Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


spisevaner

Vis alle blogindlæg


31. januar 2020 af Joachim Haugbølle

2 ud af 5 dødsfald kan tilskrives adfærdsmæssige risikofaktorer

Hver sjette voksne dansker er overvægtig. Andelen er dermed blandt de største i EU-landene, og mængden af overvægtige i Danmark har været stigende over de seneste ti år. Mere end to ud af fem dødsfald i Danmark tilskrives adfærdsmæssige risikofaktorer som lav fysisk aktivitet, ernæringsmæssige risici, rygning og alkoholforbrug.

Det fremgår af rapporten National Sundhedsprofil 2019, der er udgivet af EU-Kommissionen og udarbejdet af OECD og European Observatory on Health Systems and Policies. Rapporten giver et overblik over sundheden og sundhedssystemerne i Danmark.

Der er udarbejdet tilsvarende nationale sundhedsprofiler for samtlige EU-lande samt en ledsagende rapport med overordnede konklusioner for alle landene.


Tags: sundhed, kost, spisevaner, overvægt, fedme
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


15. august 2018 af Mette-Line Jakobsen

Er du en slikmund?

Så er du ikke alene. Godt hver 10. voksen i Danmark spiser slik eller chokolade mindst fem gange om ugen. Og kvinder (12,4 pct.) er mere slikne end mænd (9,2 pct.). Til gengæld spiser langt flere mænd (25,6 pct.) end kvinder (13,7 pct.) mad fra pizzeria, burgerbar, shawarmabar m.m. mindst én gang om ugen.

Statens Institut for Folkesundhed har undersøgt befolkningens indtag af sodavand, cola, saft og lign., slik/chokolade samt mad fra pizzeria, burgerbar, shawarmabar m.m.

Resultaterne er publiceret i rapporten "Sodavand, slik, chokolade og fastfood" (2018), hvor svarene er fordelt på køn, alder, uddannelsesniveau, arbejdsmarkedstilknytning, civilstand, herkomst samt region.

Undersøgelsen er udarbejdet som del af Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen (SUSY) 2017. Andre resultater fra denne undersøgelse er bl.a. udgivet i "Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2017" (2018).

Se evt. også vores FAQ-side om Spisevaner og madspild. Her har vi har samlet en række link til andre organisationer samt rapporter om emnet.


Tags: spisevaner, kost, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


19. april 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Læser du højt for dit barn?

Der er mange aspekter i børneopdragelse. Man sammenligner sig med andre forældre, og måske har du også stillet spørgsmålene: Hvor mange forældre har regler for slik, brug af skærme og bordskik i hjemmet? Når reglerne brydes eller en bestemt opførsel ikke accepteres, hvor mange tyer så til sanktioner som irettesættelse, skældud, sender barnet til sit værelse eller udstikker et forbud? Hvor mange børn udfører husarbejde hver dag/flere gange om ugen, og er der en sammenhæng mellem deltagelse i husarbejde, og hvordan barnet klarer sig i skolen? Hvordan har opdragelse indflydelse på barnets trivsel?

Man kan blive klogere på disse og mange andre spørgsmål i ”Kortlægning af viden om opdragelse - Familietid, hverdagsliv, pligter og ansvar” fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Notatet giver overblik over nyere forskning om opdragelse og familieliv, og bygger dels på eksisterende litteratur om emnet, dels på statistiske analyser af VIVE’s to børneforløbsdatasæt ”Forløbsundersøgelsen af Årgang 1995” og ”Børn og Unge i Danmark”.

Angående højtlæsning, så læser næsten halvdelen af danske forældre højt for deres 3-årige barn hver dag. Andelen falder til 25 pct., når barnet er 7 år.


Tags: børn, unge, familier, opdragelse, trivsel, læsevaner, spisevaner, stress
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


2. februar 2017 af Informations­service og Bibliotek

Vi spiser for dårligt og bevæger os for lidt

Stadig flere mennesker i Norden spiser en usund kost. Blandt de voksne er andelen med usunde spisevaner steget fra 18 til 22 pct. i årene fra 2011 til 2014. Børnene i Norden spiser i gennemsnit mere frugt, grønt, fisk og mindre sukker, men den sociale ulighed i kosten er vokset. 24 pct. af de nordiske børn af forældre med kort uddannelse spiser usundt i 2014. Det er dobbelt så stor en andel som i 2011.

Sammenligner vi de enkelte lande  er danskerne mest tøvende over for at spise fisk, idet kun 22 pct. følger anbefalingen om at spise fisk som hovedret 2 gange om ugen. Anbefalingen om fisk efterleves af 64 pct. i Island, 55 pct. i Norge og 37 pct. i Sverige.

Næsten halvdelen af voksne nordmænd er fysisk inaktive, hvor det samme gælder for ca. en tredjedel af danskerne (hhv. 45 og 34 pct.). I Finland tilbringer 35 pct. af de voksne mere end fire timer om dagen foran skærmen i deres fritid, sammenlignet med 31 pct. i Danmark.

Folkesundheden i hele Norden bliver målt og vejet af Nordisk Ministerråd i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet. Forskere i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark har spurgt knap 18.000 voksne og 5.000 børn om kost og fysisk aktivitet. Resultaterne kan ses i rapporten "The Nordic Monitoring System 2011-2014", der også indeholder tabeller om overvægt, rygning og alkohol.


Tags: kost, spisevaner, motion, overvægt, helbred, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


10. november 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Europæerne på badevægten

Lidt over halvdelen (51,6 pct.) af EU’s voksne befolkning har et BMI over 25, og betragtes derfor som overvægtige. 35,7 pct. er moderat overvægtige, mens 15,9 pct. er svært overvægtige (BMI over 30). Rumænien er landet med færrest svært overvægtige (9,4 pct.), mens Malta har flest (26 pct.). Danmark ligger lige under gennemsnittet, hvor 15 pct. af den voksne befolkning er svært overvægtige.

Tallene stammer fra 2014-udgaven af European Health Interview Survey (EHIS). Resultaterne fra undersøgelsen viser en tydelig sammenhæng mellem overvægt, alder og uddannelse. Vægten øges med alderen, mens en højere uddannelse ser ud til at mindske risikoen for overvægt.

I EHIS findes også oplysninger om hvor meget og hvor ofte, vi europæere spiser frugt og grønt. Også her er der en sammenhæng med uddannelsesniveauet. Den største forskel ses i Storbritannien, hvor 40,5 pct. af højtuddannede spiser mindst fem portioner frugt eller grønt dagligt, mens det samme gør sig gældende for 24,9 pct. af de lavtuddannede.

Flere detaljer om europæernes vægt og indtag af frugt og grønt kan ses i Eurostats to news releases ”Almost 1 adult in 6 in the EU is considered obese” og ”1 in 7 persons aged 15 or over eats at least 5 portions of fruit or vegetables daily”.

Det er anden gang interviewundersøgelsen gennemføres, første gang blev data indsamlet i perioden 2006-2009. I Eurostats database kan du selv danne tabeller over BMI og indtag af frugt og grønt fordelt på uddannelsesniveau, køn og alder. Her findes tabeller fra både første runde (EHIS round 2008) og anden runde (EHIS round 2014) af undersøgelsen.


Tags: fedme, forbrug, kost, overvægt, spisevaner, sundhed, helbred
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


14. marts 2016 af Mette-Line Jakobsen

Hvor megen tid bruger danskerne på at spise?

Det mest almindelige er at bruge 1-2 timer dagligt på at spise – lidt mindre til hverdag og lidt mere i weekenden. Men en fjerdedel af danskerne bruger ikke tid på morgenmad og en femtedel ikke tid på aftensmad.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har analyseret danskernes spisning og spisemønstre samt sammenhængen mellem spisning, motion og overvægt. Resultaterne præsenteres i bogen Tiden, vi spiser, som kan downloades fra Rockwool Fondens hjemmeside.


Tags: kost, madkultur, spisevaner, sundhed, tid
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


22. januar 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvad spiser danskerne til aftensmad?

Rugbrød med pålæg er den ret danskerne spiser oftest til aftensmad på hverdage. Pizza topper listen over weekendretter, men rugbrødet er også populært i weekenden, hvor det kommer ind på en 2. plads.

Hele listen over hvilke retter danskerne spiser til aftensmad til hverdag og i weekenden kan ses i "Madindeks 2015".

"Madindeks" er en årlig måling af danskernes mad- og måltidsvaner, færdigheder og praksis i køkkenet, råvarevalg, inspirationskilder, og idealer om måltidet og fællesskabet omkring spisebordet.

Undersøgelsen giver derfor også svar på spørgsmål som: Spiser danskerne derhjemme eller ude? Hvad laver vi, når vi spiser, og er aftensmåltidet en social begivenhed eller en begivenhed, der bare skal overstås? Hvilke madlavningskompetencer har danskerne? Hvem laver aftensmaden? Hvor lang tid bruger vi på at lave den? Hvor henter danskerne inspiration til deres madlavning?

Se svarene i "Madindeks 2015" på Madkulturens hjemmeside.

Madkulturen er en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet.


Tags: aftensmad, kost, madkultur, måltidsvaner, spisevaner, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek