Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
vaccinationer
Vis alle blogindlæg
31. august 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Fra kældermagasinet: Dødsårsager og medicinalberetninger
I de varme sommerdage i august har vi været en tur i vores kølige kældermagasin for at bringe en interessant statistisk serie op i lyset. I relation til den nuværende situation med COVID-19, er valget faldet på historiske tal om dødsårsager og epidemier.
Hos Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek har vi bl.a. to store serier fra Sundhedsstyrelsen (eller Det Kgl. Sundhedskollegium, som det hed indtil 1909): ”Dødsaarsagerne i Kongeriget Danmark” og ”Medicinalberetning for Kongeriget Danmark”.
Serien om dødsårsager har vi fra 1890 til 1993. Over årene er der variation i opgørelsesmetode og dækningsgrad; de første 30 år dækker fx kun byerne. Opgørelserne er dog detaljerede ned på de enkelte dødsårsager opgjort på køn og alder. I de fleste årgange kan man desuden finde overordnede dødsårsager fordelt på måneder. Man kan fx se den voldsomme stigning i døde af influenza under Den Spanske Syge i årene 1917-1919. 1947 indeholder desuden et særligt kapitel om krigsdødsfald under anden verdenskrig.
Medicinalberetningerne har vi fra 1900-1974/75. I beretningerne får man i tekst og tal også oplysninger om dødelighedsforhold ved de enkelte epidemiske sygdomme fx tyfus, meningitis, difteri og influenza. Der gås i detaljer med, hvor i landet tilfældene er, og nogle gange beskrives dødsfaldene helt ned på individniveau, som en stakkels 24-årig kusk, der døde på Øresundshospitalet af blodgang (dysenteri).
Med variation over årene indeholder meddelelserne også andre oplysninger bl.a. om offentlig hygiejne (vandforsyning- og kloakforhold), vaccinationer, karantæneforanstaltninger, forebyggende kontrol fx sundhedsplejerskeordningen, antallet af medicinalpersoner og sengepladser på sygehuse.
Bøgerne kan naturligvis lånes (med forbehold for enkelte manglende årgange) hos Danmarks Statistiks Informationsservice og Bibliotek eller via dit lokale bibliotek.
Tags: dødsårsager, epidemier, helbred, levevilkår, sundhed, sundhedsvæsen, sygdomme, vaccinationer, årbøger, fra kældermagasinet
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
11. januar 2019 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Danske børn og unges velfærd og trivsel
Mange danske drenge bruger en stor del af deres fritid bag skærmen. 27 pct. af de 15-årige og 23 pct. af de 19-årige drenge bruger 4 timer eller mere på tv og computerspil om dagen. Det gælder for 12 pct. af pigerne i begge aldersgrupper.
Fritid er kun et af mange aspekter ved børn og unges liv, der bliver belyst i den omfattende undersøgelse "Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018" fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Rapporten giver også statistisk indsigt i børn og unges liv og trivsel inden for emner som materiel velfærd, boligforhold, helbred, pasning i daginstitution, skole, sociale relationer, ensomhed og kriminalitet.
Den første udgave af undersøgelsen udkom i 2010 og den anden i 2014. 2018-rapporten er dermed den tredje i rækken.
Tags: børn, læsning, familier, fattigdom, fritid, helbred, idræt, overvægt, handicap, kost, livskvalitet, læsevaner, medier, motion, narkotika, ofre, religion, rygning, sex, stress, sundhed, sygdom, trivsel, udsatte, unge, vaccinationer
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
16. marts 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Verden gennem 200 år
Lange tidsserier med tal, der spænder over mere end 2 århundreder, viser hvordan vore levevilkår har ændret sig.
"Our World in Data" illustrerer mange aspekter af vores dagligdag gennem tiderne, fx hvor mange år vi går i skole i forskellige lande og hvor stor en andel af verdens befolkning, der kan læse. Emner som børnedødelighed, energiforbrug, økonomisk vækst m.v. vises også som grafer og verdenskort på sitet.
Et eksempel på data, der i sagens natur først kan indsamles fra 1945 ses i graferne om bestand og test af atomvåben.
Sitet drives af Max Roser, der er økonom tilknyttet University of Oxford. I sin introduktion til sitet forestiller han sig en gruppe på 100 mennesker og illustrerer, hvordan denne gruppe ændrer sig gennem 200 år. I 1820 vil fx 43 af de 100 dø inden de fylder 5 år, mens det kun gælder for 4 af dem i 2015. Klik evt. på illustrationen for at se en større version.
Tags: historie, uddannelse, nationaløkonomi, middellevetid, fattigdom, befolkning, læsefærdigheder, vaccinationer, miljø, krig
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
12. juni 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Mæslingetilfælde og vaccinationstilslutning i Danmark
Stort set hvert år er der udbrud af mæslinger i Danmark. Det største udbrud inden for de sidste 20 år var i 1996 med 119 tilfælde. I 2015 er der indtil videre anmeldt 9 tilfælde. Det er Statens Serum Institut (SSI), der modtager anmeldelserne, og på deres hjemmeside kan man løbende følge med i antallet af mæslingetilfælde.
Historiske oplysninger om mæslingeudbrud kan ses på SSI's temaside om mæslinger, hvor der bl.a. findes en grafik over antal tilfælde og dødsfald 1862-2014.
Fra temasiden er der også link til søjlediagram over andel vaccineret med MFR 2, fødselsår 1986-2010. Statistik over tilslutning til andre typer af vaccinationer kan findes via SSI's side om "Overvågning i tal, grafer og kort".
Tags: mæslinger, vaccinationer, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik