Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


befolkningstal

Vis alle blogindlæg


22. december 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Do you speak English?

78 pct. af den amerikanske befolkning taler kun engelsk i hjemmet. Ud af de 22 pct., der taler et andet sprog, taler langt størstedelen spansk – nemlig 12 gange flere end de, der taler det tredje mest talte sprog, som er kinesisk. USA har tradition for i deres folketællinger at spørge til det talte sprog i hjemmet. Faktisk har man siden 1890 haft forskellige typer af spørgsmål om det talte sprog. Siden 1980 har spørgsmålene dog været de samme, så man nu kan sammenligne udviklingen over de sidste 40 år.

Den nyeste rapport ”Language Use in the United States: 2019”, udgivet her i 2022 af U.S. Census Bureau, kigger netop på udviklingen for årene 1980, 1990, 2000, 2010 og 2019. Kortlægningen af udbredelsen af engelsk og andre sprog er en hjælp for bl.a. offentlige myndigheder til at se, hvor der er behov for sætte ind med oversættelse i forhold til offentlig service og fx ved valghandlinger.

I rapporten finder man en række tabeller, der kombinerer oplysninger om det talte sprog med bl.a. alder, køn, bopæl, uddannelse, indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet, og om man har sundhedsforsikring eller ej.

Læs de overordnede konklusioner i U.S. Census Bureaus artikel “What Languages Do We Speak in the United States?”. Download selve rapporten ”Language Use in the United States: 2019” eller gå direkte til data på emnesiden ”Language Use”.


Tags: befolkningstal, familier, folketællinger, sprog, usa
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


29. november 2022 af Anni Renner Mortensen

15. november 2022 rundede vi 8 mia. mennesker

Det er et svimlende antal mennesker jorden rundede tidligere denne måned, og antallet er allerede vokset med over to millioner siden. Det kan man se på FN’s befolkningsfond, UNFPA’s tæller.

Statistikken over det globale befolkningstal udarbejdes af FN’s Population Division, der er ansvarlig for den 27. udgave af  World Population Prospects, som foruden det aktuelle befolkningstal også beskæftiger sig med befolkningsfremskrivning, dødelighed, migration og fertilitet. Dyk ned i tallene via deres Data Portal, med tal fra 1950 til deres fremskrivninger i 2101.

FN er ikke alene om at præsentere statistik på en pædagogisk og overskuelig måde. Er man interesseret i befolkningsstatistik tilbage i tid – fx til år 10.000 f.Kr. giver Our World in Data et bud. Og hvor vi i dag er godt 8 mia. var estimatet i 10.000 f.Kr. på 4,43 mio. mennesker. Hvis man undrer sig over, hvor Our World in Data får så gamle tal fra, henviser de til den hollandske kilde HYDE (History database of the Global Environment).

Our World in Data, er en nonprofit, gratis tilgængelig international forskningsportal der redigeres af forskere ved Oxford Universitet.


Tags: befolkningstal, befolkningsprognoser
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


27. november 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Amerikanske valgdata

Tirsdag d. 3. i denne måned var der valg i USA. Siden 1845 har valgdatoen, de år der har været præsidentvalg og valg til Kongressen, ligget den første tirsdag efter første mandag i november.

Stemmerne optælles stadig, og man kan løbende følge efterspillet på de store amerikanske medier som CNN og Fox News. USA har modsat mange andre lande ikke en valgkommission, der udråber vinderen af valget, så det er de store nyhedsmediers udmeldinger, man venter på. Traditionelt er det nyhedsbureauet Associated Press (AP), man følger tæt. De har siden 1848 udråbt vinderen af præsidentvalget og gjorde det således også i år d. 7. november, hvor de ifølge deres data med sikkerhed kunne erklære Joe Biden vinder. På AP’s hjemmeside kan man i deres FAQ læse, hvordan de indsamler valgdata, bl.a. ved hjælp af deres 4000 journalister placeret i alle 50 stater.

En ofte benyttet kilde til opgørelser af stemmeprocenten er United States Election Project, som Michael P. McDonald, professor ved University of Florida står bag. Oversigten over stemmeprocenter ved det nyligt afholdte valg fungerer desuden som en god indgang til de enkelte staters valghjemmesider.

Befolkningstal til brug for udregningen af stemmeprocenter, og analyser af hvem vælgerne er, kan findes hos United States Census Bureau.

Der findes mange kilder til historiske amerikanske valgdata og til analyser af valg og vælgere. Library of Congress giver en god samlet oversigt over fysiske og online kilder, hvoraf de fleste af de online er gratis tilgængelige.


Tags: befolkning, befolkningstal, folketællinger, valg, vælgere, USA
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


15. februar 2017 af Mette-Line Jakobsen

De større danske provinsbyer er vokset mest

Urbaniseringen i Danmark drejer sig ikke kun om tilflytning til hovedstadsområdet. Også de store provinsbyer er vokset, og de er i gennemsnit vokset mere end hovedstadsområdet.

Set over de seneste 90 år er den samlede befolkning i de 29 største provinsbyer forøget med 148 pct., mens hovedstadsområdet "kun" er vokset med 91 pct. Ølstykke-Stenløse er vokset mest (2124 pct.) efterfulgt af Køge (490 pct.) og Herning (403 pct.).

Det fremgår af analysen Urbaniseringen i Danmark siden 1926 fra KL. Heri belyses udviklingen i befolkningstallet for hovedstadsområdet, de 29 største provinsbyer samt for resten af landet.

Det er data fra Danmarks Statistik, der er baggrund for analysen. Nyere data kan hentes i Statistikbanken, mens data fra før 1976 kan findes i publikationer fra folketællingerne.


Tags: befolkning, befolkningstal, folketal, folketællinger, byer, byudvikling, urbanisering
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek