Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
eksport
Vis alle blogindlæg
28. september 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Det Blå Danmark
Ærø, Fanø og Svendborg er historisk kendt som hjemsted for danske søfolk, og i de tre kommuner bor stadig i dag flest søfolk pr. indbygger. Det skriver Danske Rederier i en af de mange analyser, brancheorganisationen udgiver om den maritime sektor, også kaldet ”Det Blå Danmark”.
Ifølge Søfartsstyrelsen består ”Det Blå Danmark” af rederier, shippingvirksomheder og en lang række virksomheder, der er involveret i international og dansk skibsfart. Det er for eksempel skibsmæglere, havne, logistikvirksomheder og værfter, samt industri- og servicevirksomheder, som leverer udstyr, komponenter og service til skibe.
COWI udarbejder årligt analysen "Beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark" for Søfartsstyrelsen. Beskæftigelsen i sektoren svarer til 3,4 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark. I 2021 var der 62.736 personer beskæftiget inden for de brancher, der defineres som ”Det Blå Danmark”, og yderligere 34.926 personer er indirekte beskæftiget i tilknyttede brancher.
I analysen får man uddybende information om de beskæftigedes køn, alder, uddannelsesniveau, indkomst og skattebetaling . Desuden er der oplysninger om branchens eksport og produktion, og i årets rapport er der et særligt tema om grøn omstilling, bl.a. med oplysninger om branchens CO2-udledning.
Søfart er et globalt erhverv, og i dag er det World Maritime Day, en dag stiftet af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). IMO er en organisation under FN, der arbejder for at fremme sikkerhed til søs og forhindre forurening fra skibe. Dette år markeres 50-års jubilæet for MARPOL-konventionen (The International Convention for the Prevention of Pollution from Ships), som fastsætter regler og standarder for skibe med henblik på at reducere deres påvirkning af havmiljøet.
IMO laver linkguiden "Maritime Facts and Figures", hvor de henviser til især internationale kilder om bl.a. skibsulykker, pirateri, ophug af skibe og kvinder i skibsfart.
Tags: beskæftigelse, brancher, eksport, transport, økonomi
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik, International statistik
27. april 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
OECD har øje for den digitale udvikling
Hvor langt er Danmark i sin digitale udvikling i forhold til øvrige OECD-lande? Det gør OECD visuelt overskueligt med værktøjet Going Digital Toolkit.
Med Going Digital Toolkit præsenterer OECD statistik, der belyser vores digitale samfund med en slags syvfarvet iris. Værktøjet er bygget op om syv dimensioner, hvor der inden for hver kan være fem til syv statistiske indikatorer. Jo længere ude mod cirklens yderkant, man som land er placeret, jo bedre scorer landet på den pågældende indikator.
Danmark scorer højt på indikatorer om adgang til og brug af internet, samt tillid til sikkerhed og deling af data. Til gengæld ligger vi lavt og nogle gange under OECD-gennemsnittet på indikatorer om innovation - fx på andelen af patenter inden for informations- og kommunikationsteknologi.
Man kan for hvert land få grafik over seneste års udvikling i indikatorerne. Man kan dykke dybere i de enkelte statistikker og blive guidet til de kilder, data kommer fra.
Har man lyst til selv at sammensætte og visualisere data, kan man gå i OECD's virtuelle ”køkken”. I deres Data Kitchen er der flere forskellige grafiske præsentationer at "kokkerere" med.
Tags: arbejdsmarked, digitalisering, e-handel, eksport, erhverv, informationssamfundet, innovation, internettet, investeringer, jobskabelse, patenter, portaler, rangorden
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik
30. juni 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Følg prisudviklingen for varer på verdensmarkedet
Der er næppe nogen, der ikke har mærket de stigende priser - det er blevet dyrere at købe ind i supermarkedet, opvarme sin bolig, tanke benzin på sin bil og renovere sin bolig. En verdensomspændende epidemi og en krig i Europa er nogle af de ting, der kan påvirke verdensmarkederne for råvarer, så det mærkes i vores daglige husholdning. World Bank er en af de internationale organisationer, der offentliggør statistik over prisudviklingen på råvarer, samt laver analyser af, hvad der påvirker markedet og dermed priserne.
World Bank offentliggør hver måned prisudviklingen på verdensmarkedet for udvalgte varer, bl.a. hvede, ris, sukker, kaffe, olie, tømmer, jern og aluminium – de såkaldte "Pink Sheet" Data.
To gange om året udkommer rapporten ”Commodity Markets Outlook” – i april og i oktober – med et bud på prisernes udvikling i fremtiden. Hver udgivelse indeholder et særligt tema. I april 2020 var der fokus på COVID-19: ”A Shock Like No Other: The Impact of COVID-19 on Commodity Markets”, mens den nyeste udgivelse fra april 2022 handler om krigen i Ukraine: ”The impact of the war in Ukraine on commodity markets”. Her får man bl.a. viden om Ruslands og Ukraines udenrigshandel, og hvilke lande, der er aftagere af de to landes varer. Eksempelvis importerer EU 34,2 pct. af EU-landenes forbrug af naturgas fra Rusland. Rusland er omvendt også afhængig af EU, idet 78,2 pct. af landets eksport af naturgas går til EU.
De europæiske naturgaspriser var i marts måned på sit højeste niveau siden 1970 - prisen var i marts 2022 næsten 13 gange højere end i januar 1970 og næsten dobbelt så høj, som under finanskrisen november 2008, som er sidste historiske højdepunkt for naturgaspriserne. I temaet sammenligner World Bank også priserne på andre varer som olie, kul og hvede med tidligere tiders prishop fra netop 1970’erne og frem, og man kigger på hvilke politiske greb, man har benyttet og kan benytte i den nuværende situation med stigende priser.
Ukraine-temaet bliver fulgt op af 11 udgivelser i World Banks ”Data Blog”. Senest er der her i juni udgivet den femte i rækken om udviklingen i metalproduktion og –priser: ”Global metal markets: Weakening demand amid constrained supply?”.
World Bank forudser i ”Commodity Markets Outlook April 2022”, at priserne i 2022 bliver væsentligt højere i 2022 end i 2021 for derefter at falde en smule i 2023-24, men vil fortsat forblive på et højere niveau end de sidste fem år.
Tags: eksport, energi, fremskrivninger, import, krig, priser, prognoser, udenrigshandel, økonomi
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
29. maj 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Hvordan har COVID-19 påvirket EU’s udenrigshandel?
Eurostat har tal for EU’s vareimport og -eksport med ikke-EU-lande for årets tre første måneder. De viser en tydelig nedgang i både im- og eksporten. Ser man på eksporten, er nedgangen størst i varegruppen ”Maskiner og transportmidler”. En lille stigning ses dog i varegruppen ”Kemikalier og kemiske produkter”.
Mere information om EU’s vareimport og -eksport med ikke-EU-lande kan ses i nyhedsbrevet ”Which traded goods are affected the most by COVID-19?”.
Eurostat har samlet statistik, der er relateret til COVID-19 på den særlige emneside: ”COVID-19: Statistics serving Europe”. Her finder man bl.a. nyhedsbreve, datasæt, grafik og artikler fra ”Statistics Explained” samlet under emnerne ”Økonomi”, ”Befolkning og sundhed”, ”Samfund og arbejdsmarked” og ”Landbrug, energi, transport og turisme”.
Tags: eksport, import
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
14. september 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Udenrigshandel i billeder
Observatory of Economic Complexity viser en visuel fortælling om udenrigshandel i omkring 200 lande, fordelt på varegrupper, for årene 1962 og frem. Projektet er udsprunget fra MIT Media Lab.
Hvert land har en landeprofil med links til visualiseringer, så man kan se svar på spørgsmål som fx, hvilke produkter importerer eller eksporterer Kina? Til hvilke lande eksporterer USA? Og hvilke lande har den største handel med fx grøntsager? For hvert land er der også beregnet "Economic Complexity Index", der viser graden af vidensintensitet i landets eksport, dvs. kompleksiteten af den viden, der anvendes ved fremstilling af produkterne.
Som eksempel er her link til Danmarks landeprofil.
De bagvedliggende datasæt bygger på FN's database Comtrade, men er bearbejdet af amerikanske forskere for at skabe sammenhængende datasæt, der viser data for så mange lande og år som muligt. Alle anvendte datasæt kan downloades fra sitet.
Mange flere eksempler på visualisering af internationale data om udenrigshandel kan ses hos UN Comtrade Labs.
Tags: udenrigshandel, eksport, import, konkurrenceevne
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
22. december 2016 af Informationsservice og Bibliotek
Juletræet på langfart
Over 1 million juletræer sendes hvert år fra de 28 EU-lande til landene uden for EU. Eksporten går ikke bare til omkringliggende lande i Europa, men også til andre verdensdele som Asien og Afrika. Fx eksporterer EU næsten 3.000 juletræer til Singapore, knap 2.000 til Thailand, 719 til Gabon og 212 til Senegal.
De fleste af træerne kommer fra Danmark, nemlig ca. 74 pct. De danske træer, der sendes uden for EU, ender fortrinsvis i Norge og Schweiz, men 895 af dem havner dog så langt væk som i Kina.
Det viser et udtræk fra Eurostats Comext database vedr. eksporten af friske juletræer i året 2015.
Brancheforeningen ”Danske Juletræer” viser tal og grafik om den totale danske eksport af juletræer på deres hjemmeside.
Tags: eksport, udenrigshandel, jul
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik