Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
import
Vis alle blogindlæg
30. juni 2022 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Følg prisudviklingen for varer på verdensmarkedet
Der er næppe nogen, der ikke har mærket de stigende priser - det er blevet dyrere at købe ind i supermarkedet, opvarme sin bolig, tanke benzin på sin bil og renovere sin bolig. En verdensomspændende epidemi og en krig i Europa er nogle af de ting, der kan påvirke verdensmarkederne for råvarer, så det mærkes i vores daglige husholdning. World Bank er en af de internationale organisationer, der offentliggør statistik over prisudviklingen på råvarer, samt laver analyser af, hvad der påvirker markedet og dermed priserne.
World Bank offentliggør hver måned prisudviklingen på verdensmarkedet for udvalgte varer, bl.a. hvede, ris, sukker, kaffe, olie, tømmer, jern og aluminium – de såkaldte "Pink Sheet" Data.
To gange om året udkommer rapporten ”Commodity Markets Outlook” – i april og i oktober – med et bud på prisernes udvikling i fremtiden. Hver udgivelse indeholder et særligt tema. I april 2020 var der fokus på COVID-19: ”A Shock Like No Other: The Impact of COVID-19 on Commodity Markets”, mens den nyeste udgivelse fra april 2022 handler om krigen i Ukraine: ”The impact of the war in Ukraine on commodity markets”. Her får man bl.a. viden om Ruslands og Ukraines udenrigshandel, og hvilke lande, der er aftagere af de to landes varer. Eksempelvis importerer EU 34,2 pct. af EU-landenes forbrug af naturgas fra Rusland. Rusland er omvendt også afhængig af EU, idet 78,2 pct. af landets eksport af naturgas går til EU.
De europæiske naturgaspriser var i marts måned på sit højeste niveau siden 1970 - prisen var i marts 2022 næsten 13 gange højere end i januar 1970 og næsten dobbelt så høj, som under finanskrisen november 2008, som er sidste historiske højdepunkt for naturgaspriserne. I temaet sammenligner World Bank også priserne på andre varer som olie, kul og hvede med tidligere tiders prishop fra netop 1970’erne og frem, og man kigger på hvilke politiske greb, man har benyttet og kan benytte i den nuværende situation med stigende priser.
Ukraine-temaet bliver fulgt op af 11 udgivelser i World Banks ”Data Blog”. Senest er der her i juni udgivet den femte i rækken om udviklingen i metalproduktion og –priser: ”Global metal markets: Weakening demand amid constrained supply?”.
World Bank forudser i ”Commodity Markets Outlook April 2022”, at priserne i 2022 bliver væsentligt højere i 2022 end i 2021 for derefter at falde en smule i 2023-24, men vil fortsat forblive på et højere niveau end de sidste fem år.
Tags: eksport, energi, fremskrivninger, import, krig, priser, prognoser, udenrigshandel, økonomi
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
29. maj 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Hvordan har COVID-19 påvirket EU’s udenrigshandel?
Eurostat har tal for EU’s vareimport og -eksport med ikke-EU-lande for årets tre første måneder. De viser en tydelig nedgang i både im- og eksporten. Ser man på eksporten, er nedgangen størst i varegruppen ”Maskiner og transportmidler”. En lille stigning ses dog i varegruppen ”Kemikalier og kemiske produkter”.
Mere information om EU’s vareimport og -eksport med ikke-EU-lande kan ses i nyhedsbrevet ”Which traded goods are affected the most by COVID-19?”.
Eurostat har samlet statistik, der er relateret til COVID-19 på den særlige emneside: ”COVID-19: Statistics serving Europe”. Her finder man bl.a. nyhedsbreve, datasæt, grafik og artikler fra ”Statistics Explained” samlet under emnerne ”Økonomi”, ”Befolkning og sundhed”, ”Samfund og arbejdsmarked” og ”Landbrug, energi, transport og turisme”.
Tags: eksport, import
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik
14. september 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Udenrigshandel i billeder
Observatory of Economic Complexity viser en visuel fortælling om udenrigshandel i omkring 200 lande, fordelt på varegrupper, for årene 1962 og frem. Projektet er udsprunget fra MIT Media Lab.
Hvert land har en landeprofil med links til visualiseringer, så man kan se svar på spørgsmål som fx, hvilke produkter importerer eller eksporterer Kina? Til hvilke lande eksporterer USA? Og hvilke lande har den største handel med fx grøntsager? For hvert land er der også beregnet "Economic Complexity Index", der viser graden af vidensintensitet i landets eksport, dvs. kompleksiteten af den viden, der anvendes ved fremstilling af produkterne.
Som eksempel er her link til Danmarks landeprofil.
De bagvedliggende datasæt bygger på FN's database Comtrade, men er bearbejdet af amerikanske forskere for at skabe sammenhængende datasæt, der viser data for så mange lande og år som muligt. Alle anvendte datasæt kan downloades fra sitet.
Mange flere eksempler på visualisering af internationale data om udenrigshandel kan ses hos UN Comtrade Labs.
Tags: udenrigshandel, eksport, import, konkurrenceevne
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik