Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.



4. august 2017 af Informations­service og Bibliotek

Øl er fra Tyskland og is er fra Italien

I hele EU blev der i 2016 produceret 39 milliarder liter øl. Tyskland har den største produktion på 8,3 milliarder liter, men de drikker det meste selv. Eksporten udgør 1,7 mia. liter, så groft sagt svarer det til at hver gang tyskerne eksporterer 1 øl, drikker de selv 4.

illustration med link til Eurostat

Nederlandene har den største eksport af øl på 1,9 mia. liter, Tyskland kommer på andenpladsen med 1,7 mia. liter og Belgien er nummer 3 med 1,5 mia. liter. EU-landene importerer kun små mængder øl fra lande uden for EU, mest fra Mexico og Serbien.

Eurostats statistikker om produktion viser også vores appetit for en anden sommervare, nemlig is, som der i 2016 blev produceret 3,2 mia. liter af. 19 pct. af EU's totale produktion af is finder sted i Italien, Tyskland står for 16 pct. og Frankrig for 14 pct.

 

illustration med link til Eurostat


Tags: produktion, udenrigshandel, forbrug
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik


3. juli 2017 af Informations­service og Bibliotek

Arbejdsmiljø i Danmark

Hvordan er den fysiske og psykiske belastning for medarbejderne på de danske arbejdspladser?

50.000 beskæftigede personer mellem 18 og 64 blev i 2016 opfordret til at besvare 164 spørgsmål om psykisk og fysisk arbejdsmiljø og helbred. Resultatet af undersøgelsen "Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016", sammenlignet med de to foregående fra 2012 og 2014 kan nu ses hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Hovedresultater, med angivelse af de 5 jobgrupper med størst og mindst andel for udvalgte spørgsmål, findes i fakta-notatet. Bekymring for at blive arbejdsløs er størst hos rengøringsassistenter og mindst i gruppen af politi og fængselsbetjente. Den jobgruppe, hvor der er størst andel, der er udsat for begrænsninger i arbejdet på grund af smerter er malere samt frisører og kosmetologer. De mest trætte efter arbejdsdagen er social- og sundhedsassistenter samt kokke og tjenere.

Mere detaljerede resultater vises grafisk på sitet "Tal og fakta om arbejdsmiljøet", hvor man selv kan vælge fordeling på fx job, branche eller køn og alder.

[Maj 2019: Link til fakta-notat og den grafiske repræsentation af de detaljerede resultater er slettet. Link til 2018-undersøgelsen]


Tags: arbejdsmiljø, helbred, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


22. juni 2017 af Informations­service og Bibliotek

Digital økonomi i EU

Eurostats nye digitale publikation "Digital economy & society in the EU" præsenterer baggrundsinformation vedr. det digitale indre marked. Den giver også svar på spørgsmål om, hvordan europæerne benytter sig af Internet og hvilke udfordringer, det giver for både individer og virksomheder.

Den mest populære aktivitet på nettet er forskellig fra land til land. Blandt personer, der har anvendt internet inden for de seneste 3 måneder,  er det fx over 90 pct. i Finland, Danmark og Nederlandene, der ordner bankforretninger.  I Bulgarien benytter 80 pct. sig af online telefon- eller videoopkald, hvor det i Danmark er 60 pct. og EU-gennemsnittet er på 39 pct. 

20 pct. af virksomhederne i EU tilbyder e-handel. Her er Danmark på andenpladsen med 29 pct. af virksomhederne, hvor Irland netop slår os, idet 30 pct. af landets virksomheder har e-handel. 

Se introduktion til publikationen som video eller i Eurostats News release

Digital economy & society in the EU

Danmarks Statistik sammenligner også EU-landene i publikationer om hhv. befolkningens og virksomhedernes it-anvendelse.


Tags: e-handel, internettet, informationssamfundet, EU
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik


8. juni 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

På weekend med kæresten? Hvor skal turen gå hen?

Man kan lade sig inspirere til rejsens destination i Deutsche Banks ”Weekend Getaway Index”, som sammenligner priser på hotel, middag på den lokale restaurant, drikkevarer, billeje og en shoppingtur på tværs af 47 byer i verden. København er den anden dyreste by i indekset, så måske det er værd at investere i en flybillet til Istanbul, som er indeksets billigste by. Man skal rejse betydeligt længere for at nå de øvrige billige byer - New Delhi, Manila og Johannesburg.

Det er sjette gang Deutsche Bank udgiver sin undersøgelse af globale priser ”Mapping the World’s Prices”. Udover priserne som indgår i ”Weekend Getaway Index” sammenlignes også priser for bl.a. biografbilleter, en pakke Marlboro cigaretter, en billet til offentlig transport, en ny bil og en liter benzin. Rapporten indeholder også indeks over månedlige lønninger og disponibel indkomst, og man ser at priser og indkomst følges ad. Zürich er byen med de højeste indkomster, men er også en af byerne med de højeste priser for varer og tjenester.

Som noget nyt finder man i årets rapport et ”Quality of Life Index”, der er baseret på data om købekraft, kriminalitet, sundhed, boligomkostninger, pendling og miljøforhold. Her ligger København på en 6. plads efter Wellington i New Zealand, Edinburgh, Wien, Melbourne og Zürich.

Deutsche Banks beregninger er baseret på såkaldt crowdsource data. De fleste data om priser på varer og tjenester stammer fra www.expatistan.com, mens ”Quality of Life Index” og data om lønninger kommer fra www.numbeo.com. For begge gælder, at priserne indsamles ved at alle har mulighed for at bidrage med priser for netop deres by. Deutsche Bank påpeger, at det kan give problemer med kvalitet og konsistens over tid. Til gengæld er statistikken baseret på en stor mængde af aktuelle data.


Tags: byer, forbrug, indkomster, købekraft, levevilkår, livskvalitet, løn, priser, rangorden
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik


31. maj 2017 af Informations­service og Bibliotek

Samlet indgang til World Bank data

Omkring  1800 indikatorer fra et væld af kilder er samlet på World Banks nye portal TCdata360 (Open Trade and Competitiveness Data). Her samles data fra Verdensbanken selv og andre internationale organisationer som fx IMF og OECD.

Find fx nøgletal om de enkelte lande og sammenlign indikatorer om handel, konkurrenceevne, økonomi osv. på tværs af lande og over tid. Portalen viser først og fremmest grafer, og er meget anvendelig som indgang og inspiration til at søge videre i de bagvedliggende databaser.  Ved alle illustrationer er der link til det specifikke datasæt, der ligger til grund for grafen. 

Du kan søge eller browse i alle World Banks  63 databaser via sektionen "Explore databases". Find også eksempler og illustrationer af World Banks repertoire via Twitter.


Tags: udenrigshandel, nationaløkonomi, erhvervsklima, konkurrenceevne
Emne: Økonomi
Geografi: International statistik


19. maj 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Skal du også til Spanien i år?

Spanien er populær som feriedestination. Danmarks Statistiks ”Ferie- og forretningsrejser” viser, at Spanien er danskernes foretrukne ferieland. Men Spanien er også et populært rejsemål for andre nationaliteter, når hotellet skal bookes. I EU er Spanien det land, der har flest turistovernatninger. Det viser Eurostats turismestatistik.

Spanien står for 21,3 pct. af alle turistovernatninger i EU, svarende til ca. 270 mio. overnatninger. Italien er det næstmest populære land i EU med 193 mio. overnatninger, mens Frankrig kommer ind på 3. pladsen med 130 mio. nætter.

Barn i badering

De Kanariske og Baleariske Øer er populære rejsemål - hvilke andre områder i Spanien, der er godt besøgt, og hvilke lande i verden turisterne kommer fra, kan man dykke ned i vha. Eurostats detaljerede databasetabeller.

Eurostats omfattende turismestatistik er forklaret i Statistics Explained, hvor link til tabeller, metode og publikationer er samlet i én artikel.


Tags: ferierejser, turisme
Emne: Erhvervsliv
Geografi: International statistik


9. maj 2017 af Informations­service og Bibliotek

Tør du prøve quizzen?

Ved du - eller kan du gætte - hvilken region i EU, der har den højeste andel af husstande med internetadgang?  Eller hvilket land, der har det største skovareal?

Så har du en god chance for at klare dig godt i Eurostats quiz, hvor du kan teste din viden om EU-landene.  Du har 3 minutter til at svare på 9 spørgsmål, og du får en chance til, hvis du svarer forkert. 

 

Eurostats quiz, hvor du kan teste din viden om EU-landene

 

 


Tags: quiz, EU
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


5. maj 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet i Norden

Flygtninge og immigranters integration på arbejdsmarkedet samt flygtningebørns uddannelsesniveau i Norden er årets tema i "Nordic Economic Policy Review" udgivet af Nordisk Ministerråd. Publikationen, som Rådet udgiver årligt med et nyt tema, har til formål at fremstille den nyeste forskning om forskellige nordiske forhold, denne gang samlet under titlen "Nordic Economic Policy Review: Labour Market Integration in the Nordic Countries".

Baseret på officiel statistik fra de respektive landes statistikbureauer og udlændingestyrelser, er der i årets publikation fokus på flygtninges tilknytning til arbejdsmarkedet i Norge, Danmark, Finland og Sverige.  

Det danske bidrag er forfattet af Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed. Den danske analyse kan ses i sin helhed i bogen "Arbejdsmarkedstilknytningen for flygtninge og indvandrere – ankommet til Danmark i perioden fra 1997 til 2011".

Danmarks Statistiks sammenligning af indvandreres beskæftigelse i de nordiske lande kan læses i analysen "Ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet i Danmark, Norge og Sverige: Hvordan klarer Danmark sig?"


Tags: arbejdsmarked, flygtninge, indvandrere, indvandring, integration, samfundsomkostninger, skolebørn, uddannelse
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: International statistik


7. april 2017 af Informations­service og Bibliotek

Uligheden fra vugge til grav

Allerede i den tidligste barndom dannes fundamentet for ulighed og denne forskel risikerer at følge en person gennem hele livet. Rockwool Fondens Forskningsenhed har udarbejdet en figur, der illustrerer forskelle i livsforløbet fra fødsel og barndom til voksenliv og alderdom.

På tværs af mødrenes uddannelse vises gennemsnitlige forskelle i børnenes livsforløb hvad angår fødselsvægt, færdigheder i børnehaven, dansk-resultater, kriminalitet, fuldført uddannelse, løn, hospitalskontakt,  om man er i arbejdsstyrken og i sidste ende, om man stadig er i live som 60-årig.

Læs publikationen hos RFF eller se og hør historien i filmen om "Den usynlige tråd".


Tags: social arv, livsforløb
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


31. marts 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

"Her bor jeg…"

du kan kigge ind til mig. Jeg sidder her på puden og trykker næsen flad mod ruden. De fleste kender sikkert Lotte Kærsås børnesang om forskellige måder at bo på. I Statistikbanken er der oplysninger om både boliger og de personer, der bor i boligerne.

To rapporter går et skridt videre, og ser på hvor mange, der bor sammen med svigerforældrene, henholdsvis hvordan studerendes boligsituation er.

KL – Kommunernes Landsforening har i analysen ”Under samme tag som svigermor” kigget på udviklingen i antallet og andelen af familier, der bor sammen med svigermor og/eller svigerfar i perioden 2007-2017. Analysen er lavet på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik, og viser bl.a., at der er en stigning i antallet af familier med flere generationer under samme tag, at der er store regionale forskelle, og andelen af disse familier er størst blandt indvandrere og efterkommere. Ifølge analysen er der over 10.000 familier, som har en eller begge svigerforældre boende - en stigning på 27 pct. siden 2007. Top fem over kommuner med størst andel af disse familier er Gribskov, Ishøj, Halsnæs, Brøndby og Albertslund.

DSK - Danske elever og Studerendes Kollegieråd står for en spørgeskemaundersøgelse blandt 3.982 udeboende gymnasieelever og studerende ved mellemlange og lange videregående uddannelser fra hele landet. Udover information om de studerendes boformer (bor sammen med nogen, bor alene, på kollegium, på værelse eller hos forældre), så indeholder rapporten et væld af oplysninger om boligudgifter, ønsker til bolig, tilfredshed med boligen, hvordan man har fundet sin bolig og hvor mange, der har været udsat for snyd ifm. lejemål.

Det er anden gang Boligundersøgelsen gennemføres. Første gang var i 2009.


Tags: boliger, boligudgifter, familier, studerende
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek