Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
Indlæg skrevet af MJK
Vis alle blogindlæg
9. maj 2019 af Mette-Line Jakobsen
Kan du leve uden din telefon?
Hvis du er ung, er det formentlig svært at forestille sig et liv uden din telefon. En ny analyse om unges økonomi og forbrugsvaner viser, at telefon og internet er det vigtigste for unge at have råd til. Mange prioriterer også økonomi til at gå ud med venner. Det er Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænk, der står bag undersøgelsen, som bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.005 unge mellem 18 og 30 år.
Finans Danmark har desuden undersøgt unges formue og gældsforhold – bl.a. på baggrund af data fra Danmarks Statistik. Her ses det bl.a., at unge forholdsvis hurtigt stifter gæld, mens udtræk fra RKI viser, at unge er overrepræsenteret blandt dårlige betalere.
Tags: unge, økonomi, forbrug, gæld
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik
24. oktober 2018 af Mette-Line Jakobsen
Grønlænderes beskæftigelse i Danmark
Grønlændere i Danmark er i langt mindre grad i beskæftigelse end den øvrige danske befolkning. Således er kun 33 pct. af grønlændere i aldersgruppen 25-50 år i beskæftigelse mod 76 pct. blandt den øvrige danske befolkning i samme aldersgruppe.
Det viser en ny rapport fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd om grønlænderes beskæftigelsesforhold i Danmark. Undersøgelsen er baseret på registerdata fra Danmarks Statistik og er afgrænset til at omfatte grønlændere, der er født i Grønland og som voksne er flyttet til Danmark i perioden 1999-2016.
I 2015 udgav SFI publikationen "Grønlændere i Danmark, en registerbaseret kortlægning", og den nye rapport er en opdatering af de analyser heri, der vedrører beskæftigelsesforhold.
Tags: grønlændere, beskæftigelse, arbejdsmarkedstilknytning
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik
6. september 2018 af Mette-Line Jakobsen
Hvor udbredt er partnervold?
Psykisk vold er den mest udbredte form for vold begået af en nuværende eller tidligere partner, og kvinder bliver udsat mere end tre gange så hyppigt som mænd. Det viser rapporten "Psykisk partnervold; en kvantitativ kortlægning" (2018), som præsenterer resultater fra den første danske undersøgelse om psykisk partnervold hos både kvinder og mænd.
Rapporten belyser bl.a., om der er fællestræk hos dem, der bliver udsat for volden, og om hvordan den psykiske vold hænger sammen med fysisk, seksuel og økonomisk partnervold.
Det er VIVE – Det nationale forsknings- og analyseventer for velfærd, der har kortlagt udbredelsen af især psykisk vold begået af en partner eller tidligere partner. Undersøgelsen er baseret på data, der er blevet indsamlet blandt et tilfældigt udsnit af 20.000 voksne danskere i 16-64 års-alderen i 2012 hhv. 2016.
Tags: partnervold, kriminalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
15. august 2018 af Mette-Line Jakobsen
Er du en slikmund?
Så er du ikke alene. Godt hver 10. voksen i Danmark spiser slik eller chokolade mindst fem gange om ugen. Og kvinder (12,4 pct.) er mere slikne end mænd (9,2 pct.). Til gengæld spiser langt flere mænd (25,6 pct.) end kvinder (13,7 pct.) mad fra pizzeria, burgerbar, shawarmabar m.m. mindst én gang om ugen.
Statens Institut for Folkesundhed har undersøgt befolkningens indtag af sodavand, cola, saft og lign., slik/chokolade samt mad fra pizzeria, burgerbar, shawarmabar m.m.
Resultaterne er publiceret i rapporten "Sodavand, slik, chokolade og fastfood" (2018), hvor svarene er fordelt på køn, alder, uddannelsesniveau, arbejdsmarkedstilknytning, civilstand, herkomst samt region.
Undersøgelsen er udarbejdet som del af Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen (SUSY) 2017. Andre resultater fra denne undersøgelse er bl.a. udgivet i "Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2017" (2018).
Se evt. også vores FAQ-side om Spisevaner og madspild. Her har vi har samlet en række link til andre organisationer samt rapporter om emnet.
Tags: spisevaner, kost, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
12. juli 2018 af Mette-Line Jakobsen
Unges seksuelle adfærd
Unge piger og drenge er stort set lige seksuelt aktive og sender i lige høj grad nøgenbilleder af sig selv. Men der er forskel på normer og konsekvenser for de to køn.
Rapporten "Unges opfattelser af køn, krop og seksualitet" fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, har fokus på unges oplevelse af køn, krop og seksualitet – også set i sammenhæng med deres trivsel, uddannelse og sociale liv.
Undersøgelsen er iværksat og finansieret af Ligestillingsafdelingen under Udenrigsministeriet og er baseret på spørgeskemaundersøgelser gennemført af VIVE i perioden 2014-2016 samt fokusgruppeinterviews (2017).
Tags: sundhed, sex, seksualitet, unge, kønsforskelle
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
12. april 2018 af Mette-Line Jakobsen
Vores seksuelle vaner under lup
Unges og voksnes seksuelle sundhed er kortlagt, og resultaterne er samlet i notatet "Kortlægning af seksuel sundhed i kommunerne" fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Hvad angår de unge (15-19 årige) er der oplysninger om seksuel debutalder, antal sexpartnere, brug af kondom og anden prævention, HPV-vaccine, klamydia, aborter, kropstilfredshed, ensomhed og psykiske lidelser. Blandt voksne (20-64 år) er der fokus på tilfredshed med parforhold og sexliv, HPV-vaccine, klamydia, aborter, tilfredshed med udseende og vægt, ensomhed og psykiske lidelser. For begge grupper præsenteres dele af resultaterne i relation til demografiske og sociale forhold såsom alder, uddannelse, indvandrerbaggrund og familiestruktur.
Kortlægningen er bestilt af Sex og Samfund og er baseret på to større spørgeskemaundersøgelser, indsamlet af VIVE i perioden 2014-2016, og på registerdata fra Statens Seruminstitut, eSundhed.dk og Danmarks Statistik.
Tags: sundhed, sex, seksualitet, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
10. november 2017 af Mette-Line Jakobsen
Asylansøgere og flygtninge gennem 25 år
Asylansøgere og flygtninge er siden 1992 især kommet til Danmark i to store ryk; nemlig omkring 1995-1996 og 2013-2016, som følge af borgerkrige i henholdsvis det tidligere Jugoslavien og i Syrien.
I en ny rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed undersøges udviklingen i nyankomne asylansøgere og flygtninge til Danmark i perioden fra 1992 til 2016. Rapporten Flygtninge og asylansøgere i Danmark 1992-2016 bygger på datamateriale fra Udlændingestyrelsen og Danmarks Statistik.
Foruden at belyse udviklingen i antallet af asylansøgere og flygtninge, undersøges gennemsnitlige ventetider fra ansøgning om asyl til opholdstilladelse er givet. Rapporten undersøger desuden hvilke dele af landet, der har modtaget flest nyankomne flygtninge.
Yderligere indeholder rapporten korte beskrivelser af flygtningeprocessen i Danmark, boligplaceringspolitikken samt væsentlige ændringer i Udlændingeloven.
Tags: asylansøgere, flygtninge, ventetider, lovgivning, indvandrere, indvandring
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik
13. oktober 2017 af Mette-Line Jakobsen
Det danske arbejdsmarked er blevet mere digitalt og automatiseret
Halvdelen af de erhvervsaktive i Danmark anvender i stort omfang computere, tablets eller smartphone i deres arbejde, mens hver femte bruger computerstyrede maskiner. Sidstnævnte ses især i industrien og i landbruget.
Nyt på det danske arbejdsmarked er brugen af digitale platforme som fx Uber, Airbnb og GoMore. Ca. 100.000 personer har tjent penge via sådanne platforme.
Digitaliseringen af arbejdsmarkedet i Danmark er blevet undersøgt af forskere fra Forskningscenter for arbejdsmarkeds- og organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet. Læs alle resultater i rapporten "Digitalisering af arbejdsmarkedet - Danskernes erfaring med digital automatisering og digitale platforme" (oktober 2017).
Undersøgelsen bygger på interviewdata indsamlet i forbindelse med Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU) i 1. kvartal 2017.
Tags: arbejdsmarked, digitalisering, informationssamfundet
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik
15. februar 2017 af Mette-Line Jakobsen
De større danske provinsbyer er vokset mest
Urbaniseringen i Danmark drejer sig ikke kun om tilflytning til hovedstadsområdet. Også de store provinsbyer er vokset, og de er i gennemsnit vokset mere end hovedstadsområdet.
Set over de seneste 90 år er den samlede befolkning i de 29 største provinsbyer forøget med 148 pct., mens hovedstadsområdet "kun" er vokset med 91 pct. Ølstykke-Stenløse er vokset mest (2124 pct.) efterfulgt af Køge (490 pct.) og Herning (403 pct.).
Det fremgår af analysen Urbaniseringen i Danmark siden 1926 fra KL. Heri belyses udviklingen i befolkningstallet for hovedstadsområdet, de 29 største provinsbyer samt for resten af landet.
Det er data fra Danmarks Statistik, der er baggrund for analysen. Nyere data kan hentes i Statistikbanken, mens data fra før 1976 kan findes i publikationer fra folketællingerne.
Tags: befolkning, befolkningstal, folketal, folketællinger, byer, byudvikling, urbanisering
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik
3. januar 2017 af Mette-Line Jakobsen
Vil du holde op med at ryge i 2017?
At stoppe med at ryge er ikke bare godt for dit helbred, det er også godt for den offentlige økonomi. En ryger koster nemlig op til 18.000 kroner mere om året i offentlige udgifter end en ikke-ryger. Det dokumenterer en ny analyse fra KORA.
Undersøgelsen omfatter sundhedsudgifter, kommunale serviceudgifter samt udgifter til overførelsesindkomster i et enkelt år. Indtægter fra afgift på tobak indgår ikke i regnskabet. Rygere sammenlignes med aldrig rygere og tidligere rygere med hensyn til køn, alder og uddannelsesniveau.
I undersøgelsen indgår data fra Den Nationale Sundhedsprofil 2013 koblet med registerdata fra Danmarks Statistik.
Tags: rygning, samfundsomkostninger, udgifter, helbred, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik