn omstilling, bl.a. med oplysninger om branchens CO2-udledning.

Søfart er et globalt erhverv, og i dag er det World Maritime Day, en dag stiftet af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). IMO er en organisation under FN, der arbejder for at fremme sikkerhed til søs og forhindre forurening fra skibe. Dette år markeres 50-års jubilæet for MARPOL-konventionen (The International Convention for the Prevention of Pollution from Ships), som fastsætter regler og standarder for skibe med henblik på at reducere deres påvirkning af havmiljøet.

IMO laver linkguiden "Maritime Facts and Figures", hvor de henviser til især internationale kilder om bl.a. skibsulykker, pirateri, ophug af skibe og kvinder i skibsfart.


Tags: beskæftigelse, brancher, eksport, transport, økonomi
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik, International statistik


22. juni 2023 af Informations­service og Bibliotek

Fra kældermagasinet: Rejsen til Amerika

I 1820 indvandrede i alt 7.691 europæere til Nordamerika – heraf 20 danskere. 62 år senere i 1882 toppede den danske udvandring, hvor i alt 12.769 danskere drog vestpå.

Er du interesseret i USA’s tidligste indvandring, så har Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek flere statistiske udgivelser, man kan tage fat i. I den amerikanske statistiske årbog ”Statistical Abstract of the United States”, som er udgivet siden 1878, finder man overordnede tal om antallet af indvandrere til USA.

Detaljerede oplysninger om fx indvandrernes køn, alder og beskæftigelse efter oprindelsesland, findes bl.a. i:

Gik man i 1870’erne og overvejede at udvandre til det nye land, så kunne man få svar på spørgsmål som prisen på landbrugsjord og udyrkede arealer, nærmeste jernbanestationer, antallet af fabriker og beskæftigede i håndværk i de enkelte stater i ”Information for Immigrants” skrevet af chefen for USA’s statistiske bureau.

Indvandringens konsekvenser for landets oprindelige befolkning, kan man bl.a. se i folketællingernes omfattende oplysninger om de indfødte amerikaneres forhold. I forbindelse med tællingen i 1910 udgav Bureau of Census det samlede værk ”Indian Population in the United States and Alaska” med oplysninger om antallet af stammer, andel af indbyggere med blandet ophav og deres evne til at tale engelsk.

Bosættelser fra øst til vest gennem 110 år

Det overordnede billede af, hvordan landkortet ændrer sig med dannelsen af nye stater fra øst mod vest, finder man fx i oversigtsværket ”A Century of Population Growth in the United States 1790-1900” (1907), hvor nedenstående illustration er taget fra.

indvandring_USA

Se evt. også de andre blogindlæg i serien "Fra kældermagasinet".


Tags: befolkning, folketællinger, indvandrere, indvandring, udvandring, fra kældermagasinet
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


17. maj 2023 af Anni Renner Mortensen

Vi taler i mobiltelefon tre timer hver måned

Gennemsnitstallet kan ses i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs netop udgivne resultater. De har siden juni 2022 været ansvarlig for indsamling af danske teleudbyderes tal på teleområdet

Vi bruger den næsten alle sammen – mobilen – og til mange forskellige ting, men vi bruger den mindre og mindre til at tale i. Ca. 8,3 mia. minutter blev der talt i mobiltelefon i 2. halvår 2022, hvilket svarer til 186 min. om måneden pr. abonnement, et fald på ni min. fra samme halvår 2021.

I 1. halvår 2010 toppede vi med 6.621 mio. sendte sms’er, men er nu i 2. halvår 2022 nede på ”kun” 1.991 mio. sendte sms-beskeder. Til gengæld sender vi flere mms’er, som er mobile beskeder, der også kan indeholde videoer og billeder, nemlig 148,3 mio. i 2. halvår 2022 mod 40,3 mio. 1. halvår 2010. Et fald og en stigning på henholdsvis 70 pct. og 268 pct.

Styrelsens tal offentliggøres hvert halve år og indeholder bl.a. trafik og data om bredbånd, telestatistik, herunder antal abonnementer på både mobil- og fastnettelefoner, sendte sms- og mms-beskeder, liste med udbydere m.m.

I dag er det i øvrigt FN’s “World Telecommunication and Information Society Day” 

17. maj er dagen, hvor FN sætter fokus på at øge bevidstheden om de muligheder kommunikationsteknologierne rummer for et samfund og dets økonomi.

ITU – International Telecommunication Union udgiver hvert år Measuring digital development: Facts and Figures om udbredelsen af internet og mobiltelefoni på verdensplan.


Tags: telefoni, mobiltelefoner, mærkedag,
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik, International statistik


27. april 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

OECD har øje for den digitale udvikling

Hvor langt er Danmark i sin digitale udvikling i forhold til øvrige OECD-lande? Det gør OECD visuelt overskueligt med værktøjet Going Digital Toolkit.

Med Going Digital Toolkit præsenterer OECD statistik, der belyser vores digitale samfund med en slags syvfarvet iris. Værktøjet er bygget op om syv dimensioner, hvor der inden for hver kan være fem til syv statistiske indikatorer. Jo længere ude mod cirklens yderkant, man som land er placeret, jo bedre scorer landet på den pågældende indikator.

Danmark scorer højt på indikatorer om adgang til og brug af internet, samt tillid til sikkerhed og deling af data. Til gengæld ligger vi lavt og nogle gange under OECD-gennemsnittet på indikatorer om innovation - fx på andelen af patenter inden for informations- og kommunikationsteknologi.

Man kan for hvert land få grafik over seneste års udvikling i indikatorerne. Man kan dykke dybere i de enkelte statistikker og blive guidet til de kilder, data kommer fra.

Har man lyst til selv at sammensætte og visualisere data, kan man gå i OECD's virtuelle ”køkken”. I deres Data Kitchen er der flere forskellige grafiske præsentationer at "kokkerere" med.

 

OECD Going Digital Toolkit


Tags: arbejdsmarked, digitalisering, e-handel, eksport, erhverv, informationssamfundet, innovation, internettet, investeringer, jobskabelse, patenter, portaler, rangorden
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


22. marts 2023 af Anni Renner Mortensen

I dag er det FN's internationale vanddag

Siden 1993 har den 22. marts været udpeget som ”World Water Day”.

FN’s side om vandets dag får man bl.a. et trist indblik i hvad det betyder, når vi ikke har adgang til rent vand. Rent vand og sanitet indgår derfor også som 6. mål af de i alt 17 globale Verdensmål.

Vand indgår i mange sammenhænge – i naturkatastrofer, som drikkevand, i sanitære installationer, i dyrkning af afgrøder osv. FN har oprettet siden fakta om vand, hvor der for hvert emne listes fakta fra forskellige FN-rapporter.

Eksempelvis har ca. 74% af alle naturkatastrofer mellem 2001 og 2018 været relateret til vand. Og 3 ud af 10 personer på verdensplan, svarende til 2,3 mia., mangler mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe i deres hjem.

Hvert år udgives også ”UN World Water Development Report” med et årligt tema, samt anbefalinger til hvordan vi sikrer denne vigtige ressource.

I Danmark markeres dagen bl.a. af DANVA - Dansk Vand- og Spildevandsforening. Hvert år udgiver DANVA rapporten ”Vand i tal” med oplysninger om bl.a. det danske vandforbrug, vandselskabernes økonomiske nøgletal og tiltag for at sikre vandforsyningen i fremtiden.


Tags: vand, verdensmål, miljø, sundhed, levevilkår
Emne: Miljø og energi
Geografi: Dansk statistik, International statistik


6. januar 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Guldbryllup med EU

Den 1. januar 2023 markerer 50-års jubilæet for Danmarks medlemskab af EU - eller EF, som det hed dengang i 1973.

Eurostat er Den Europæiske Unions officielle statistikkontor, og de har 70-års jubilæum i år, da 1953 var året, hvor den statistiske enhed i kul- og stålunionen blev oprettet. Institutionens primære formål er at formidle pålidelig, sammenlignelig og harmoniseret statistik om medlems- og kandidatlande.

Prøv Eurostats interaktive værktøj "You in the EU", hvor du kan sammenligne aspekter af dit liv med borgere i andre EU-lande og med EU-gennemsnittet.

dig og EU


Tags: levevilkår, befolkning, familier
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


22. december 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Do you speak English?

78 pct. af den amerikanske befolkning taler kun engelsk i hjemmet. Ud af de 22 pct., der taler et andet sprog, taler langt størstedelen spansk – nemlig 12 gange flere end de, der taler det tredje mest talte sprog, som er kinesisk. USA har tradition for i deres folketællinger at spørge til det talte sprog i hjemmet. Faktisk har man siden 1890 haft forskellige typer af spørgsmål om det talte sprog. Siden 1980 har spørgsmålene dog været de samme, så man nu kan sammenligne udviklingen over de sidste 40 år.

Den nyeste rapport ”Language Use in the United States: 2019”, udgivet her i 2022 af U.S. Census Bureau, kigger netop på udviklingen for årene 1980, 1990, 2000, 2010 og 2019. Kortlægningen af udbredelsen af engelsk og andre sprog er en hjælp for bl.a. offentlige myndigheder til at se, hvor der er behov for sætte ind med oversættelse i forhold til offentlig service og fx ved valghandlinger.

I rapporten finder man en række tabeller, der kombinerer oplysninger om det talte sprog med bl.a. alder, køn, bopæl, uddannelse, indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet, og om man har sundhedsforsikring eller ej.

Læs de overordnede konklusioner i U.S. Census Bureaus artikel “What Languages Do We Speak in the United States?”. Download selve rapporten ”Language Use in the United States: 2019” eller gå direkte til data på emnesiden ”Language Use”.


Tags: befolkningstal, familier, folketællinger, sprog, usa
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


29. november 2022 af Anni Renner Mortensen

15. november 2022 rundede vi 8 mia. mennesker

Det er et svimlende antal mennesker jorden rundede tidligere denne måned, og antallet er allerede vokset med over to millioner siden. Det kan man se på FN’s befolkningsfond, UNFPA’s tæller.

Statistikken over det globale befolkningstal udarbejdes af FN’s Population Division, der er ansvarlig for den 27. udgave af  World Population Prospects, som foruden det aktuelle befolkningstal også beskæftiger sig med befolkningsfremskrivning, dødelighed, migration og fertilitet. Dyk ned i tallene via deres Data Portal, med tal fra 1950 til deres fremskrivninger i 2101.

FN er ikke alene om at præsentere statistik på en pædagogisk og overskuelig måde. Er man interesseret i befolkningsstatistik tilbage i tid – fx til år 10.000 f.Kr. giver Our World in Data et bud. Og hvor vi i dag er godt 8 mia. var estimatet i 10.000 f.Kr. på 4,43 mio. mennesker. Hvis man undrer sig over, hvor Our World in Data får så gamle tal fra, henviser de til den hollandske kilde HYDE (History database of the Global Environment).

Our World in Data, er en nonprofit, gratis tilgængelig international forskningsportal der redigeres af forskere ved Oxford Universitet.


Tags: befolkningstal, befolkningsprognoser
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


29. september 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Prognoser for inflation

Vi oplever i øjeblikket de højeste stigninger i det samlede forbrugerprisindeks siden starten af 1980’erne. Forbrugerprisindekset belyser prisudviklingen for de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug på dansk område. Den procentvise ændring af forbrugerprisindekset er et mål for inflationen og er et centralt økonomisk nøgletal. Man kan følge udviklingen i forbrugerprisindekset i Danmarks Statistiks udgivelse ”Nyt fra Danmarks Statistik”. Men hvordan kan vi forvente, at priserne udvikler sig i fremtiden? Det er der andre, der udgiver analyser om – her skal vi se på et udvalg.

De Økonomiske Råd udgiver to gange om året publikationen ”Dansk Økonomi”, også kaldet Vismandsrapporten. Vismændene er fire uafhængige nationaløkonomer, der i rapporten giver en status på Danmarks økonomiske situation, samt en økonomisk prognose frem mod 2030.

Nationalbanken, der er en selvejende og uafhængig institution, udgiver to til tre gange om året serien ”Udsigter for dansk økonomi”. Den seneste udgivelse: ”Udsigter for dansk økonomi – september 2022. Presset i økonomien bør dæmpes” og den tilhørende pressemeddelelse har særligt fokus på udviklingen i inflationen de kommende par år.

Finansministeriet udgiver ”Økonomisk Redegørelse” tre gange om året. Publikationen indeholder blandt andet regeringens vurdering af de offentlige finanser og prognose for dansk økonomi.

Den stigende inflationen ser man ikke kun i Danmark. Kigger man på situationen i EU, så laver Europa-Kommissionen fire gange om året en ”Economic Forecast” for EU som helhed, men også for de enkelte EU-lande – og dermed også for Danmark.

Europa-Kommissionens tal bygger på HICP – det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks. Formålet med HICP er at opgøre udviklingen i EU-landenes forbrugerpriser på et sammenligneligt grundlag. Sammensætningen af HICP er udformet, så den samlede indkøbskurv er repræsentativ for alle lande, samtidig med at den afspejler forskelle i forbrugsmønstre. Forskellene tager man højde for ved at give de enkelte produkter en bestemt vægt i den nationale "indkøbskurv", som afspejler produktets andel af husholdningernes udgifter i det pågældende land. Man kan læse mere om det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks hos Eurostat og på Danmarks Statistiks hjemmeside.


Tags: forbrug, inflation, fremskrivninger, levevilkår, prognoser, økonomi
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik, International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek