Gå til sidens indhold

Forskning i krig og fred

31. marts 2022 af Joachim Haugbølle

Hvilket land har det største forsvarsbudget? Hvem er de største våbenproducenter i verden, og hvilke lande handler våben med hinanden? Det kan man finde svar på hos det svenske institut for fredsforskning SIPRI - Stockholm International Peace Research Institute.

Siden 1966 har SIPRI udført uafhængig forskning og formidling vedrørende væbnede konflikter, våbensalg og international sikkerhed. Deres omfattede dataindsamling udgives primært i databaser på deres hjemmeside og i den årlige udgivelse ”SIPRI Yearbook”.

SIPRIs databaser indeholder detaljerede opgørelser over våbensalg, landes forsvarsudgifter, salg af våbentyper mellem lande, opgørelser om våbenproducenter, samt viden til at understøtte FN’s våbenhandelstraktat.

I ”SIPRI Yearbook 2021 fremgår det, at USA’s forsvarsbudget på 778 mia. dollar var verdens største. USA stod derudover for 37 pct. af den samlede globale våbeneksport efterfulgt af Rusland, der stod for 20 pct. Næsten halvdelen af USA’s våbeneksport var til Mellemøsten. Der er begrænset adgang til indholdet af de seneste årbøger, mens udgivelser fra før 2020 er tilgængelige online. SIPRI Yearbook 2021 og tidligere udgivelser i serien kan også lånes via Danmarks Statistiks Bibliotek.

I faktaarket "The SIPRI Top 100 Arms-producing and Military Services Companies, 2020” tegnes et lignede billede for de største våbenproducenter målt i salg. Virksomheden Lockheed Martin Corp havde den største globale markedsandel, og de fem virksomheder med største salgstal var alle amerikanske.

Foruden opgørelser om våben laver SIPRI også rapporter om emner relateret til fred og udvikling i samarbejde med andre aktører. Fx identificerer instituttet indikatorer til at måle FN’s 16. verdensmål om fred, retfærdighed og stærke institutioner, og samarbejder med FN’s World Food Programme om at analysere sammenhænge mellem fred, sikkerhed og hungersnød.

Har man lyst til at dykke ned i yderligere kilder til omfanget af forsvarsbudgetter, kan man læse mere i vores blogindlæg om NATOs opgørelse af medlemslandenes forsvarsudgifter fra organisationens grundlæggelse i 1949 og frem.


Tags:


Emne:
Geografi: International statistik