Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.



29. februar 2024 af Informations­service og Bibliotek

Fra kældermagasinet: Elektricitetsværker i Danmark

Vores behov for elektricitet vokser fortsat, og det har det gjort i over 100 år. Data og statistik om emnet har eksisteret lige så længe.

I dag kan man ret nemt danne sig et overblik over elpriser, elproduktion m.m. Og sådan har det faktisk altid været – hvis man ved, hvor man skal lede. I Danmarks Statistiks Bibliotek har vi fx gamle opgørelser over udviklingen i antal anlæg, produktion og brændselsforbrug.

I vores store historiske samling finder man statistikserier på tværs af udgivere. Lange tidsserier er ikke nødvendigvis udgivet af Danmarks Statistik og dens forgængere i hele perioden. Serien "Elektricitetsværker i Danmark" - senere ”Elektricitetsværkerne” - dækker tilsammen perioden 1921-1953 og er udgivet af Det Statistiske Departement. Fra 1954 og frem til 2008 er serien dog udgivet af forskellige foreninger og brancheorganisationer, først under titlen ”Dansk elværksstatistik” og senere som ”Dansk elforsyning”.

Bloggen slukker for strømmen (af indlæg)

Blogindlægget her bliver vores sidste. Manglende ressourcer betyder, at vi desværre ikke længere kan opretholde den månedlige udgivelse om statistik fra forskellige danske og udenlandske kilder.

Tak for interessen i vores arbejde, og vores statistiske afstikkere. Vi har siden 2015 været omkring mange spændende emner, men tillader os alligevel at fremhæve de tre andre blogindlæg #Fra kældermagasinet. På siden Brug biblioteket, findes oplysninger om samlingen samt vejledning i at bruge og låne fra vores bibliotek.

For god ordens skyld sikrer vi, at jeres kontaktoplysninger til brug for udsendelsen af blogindlæg slettes.


Tags: elektricitet, elektricitetsværker, energi, fra kældermagasinet
Emne: Miljø og energi
Geografi: Dansk statistik


20. december 2023 af Anni Renner Mortensen

Brev- og pakkeforsendelser

Hører du til de få, der skriver julekort? Sådan et, der skal puttes i en postkasse med et frimærke, og måske årets julemærke i øverste højre hjørne? Mere sandsynligt er det, at du sender din julehilsen som e-mail eller sms. Til gengæld er mængden af pakkepost større end nogensinde.

Breve

Hvis man er interesseret i, hvor mange mio. breve vi sender og modtager, kan man orientere sig i Trafikstyrelsens årlige redegørelse for det danske postmarked. Her kan man bl.a. finde, at i perioden 2013-2021 er brevmængden faldet fra 608 mio. til 181 mio. breve – et fald på 70 pct. Trafikstyrelsen har myndighedstilsynet med det danske postvæsen.

Pakker

Det er i samme redegørelse, Trafikstyrelsen vurderer, at der i 2021 blev sendt ca. 174 mio. pakker, men tallet er muligvis større, da kurérmarkedet er stort, og firmaer med under 50 ansatte er fritaget for at indberette mængden. De tre største virksomheder for enkeltforsendelser er Post Danmark, DAO365 og GLS Danmark. 

Digitale breve

I 2014 digitaliserede det offentlige sin kommunikation med borgerne. I tredje kvartal 2023 modtog borgere godt 49 mio. digitale breve fra det offentlige. På Digitaliseringsstyrelsens side med Tal og statistik kan man dykke ned i vores brug af digitale services. 

Det var også i 2014, det daværende Transportministerie fik foretaget en Analyse af danskernes brug af posttjenester. Her har man på tværs af køn, alder og bopæl undersøgt vores daværende brug af postudbringning, der allerede dengang var for nedadgående. 

”I gamle dage”

Før den generelle digitalisering afløste breve med e-mails samt liberaliseringen af postvæsenet var det nemmere at følge med i danskernes brev- og pakkeforsendelser. Siden 1896 har man kunne finde tallene i Statistisk Årbog. Statistikken blev sidste gang udgivet i årbogen fra 2006 med tal, som dækker 2004. 

Informationsservice og Bibliotek ønsker alle abonnenter god jul og godt nytår.


Tags: post, digital post, postforsendelse, breve, pakker, e-mail
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik


24. november 2023 af Anni Renner Mortensen

Black Friday

I dag er det Black Friday, en amerikansk tradition, hvor langt de fleste butikker frister med ekstra gode tilbud den sidste fredag i november.

Endnu ved vi selvsagt ikke, hvordan det går for detailsalget i dag, men erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri udgiver både prognoser og efterfølgende opsamlende rapporter om årets faktiske salg fordelt på branche, alder m.m.

De to organisationer er enige om, at det især er de yngste forbrugere mellem 18-29 år, der vil købe mest på dagen, samt det er tøjbranchen, de vil lægge flest penge hos.

Sidste år var præget af høje forbrugerpriser og høje energipriser, som gjorde forbrugerne økonomisk påpasselige. Resultatet blev da også, at selv om flere end forventet benyttede sig af dagens tilbud, brugte de færre penge skriver DI Handel. Et resultat også Dansk Erhverv noterer sig, nemlig, at det samlede forbrug var 4,7 pct. lavere end 2021. 

Årets julegaveindkøb starter for mange på Black Friday, som Danmarks Statistik har beskrevet i artiklen ”Julehandlen flytter fra december til november –  og over på nettet” fra 2021. 

Nåede du ikke at benytte dig af dagens tilbud, er der en ny chance mandag, hvor det er Cyper Monday – oprindelig onlinebutikkernes svar på Black Friday.

 

Tags: black friday, forbrug
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik


18. oktober 2023 af Informations­service og Bibliotek

Efterårsferien er i fuld gang - har du booket privat indkvartering?

Det er der nemlig rigtig mange andre, der også har. I første halvår 2023 blev der i EU booket knap 237 mio. private overnatninger via Airbnb, Booking.com, Expedia Group eller TripAdvisor

Til sammenligning var tallet på knap 86 mio. overnatninger i første halvår 2020, hvor COVID-19 begrænsede vores rejseaktivitet betydeligt.

Det er Eurostat, EU’s statistikbureau, der indsamler data fra de fire deleøkonomiske platforme, til brug for en eksperimentel statistik, der skal supplere den officielle turismestatistik.
Den officielle statistik dækker overnatninger på bl.a. hoteller, feriecentre og vandrehjem, men medtager ikke de mange overnatninger i private hjem. 

Foruden årlige og månedlige opgørelser for EU-landene, er det også muligt at danne tabeller på regionalt niveau. Bl.a. kan man se fem års antal overnatninger i Danmarks fem regioner. Også her ses tydelig nedgang i antal overnatninger i 2020, som først i 2022 er tilbage på niveau med 2018. Hovedstaden har alle år haft flest overnatninger efterfulgt af Syddanmark, dvs. Fyn og Sydjylland. Kender man ikke regionerne, er der hjælp at hente på Danmarks Statistiks hjemmeside.

Eksperimentel statistik

Eksperimentel statistik er – groft sagt – statistik, der er under udvikling frem til man finder den endelige metode. Læs evt. mere om Danmarks Statistiks arbejde med denne form for statistik.

Ønsker du information om Eurostats arbejde med ovenstående eksperimentelle statistik, findes den på Eurostats hjemmeside.
 

Tags: turisme, overnatninger
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik


28. september 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Det Blå Danmark

Ærø, Fanø og Svendborg er historisk kendt som hjemsted for danske søfolk, og i de tre kommuner bor stadig i dag flest søfolk pr. indbygger. Det skriver Danske Rederier i en af de mange analyser, brancheorganisationen udgiver om den maritime sektor, også kaldet ”Det Blå Danmark”.

Ifølge Søfartsstyrelsen består ”Det Blå Danmark” af rederier, shippingvirksomheder og en lang række virksomheder, der er involveret i international og dansk skibsfart. Det er for eksempel skibsmæglere, havne, logistikvirksomheder og værfter, samt industri- og servicevirksomheder, som leverer udstyr, komponenter og service til skibe.

COWI udarbejder årligt analysen "Beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark" for Søfartsstyrelsen. Beskæftigelsen i sektoren svarer til 3,4 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark. I 2021 var der  62.736 personer beskæftiget inden for de brancher, der defineres som ”Det Blå Danmark”, og yderligere 34.926 personer er indirekte beskæftiget i tilknyttede brancher.

I analysen får man uddybende information om de beskæftigedes køn, alder, uddannelsesniveau, indkomst og skattebetaling . Desuden er der oplysninger om branchens eksport og produktion, og i årets rapport er der et særligt tema om grøn omstilling, bl.a. med oplysninger om branchens CO2-udledning.

Søfart er et globalt erhverv, og i dag er det World Maritime Day, en dag stiftet af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). IMO er en organisation under FN, der arbejder for at fremme sikkerhed til søs og forhindre forurening fra skibe. Dette år markeres 50-års jubilæet for MARPOL-konventionen (The International Convention for the Prevention of Pollution from Ships), som fastsætter regler og standarder for skibe med henblik på at reducere deres påvirkning af havmiljøet.

IMO laver linkguiden "Maritime Facts and Figures", hvor de henviser til især internationale kilder om bl.a. skibsulykker, pirateri, ophug af skibe og kvinder i skibsfart.


Tags: beskæftigelse, brancher, eksport, transport, økonomi
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik, International statistik


29. august 2023 af Anni Renner Mortensen

Naturbrande i Danmark

Vi er nok mange, der med bekymring har fulgt de seneste års skov- og naturbrande, som hærger rundt omkring i verden. Men også her i landet har vi naturbrande, og hos Beredskabsstyrelsen kan man hver uge få en status over antallet.

Det sker på siden Brandfare.dk, der fra april til og med september, hver onsdag opdateres med seneste uges naturbrande. En naturbrand forstås som en brand i naturen, hvilket udelukker brande i bygninger, redskaber og lignende. Brand i privathaver defineres også som naturbrand. Statistikken er fordelt på regioner og fire kategorier: Markbrand, Hede-skråning-grøft, Skov-plantage og Mindre brand. 

Et større overblik finder man i publikationen ”Naturbrande i Danmark 2016-2022”. Her kan man bl.a. læse, at der i perioden registreredes i alt 6.580 brande, samt at der over de seneste seks år ses en stigende tendens i antallet af naturbrande, hvor markbrande står for den største andel, nemlig 42 pct. Markbrande har typisk også det største gennemsnitlige afbrændte areal.

Som nogle vil huske var sommeren i 2018 både tør og varm. I juli måned registrerede man seks gange så mange naturbrande sammenlignet med gennemsnittet for de fem foregående år. Det tal og mange andre finder man i en analyse om naturbrande i 2018. 

Det var også på baggrund af sommeren 2018, at DMI udviklede et brandfareindeks til Beredskabsstyrelsen, som findes på Brandfare.dk.

Brandfareindekset er en prognose, der bygger på meteorologi og jordbundsforhold. Indekset er delt i to, hvor ”hovedindekset” viser den forventede risiko for i dag og i morgen. Det andet ”underindekset” har en lidt længere prognoseperiode og mulighed for at slå en af de bagvedliggende faktorer til fx ”tørhed i øverst jordlag” eller ”vind”.

Indekset kan sammenlignes med det Europæiske brandfareindeks EFFIS – European Forest Fire Information System.


Tags: brande, natur, naturbrande,
Emne: Miljø og energi
Geografi: Dansk statistik


12. juli 2023 af Anni Renner Mortensen

Hvad skal du lytte til i ferien?

Sommerferielæsningen suppleres af mange med at lytte til podcasts. Det nemme, hurtige format, hvor man på rejsen eller i hængekøjen, kan blive klogere på en lang række emner eller blot lade sig underholde, har for alvor fundet vej til vores øregange.

Siden 2019 har Danske Medier Research opgjort tilmeldte udgiveres antal streams og downloads pr. uge og pr. episode via deres podcastindeks

Indekset består af Podcastlisten og Episodelisten. Podcastlisten kan sorteres på udgiver, kategori og frekvens, og giver et hurtigt billede af, hvad der er populært her og nu. I Episodelisten finder man antal downloads og streams for hver enkelt podcastepisode målt hver uge.

Danske Medier Research udgiver også anden statistik om emnet. Her har de samlet egne og andres rapporter om podcastmarkedet.

I Danmark har DR benyttet teknologien siden 2005. Danmarks Statistik har, i interviewundersøgelser, siden 2008 bl.a. spurgt til, hvor mange der lytter til podcasts. Det kan man læse mere om i den seneste udgave af ”It-anvendelse i befolkningen” eller i denne temaudgave fra Nyt fra Danmarks Statistik (2020).

 

Tags: medier, podcasts
Emne: Kultur og fritid
Geografi: Dansk statistik


22. juni 2023 af Informations­service og Bibliotek

Fra kældermagasinet: Rejsen til Amerika

I 1820 indvandrede i alt 7.691 europæere til Nordamerika – heraf 20 danskere. 62 år senere i 1882 toppede den danske udvandring, hvor i alt 12.769 danskere drog vestpå.

Er du interesseret i USA’s tidligste indvandring, så har Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek flere statistiske udgivelser, man kan tage fat i. I den amerikanske statistiske årbog ”Statistical Abstract of the United States”, som er udgivet siden 1878, finder man overordnede tal om antallet af indvandrere til USA.

Detaljerede oplysninger om fx indvandrernes køn, alder og beskæftigelse efter oprindelsesland, findes bl.a. i:

Gik man i 1870’erne og overvejede at udvandre til det nye land, så kunne man få svar på spørgsmål som prisen på landbrugsjord og udyrkede arealer, nærmeste jernbanestationer, antallet af fabriker og beskæftigede i håndværk i de enkelte stater i ”Information for Immigrants” skrevet af chefen for USA’s statistiske bureau.

Indvandringens konsekvenser for landets oprindelige befolkning, kan man bl.a. se i folketællingernes omfattende oplysninger om de indfødte amerikaneres forhold. I forbindelse med tællingen i 1910 udgav Bureau of Census det samlede værk ”Indian Population in the United States and Alaska” med oplysninger om antallet af stammer, andel af indbyggere med blandet ophav og deres evne til at tale engelsk.

Bosættelser fra øst til vest gennem 110 år

Det overordnede billede af, hvordan landkortet ændrer sig med dannelsen af nye stater fra øst mod vest, finder man fx i oversigtsværket ”A Century of Population Growth in the United States 1790-1900” (1907), hvor nedenstående illustration er taget fra.

indvandring_USA

Se evt. også de andre blogindlæg i serien "Fra kældermagasinet".


Tags: befolkning, folketællinger, indvandrere, indvandring, udvandring, fra kældermagasinet
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


17. maj 2023 af Anni Renner Mortensen

Vi taler i mobiltelefon tre timer hver måned

Gennemsnitstallet kan ses i Styrelsen for Dataforsyning og Infrastrukturs netop udgivne resultater. De har siden juni 2022 været ansvarlig for indsamling af danske teleudbyderes tal på teleområdet

Vi bruger den næsten alle sammen – mobilen – og til mange forskellige ting, men vi bruger den mindre og mindre til at tale i. Ca. 8,3 mia. minutter blev der talt i mobiltelefon i 2. halvår 2022, hvilket svarer til 186 min. om måneden pr. abonnement, et fald på ni min. fra samme halvår 2021.

I 1. halvår 2010 toppede vi med 6.621 mio. sendte sms’er, men er nu i 2. halvår 2022 nede på ”kun” 1.991 mio. sendte sms-beskeder. Til gengæld sender vi flere mms’er, som er mobile beskeder, der også kan indeholde videoer og billeder, nemlig 148,3 mio. i 2. halvår 2022 mod 40,3 mio. 1. halvår 2010. Et fald og en stigning på henholdsvis 70 pct. og 268 pct.

Styrelsens tal offentliggøres hvert halve år og indeholder bl.a. trafik og data om bredbånd, telestatistik, herunder antal abonnementer på både mobil- og fastnettelefoner, sendte sms- og mms-beskeder, liste med udbydere m.m.

I dag er det i øvrigt FN’s “World Telecommunication and Information Society Day” 

17. maj er dagen, hvor FN sætter fokus på at øge bevidstheden om de muligheder kommunikationsteknologierne rummer for et samfund og dets økonomi.

ITU – International Telecommunication Union udgiver hvert år Measuring digital development: Facts and Figures om udbredelsen af internet og mobiltelefoni på verdensplan.


Tags: telefoni, mobiltelefoner, mærkedag,
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik, International statistik


27. april 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

OECD har øje for den digitale udvikling

Hvor langt er Danmark i sin digitale udvikling i forhold til øvrige OECD-lande? Det gør OECD visuelt overskueligt med værktøjet Going Digital Toolkit.

Med Going Digital Toolkit præsenterer OECD statistik, der belyser vores digitale samfund med en slags syvfarvet iris. Værktøjet er bygget op om syv dimensioner, hvor der inden for hver kan være fem til syv statistiske indikatorer. Jo længere ude mod cirklens yderkant, man som land er placeret, jo bedre scorer landet på den pågældende indikator.

Danmark scorer højt på indikatorer om adgang til og brug af internet, samt tillid til sikkerhed og deling af data. Til gengæld ligger vi lavt og nogle gange under OECD-gennemsnittet på indikatorer om innovation - fx på andelen af patenter inden for informations- og kommunikationsteknologi.

Man kan for hvert land få grafik over seneste års udvikling i indikatorerne. Man kan dykke dybere i de enkelte statistikker og blive guidet til de kilder, data kommer fra.

Har man lyst til selv at sammensætte og visualisere data, kan man gå i OECD's virtuelle ”køkken”. I deres Data Kitchen er der flere forskellige grafiske præsentationer at "kokkerere" med.

 

OECD Going Digital Toolkit


Tags: arbejdsmarked, digitalisering, e-handel, eksport, erhverv, informationssamfundet, innovation, internettet, investeringer, jobskabelse, patenter, portaler, rangorden
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek