Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
indvandrere
Vis alle blogindlæg
22. juni 2023 af Informationsservice og Bibliotek
Fra kældermagasinet: Rejsen til Amerika
I 1820 indvandrede i alt 7.691 europæere til Nordamerika – heraf 20 danskere. 62 år senere i 1882 toppede den danske udvandring, hvor i alt 12.769 danskere drog vestpå.
Er du interesseret i USA’s tidligste indvandring, så har Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek flere statistiske udgivelser, man kan tage fat i. I den amerikanske statistiske årbog ”Statistical Abstract of the United States”, som er udgivet siden 1878, finder man overordnede tal om antallet af indvandrere til USA.
Detaljerede oplysninger om fx indvandrernes køn, alder og beskæftigelse efter oprindelsesland, findes bl.a. i:
Gik man i 1870’erne og overvejede at udvandre til det nye land, så kunne man få svar på spørgsmål som prisen på landbrugsjord og udyrkede arealer, nærmeste jernbanestationer, antallet af fabriker og beskæftigede i håndværk i de enkelte stater i ”Information for Immigrants” skrevet af chefen for USA’s statistiske bureau.
Indvandringens konsekvenser for landets oprindelige befolkning, kan man bl.a. se i folketællingernes omfattende oplysninger om de indfødte amerikaneres forhold. I forbindelse med tællingen i 1910 udgav Bureau of Census det samlede værk ”Indian Population in the United States and Alaska” med oplysninger om antallet af stammer, andel af indbyggere med blandet ophav og deres evne til at tale engelsk.
Bosættelser fra øst til vest gennem 110 år
Det overordnede billede af, hvordan landkortet ændrer sig med dannelsen af nye stater fra øst mod vest, finder man fx i oversigtsværket ”A Century of Population Growth in the United States 1790-1900” (1907), hvor nedenstående illustration er taget fra.
Se evt. også de andre blogindlæg i serien "Fra kældermagasinet".
Tags: befolkning, folketællinger, indvandrere, indvandring, udvandring, fra kældermagasinet
Emne: Borgere
Geografi: International statistik
3. maj 2018 af Informationsservice og Bibliotek
Europæernes holdninger til indvandring
28.000 EU-borgere har ytret deres mening om integration af indvandrere, og Eurobarometer samler resultatet af interviewene i rapporten "Integration of immigrants in the European Union".
1000 personer fra Danmark har bidraget til undersøgelsen og har besvaret spørgsmål om holdninger til indvandring, om man har venner eller familiemedlemmer, der er indvandrere samt om faktorer, der bidrager til vellykket integration.
Hovedresultatet for Danmark, sammenlignet med EU-gennemsnittet, kan ses i et factsheet på dansk.
Resultater for alle EU-lande beskrives i detaljer i rapporten "Integration of immigrants in the European Union". Vil du hellere have et hurtigt overblik via grafik, er der også en "billedbog" med illustrationer.
Tags: indvandrere, integration
Emne: Borgere
Geografi: International statistik
10. november 2017 af Mette-Line Jakobsen
Asylansøgere og flygtninge gennem 25 år
Asylansøgere og flygtninge er siden 1992 især kommet til Danmark i to store ryk; nemlig omkring 1995-1996 og 2013-2016, som følge af borgerkrige i henholdsvis det tidligere Jugoslavien og i Syrien.
I en ny rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed undersøges udviklingen i nyankomne asylansøgere og flygtninge til Danmark i perioden fra 1992 til 2016. Rapporten Flygtninge og asylansøgere i Danmark 1992-2016 bygger på datamateriale fra Udlændingestyrelsen og Danmarks Statistik.
Foruden at belyse udviklingen i antallet af asylansøgere og flygtninge, undersøges gennemsnitlige ventetider fra ansøgning om asyl til opholdstilladelse er givet. Rapporten undersøger desuden hvilke dele af landet, der har modtaget flest nyankomne flygtninge.
Yderligere indeholder rapporten korte beskrivelser af flygtningeprocessen i Danmark, boligplaceringspolitikken samt væsentlige ændringer i Udlændingeloven.
Tags: asylansøgere, flygtninge, ventetider, lovgivning, indvandrere, indvandring
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik
5. maj 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet i Norden
Flygtninge og immigranters integration på arbejdsmarkedet samt flygtningebørns uddannelsesniveau i Norden er årets tema i "Nordic Economic Policy Review" udgivet af Nordisk Ministerråd. Publikationen, som Rådet udgiver årligt med et nyt tema, har til formål at fremstille den nyeste forskning om forskellige nordiske forhold, denne gang samlet under titlen "Nordic Economic Policy Review: Labour Market Integration in the Nordic Countries".
Baseret på officiel statistik fra de respektive landes statistikbureauer og udlændingestyrelser, er der i årets publikation fokus på flygtninges tilknytning til arbejdsmarkedet i Norge, Danmark, Finland og Sverige.
Det danske bidrag er forfattet af Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed. Den danske analyse kan ses i sin helhed i bogen "Arbejdsmarkedstilknytningen for flygtninge og indvandrere – ankommet til Danmark i perioden fra 1997 til 2011".
Danmarks Statistiks sammenligning af indvandreres beskæftigelse i de nordiske lande kan læses i analysen "Ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet i Danmark, Norge og Sverige: Hvordan klarer Danmark sig?"
Tags: arbejdsmarked, flygtninge, indvandrere, indvandring, integration, samfundsomkostninger, skolebørn, uddannelse
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: International statistik
10. marts 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Kom helt tæt på etniske minoritetsunge i Danmark
Er der forskel på 18-årige etniske minoritetsunges liv i Danmark sammenlignet med jævnaldrende fra den danske majoritet? Det undersøger SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i ny analyse baseret på spørgeskemabesvarelser fra knap 900 unge med baggrund i 118 forskellige lande. Data fra de etniske minoritetsunge sammenlignes med tilsvarende data fra over 4.000 majoritetsdanske unge, også født i 1995.
De unge har fået spørgsmål inden for emner som familierelationer, fysisk og psykisk helbred og trivsel, fritidsliv, kriminalitet og seksualitet. Spørgsmålene går således tæt på bl.a. sprog og samtaleemner i hjemmet, husarbejde og kønsarbejdsdeling, selvværd og ensomhed, religiøse aktiviteter, oplevelser af diskrimination, erfaringer med alkohol og alder ved seksuel debut.
De to grupper har forskellige erfaringer med alkohol. Næsten alle majoritetsdanske 18-årige har smagt alkohol, mens 27 pct. af drengene og 37 pct. af pigerne fra etniske minoriteter ikke har rørt alkohol overhovedet. Det er dog stadig de fleste i begge grupper, der har smagt alkohol.
Fælles for begge grupper af unge er også, at størstedelen af dem ikke hyppigt deltager i religiøse aktiviteter, at de ikke har oplevet diskrimination inden for det sidste halve år, og at de fleste føler sig stærkt knyttede til Danmark.
Læs mere om forskelle og ligheder mellem de to grupper i rapporten ”Etniske minoritetsunge i Danmark - En undersøgelse af årgang 1995”, der også giver en detaljeret beskrivelse af metoden bag, herunder svarprocenten, bortfald og brug af andre kilder.
Tags: efterkommere, familier, fattigdom, hash, indvandrere, integration, kriminalitet, levevilkår, ligestilling, racisme, rygning, trivsel, uddannelse, ulighed, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
25. november 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Integration: Tørre tal og nydanskernes egne holdninger
Danmarks Statistik udgiver i dag publikationen ”Indvandrere i Danmark 2016”, som i tekst og tal giver et indblik i, hvordan de mennesker, som er indvandret til Danmark - og deres børn - indgår i det danske samfund.
Tidligere på måneden udgav Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet for fjerde gang undersøgelsen ”Medborgerskab, ligebehandling og selvbestemmelse i Danmark 2016”, der gennemføres af Danmarks Statistik for ministeriet. Hvor ”Indvandrere i Danmark” er baseret på registerdata, er der her tale om en spørgeskemaundersøgelse, hvor nydanskerne selv kommer til orde.
Indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund, hvor indvandrerne har opholdt sig i Danmark i mindst tre år, spørges ind til forskellige aspekter af medborgerskab, ligebehandling, selvbestemmelse og demokratiske frihedsrettigheder. Man får indsigt i bl.a. deltagelse i foreningslivet, oplevet diskrimination, begrænsning i forhold til valg af kæreste eller ægtefælle og tilslutning til repræsentativt demokrati som styreform.
Flere indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse føler sig danske i 2016 end i 2014. På spørgsmålet ”Hvad føler du dig mest som?” svarer 27 pct. at de føler sig som dansker mod 21 pct. i 2014. 56 pct. føler sig som dansker med indvandrerbaggrund, 16 pct. som indvandrer og 1 pct. som tilhørende en religiøs gruppe.
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet offentliggør også andre tal og analyser om integrationen af indvandrere og efterkommere på ”Det Nationale Integrationsbarometer”. Integrationsbarometeret er 9 nationale målsætninger om bedre integration, som kommunerne måles på. Med et interaktivt værktøj kan man sammenligne kommunernes integrationsindsats i forhold til målsætningerne.
[Revideret oktober 2018]
Tags: integration, indvandrere, efterkommere, indvandring
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik
11. november 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Hvordan er det gået de bosniske flygtninge fra 1990'erne?
For 20 år siden var det krigen på Balkan, der skabte flygtningestrømme i Europa. En antologi "Og Balkan kom til Danmark" om Danmarks håndtering af de 20.000 flygtninge er netop udkommet med daværende indenrigsminister Birthe Weiss som en af redaktørerne.
Til bogen har Ankestyrelsens Analyseenhed, Danmarks Statistik og Udlændingestyrelsen leveret tal om de bosniske flygtninges status i dag. Det drejer sig bl.a. om statistik over nuværende bopæl, civilstatus, igangværende uddannelse, fuldførte danske uddannelser, beskæftigelse og danskkundskaber.
"Kommunen" bragte 1. november et interview med Birthe Weiss om antologien. Den statistiske analyse "Bosniske krigsflygtninge fra medio 90’erne: Fakta om integration, 2014" kan ses på Ankestyrelsens hjemmeside.
(Opdateret 27. maj 2020: Interviewet med Birthe Weiss er nu bag betalingsmur)
Tags: flygtninge, indvandrere, integration
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik
23. juni 2015 af Mette-Line Jakobsen
Ikke-vestlige mænd gør op med det kønsopdelte arbejdsmarked
Indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund er mere tilbøjelige til at søge arbejde i traditionelle kvindefag end etnisk danske mænd.
Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).
Momentum er et nyhedsbrev fra KL – Kommunernes Landsforening.
Tags: arbejdsmarked, efterkommere, indvandrere
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik
23. juni 2015 af Mette-Line Jakobsen
Kommuner får flere og flere ansatte med ikke-vestlig baggrund
Andelen af kommunalt ansatte med ikke-vestlig baggrund er steget med 13 procent siden 2009 og har i 2014 taget det største spring i fem år.
Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af en særkørsel fra Danmarks Statistik og tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).
Momentum er et nyhedsbrev fra KL – Kommunernes Landsforening.
Tags: arbejdsmarked, efterkommere, indvandrere
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik
29. januar 2015 af Mette-Line Jakobsen
Voksnes færdigheder i læsning, regning samt brug af computer og it
Voksnes danskeres kompetencer er belyst i en stor, international undersøgelse – PIAAC, som er iværksat af OECD. Rapporten bygger på interview i 2011-2012 med 7.328 personer i alderen 16-65 år i Danmark. Undersøgelsen viser blandt andet, at over en halv million voksne danskere har svært ved at forstå og anvende tekster i hverdagen. Blandt de mindre gode læsere er kortuddannede, ældre, personer uden arbejde og indvandrere overrepræsenteret.
SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har udgivet en hovedrapport om PIAAC-undersøgelsen (rapport 13:28) samt en mindre sammenfatningsrapport (rapport 13:29).
Du kan læse mere om Danskernes kompetencer og PIAAC-undersøgelsen på SFI's emneside, hvor du også kan finde link til den internationale rapport fra OECD.
Tags: læsefærdigheder, befolkning, indvandrere, Informationssamfundet, uddannelse
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik