Vi spiser for dårligt og bevæger os for lidt
2. februar 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Stadig flere mennesker i Norden spiser en usund kost. Blandt de voksne er andelen med usunde spisevaner steget fra 18 til 22 pct. i årene fra 2011 til 2014. Børnene i Norden spiser i gennemsnit mere frugt, grønt, fisk og mindre sukker, men den sociale ulighed i kosten er vokset. 24 pct. af de nordiske børn af forældre med kort uddannelse spiser usundt i 2014. Det er dobbelt så stor en andel som i 2011.
Sammenligner vi de enkelte lande er danskerne mest tøvende over for at spise fisk, idet kun 22 pct. følger anbefalingen om at spise fisk som hovedret 2 gange om ugen. Anbefalingen om fisk efterleves af 64 pct. i Island, 55 pct. i Norge og 37 pct. i Sverige.
Næsten halvdelen af voksne nordmænd er fysisk inaktive, hvor det samme gælder for ca. en tredjedel af danskerne (hhv. 45 og 34 pct.). I Finland tilbringer 35 pct. af de voksne mere end fire timer om dagen foran skærmen i deres fritid, sammenlignet med 31 pct. i Danmark.
Folkesundheden i hele Norden bliver målt og vejet af Nordisk Ministerråd i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet. Forskere i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark har spurgt knap 18.000 voksne og 5.000 børn om kost og fysisk aktivitet. Resultaterne kan ses i rapporten "The Nordic Monitoring System 2011-2014", der også indeholder tabeller om overvægt, rygning og alkohol.
Tags:
Emne:
Geografi: International statistik