Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
udenrigshandel
Vis alle blogindlæg
30. juni 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Følg prisudviklingen for varer på verdensmarkedet
Der er næppe nogen, der ikke har mærket de stigende priser - det er blevet dyrere at købe ind i supermarkedet, opvarme sin bolig, tanke benzin på sin bil og renovere sin bolig. En verdensomspændende epidemi og en krig i Europa er nogle af de ting, der kan påvirke verdensmarkederne for råvarer, så det mærkes i vores daglige husholdning. World Bank er en af de internationale organisationer, der offentliggør statistik over prisudviklingen på råvarer, samt laver analyser af, hvad der påvirker markedet og dermed priserne.
World Bank offentliggør hver måned prisudviklingen på verdensmarkedet for udvalgte varer, bl.a. hvede, ris, sukker, kaffe, olie, tømmer, jern og aluminium – de såkaldte "Pink Sheet" Data.
To gange om året udkommer rapporten ”Commodity Markets Outlook” – i april og i oktober – med et bud på prisernes udvikling i fremtiden. Hver udgivelse indeholder et særligt tema. I april 2020 var der fokus på COVID-19: ”A Shock Like No Other: The Impact of COVID-19 on Commodity Markets”, mens den nyeste udgivelse fra april 2022 handler om krigen i Ukraine: ”The impact of the war in Ukraine on commodity markets”. Her får man bl.a. viden om Ruslands og Ukraines udenrigshandel, og hvilke lande, der er aftagere af de to landes varer. Eksempelvis importerer EU 34,2 pct. af EU-landenes forbrug af naturgas fra Rusland. Rusland er omvendt også afhængig af EU, idet 78,2 pct. af landets eksport af naturgas går til EU.
De europæiske naturgaspriser var i marts måned på sit højeste niveau siden 1970 - prisen var i marts 2022 næsten 13 gange højere end i januar 1970 og næsten dobbelt så høj, som under finanskrisen november 2008, som er sidste historiske højdepunkt for naturgaspriserne. I temaet sammenligner World Bank også priserne på andre varer som olie, kul og hvede med tidligere tiders prishop fra netop 1970’erne og frem, og man kigger på hvilke politiske greb, man har benyttet og kan benytte i den nuværende situation med stigende priser.
Ukraine-temaet bliver fulgt op af 11 udgivelser i World Banks ”Data Blog”. Senest er der her i juni udgivet den femte i rækken om udviklingen i metalproduktion og –priser: ”Global metal markets: Weakening demand amid constrained supply?”.
World Bank forudser i ”Commodity Markets Outlook April 2022”, at priserne i 2022 bliver væsentligt højere i 2022 end i 2021 for derefter at falde en smule i 2023-24, men vil fortsat forblive på et højere niveau end de sidste fem år.
Tags: eksport, energi, fremskrivninger, import, krig, priser, prognoser, udenrigshandel, økonomi
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
31. marts 2022 af Joachim Haugbølle
Forskning i krig og fred
Hvilket land har det største forsvarsbudget? Hvem er de største våbenproducenter i verden, og hvilke lande handler våben med hinanden? Det kan man finde svar på hos det svenske institut for fredsforskning SIPRI - Stockholm International Peace Research Institute.
Siden 1966 har SIPRI udført uafhængig forskning og formidling vedrørende væbnede konflikter, våbensalg og international sikkerhed. Deres omfattede dataindsamling udgives primært i databaser på deres hjemmeside og i den årlige udgivelse ”SIPRI Yearbook”.
SIPRIs databaser indeholder detaljerede opgørelser over våbensalg, landes forsvarsudgifter, salg af våbentyper mellem lande, opgørelser om våbenproducenter, samt viden til at understøtte FN’s våbenhandelstraktat.
I ”SIPRI Yearbook 2021” fremgår det, at USA’s forsvarsbudget på 778 mia. dollar var verdens største. USA stod derudover for 37 pct. af den samlede globale våbeneksport efterfulgt af Rusland, der stod for 20 pct. Næsten halvdelen af USA’s våbeneksport var til Mellemøsten. Der er begrænset adgang til indholdet af de seneste årbøger, mens udgivelser fra før 2020 er tilgængelige online. SIPRI Yearbook 2021 og tidligere udgivelser i serien kan også lånes via Danmarks Statistiks Bibliotek.
I faktaarket "The SIPRI Top 100 Arms-producing and Military Services Companies, 2020” tegnes et lignede billede for de største våbenproducenter målt i salg. Virksomheden Lockheed Martin Corp havde den største globale markedsandel, og de fem virksomheder med største salgstal var alle amerikanske.
Foruden opgørelser om våben laver SIPRI også rapporter om emner relateret til fred og udvikling i samarbejde med andre aktører. Fx identificerer instituttet indikatorer til at måle FN’s 16. verdensmål om fred, retfærdighed og stærke institutioner, og samarbejder med FN’s World Food Programme om at analysere sammenhænge mellem fred, sikkerhed og hungersnød.
Har man lyst til at dykke ned i yderligere kilder til omfanget af forsvarsbudgetter, kan man læse mere i vores blogindlæg om NATOs opgørelse af medlemslandenes forsvarsudgifter fra organisationens grundlæggelse i 1949 og frem.
Tags: fred, krig, udenrigshandel, årbøger
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
14. september 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Udenrigshandel i billeder
Observatory of Economic Complexity viser en visuel fortælling om udenrigshandel i omkring 200 lande, fordelt på varegrupper, for årene 1962 og frem. Projektet er udsprunget fra MIT Media Lab.
Hvert land har en landeprofil med links til visualiseringer, så man kan se svar på spørgsmål som fx, hvilke produkter importerer eller eksporterer Kina? Til hvilke lande eksporterer USA? Og hvilke lande har den største handel med fx grøntsager? For hvert land er der også beregnet "Economic Complexity Index", der viser graden af vidensintensitet i landets eksport, dvs. kompleksiteten af den viden, der anvendes ved fremstilling af produkterne.
Som eksempel er her link til Danmarks landeprofil.
De bagvedliggende datasæt bygger på FN's database Comtrade, men er bearbejdet af amerikanske forskere for at skabe sammenhængende datasæt, der viser data for så mange lande og år som muligt. Alle anvendte datasæt kan downloades fra sitet.
Mange flere eksempler på visualisering af internationale data om udenrigshandel kan ses hos UN Comtrade Labs.
Tags: udenrigshandel, eksport, import, konkurrenceevne
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
4. august 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Øl er fra Tyskland og is er fra Italien
I hele EU blev der i 2016 produceret 39 milliarder liter øl. Tyskland har den største produktion på 8,3 milliarder liter, men de drikker det meste selv. Eksporten udgør 1,7 mia. liter, så groft sagt svarer det til at hver gang tyskerne eksporterer 1 øl, drikker de selv 4.
Nederlandene har den største eksport af øl på 1,9 mia. liter, Tyskland kommer på andenpladsen med 1,7 mia. liter og Belgien er nummer 3 med 1,5 mia. liter. EU-landene importerer kun små mængder øl fra lande uden for EU, mest fra Mexico og Serbien.
Eurostats statistikker om produktion viser også vores appetit for en anden sommervare, nemlig is, som der i 2016 blev produceret 3,2 mia. liter af. 19 pct. af EU's totale produktion af is finder sted i Italien, Tyskland står for 16 pct. og Frankrig for 14 pct.
Tags: produktion, udenrigshandel, forbrug
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik
31. maj 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Samlet indgang til World Bank data
Omkring 1800 indikatorer fra et væld af kilder er samlet på World Banks nye portal TCdata360 (Open Trade and Competitiveness Data). Her samles data fra Verdensbanken selv og andre internationale organisationer som fx IMF og OECD.
Find fx nøgletal om de enkelte lande og sammenlign indikatorer om handel, konkurrenceevne, økonomi osv. på tværs af lande og over tid. Portalen viser først og fremmest grafer, og er meget anvendelig som indgang og inspiration til at søge videre i de bagvedliggende databaser. Ved alle illustrationer er der link til det specifikke datasæt, der ligger til grund for grafen.
Du kan søge eller browse i alle World Banks 63 databaser via sektionen "Explore databases". Find også eksempler og illustrationer af World Banks repertoire via Twitter.
Tags: udenrigshandel, nationaløkonomi, erhvervsklima, konkurrenceevne
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
22. december 2016 af Informationsservice og Bibliotek
Juletræet på langfart
Over 1 million juletræer sendes hvert år fra de 28 EU-lande til landene uden for EU. Eksporten går ikke bare til omkringliggende lande i Europa, men også til andre verdensdele som Asien og Afrika. Fx eksporterer EU næsten 3.000 juletræer til Singapore, knap 2.000 til Thailand, 719 til Gabon og 212 til Senegal.
De fleste af træerne kommer fra Danmark, nemlig ca. 74 pct. De danske træer, der sendes uden for EU, ender fortrinsvis i Norge og Schweiz, men 895 af dem havner dog så langt væk som i Kina.
Det viser et udtræk fra Eurostats Comext database vedr. eksporten af friske juletræer i året 2015.
Brancheforeningen ”Danske Juletræer” viser tal og grafik om den totale danske eksport af juletræer på deres hjemmeside.
Tags: eksport, udenrigshandel, jul
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik