Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


inflation

Vis alle blogindlæg


29. september 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Prognoser for inflation

Vi oplever i øjeblikket de højeste stigninger i det samlede forbrugerprisindeks siden starten af 1980’erne. Forbrugerprisindekset belyser prisudviklingen for de varer og tjenester, der indgår i husholdningernes forbrug på dansk område. Den procentvise ændring af forbrugerprisindekset er et mål for inflationen og er et centralt økonomisk nøgletal. Man kan følge udviklingen i forbrugerprisindekset i Danmarks Statistiks udgivelse ”Nyt fra Danmarks Statistik”. Men hvordan kan vi forvente, at priserne udvikler sig i fremtiden? Det er der andre, der udgiver analyser om – her skal vi se på et udvalg.

De Økonomiske Råd udgiver to gange om året publikationen ”Dansk Økonomi”, også kaldet Vismandsrapporten. Vismændene er fire uafhængige nationaløkonomer, der i rapporten giver en status på Danmarks økonomiske situation, samt en økonomisk prognose frem mod 2030.

Nationalbanken, der er en selvejende og uafhængig institution, udgiver to til tre gange om året serien ”Udsigter for dansk økonomi”. Den seneste udgivelse: ”Udsigter for dansk økonomi – september 2022. Presset i økonomien bør dæmpes” og den tilhørende pressemeddelelse har særligt fokus på udviklingen i inflationen de kommende par år.

Finansministeriet udgiver ”Økonomisk Redegørelse” tre gange om året. Publikationen indeholder blandt andet regeringens vurdering af de offentlige finanser og prognose for dansk økonomi.

Den stigende inflationen ser man ikke kun i Danmark. Kigger man på situationen i EU, så laver Europa-Kommissionen fire gange om året en ”Economic Forecast” for EU som helhed, men også for de enkelte EU-lande – og dermed også for Danmark.

Europa-Kommissionens tal bygger på HICP – det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks. Formålet med HICP er at opgøre udviklingen i EU-landenes forbrugerpriser på et sammenligneligt grundlag. Sammensætningen af HICP er udformet, så den samlede indkøbskurv er repræsentativ for alle lande, samtidig med at den afspejler forskelle i forbrugsmønstre. Forskellene tager man højde for ved at give de enkelte produkter en bestemt vægt i den nationale "indkøbskurv", som afspejler produktets andel af husholdningernes udgifter i det pågældende land. Man kan læse mere om det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks hos Eurostat og på Danmarks Statistiks hjemmeside.


Tags: forbrug, inflation, fremskrivninger, levevilkår, prognoser, økonomi
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik, International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek