Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
miljø
Vis alle blogindlæg
22. marts 2023 af Anni Renner Mortensen
I dag er det FN's internationale vanddag
Siden 1993 har den 22. marts været udpeget som ”World Water Day”.
På FN’s side om vandets dag får man bl.a. et trist indblik i hvad det betyder, når vi ikke har adgang til rent vand. Rent vand og sanitet indgår derfor også som 6. mål af de i alt 17 globale Verdensmål.
Vand indgår i mange sammenhænge – i naturkatastrofer, som drikkevand, i sanitære installationer, i dyrkning af afgrøder osv. FN har oprettet siden fakta om vand, hvor der for hvert emne listes fakta fra forskellige FN-rapporter.
Eksempelvis har ca. 74% af alle naturkatastrofer mellem 2001 og 2018 været relateret til vand. Og 3 ud af 10 personer på verdensplan, svarende til 2,3 mia., mangler mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe i deres hjem.
Hvert år udgives også ”UN World Water Development Report” med et årligt tema, samt anbefalinger til hvordan vi sikrer denne vigtige ressource.
I Danmark markeres dagen bl.a. af DANVA - Dansk Vand- og Spildevandsforening. Hvert år udgiver DANVA rapporten ”Vand i tal” med oplysninger om bl.a. det danske vandforbrug, vandselskabernes økonomiske nøgletal og tiltag for at sikre vandforsyningen i fremtiden.
Tags: vand, verdensmål, miljø, sundhed, levevilkår
Emne: Miljø og energi
Geografi: Dansk statistik, International statistik
24. februar 2021 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Hvor stort er klimaaftrykket af din indkøbskurv?
Det kan du nu blive klogere på ved hjælp af en ny database, der viser udledningen af CO2 for 500 af de mest almindelige fødevarer på det danske marked. For eksempel er der meget stor forskel på, om du vælger oksekød, der i gennemsnit udleder 50,2 kg CO2e pr. kg, eller du vælger kylling, der ligger nede på ca. 2 kg CO2e pr. kg.
"Den store klimadatabase" udgives af den grønne tænketank CONCITO i samarbejde med konsulentfirmaet ”2.-0 LCA consultants” og er støttet af Salling Fondene. Beregningen af klimabelastningen fra fødevarer er baseret på såkaldte livscyklusanalyser, som kan udføres på mange forskellige måder, og det kan derfor være svært at sammenligne tal fra forskellige analyser. ”Den store klimadatabase” skiller sig ud ved at være en offentlig tilgængelig database med ensartede beregninger for hele 500 fødevarer. Udover den samlede udledning udtrykt i kilo CO2-ækvivalenter kan man se udledningen for hver vare opdelt i blandt andet landbrug, forarbejdning, transport og detailhandel.
De videnskabelige metoder, beregningerne er baserede på, bliver præsenteret i ”Den store klimadatabase - Baggrundsrapport”. Rapporten redegør for valg og fravalg i metoden ved hjælp af eksempler. I rapporten finder man også en sammenfatning af resultater på fødevarekategorier og en vejledning til, hvordan man bruger databasen og fortolker tallene. I deres Q&A giver de direkte svar på de mest oplagte spørgsmål.
Man kan gå endnu mere i dybden med kilder og metode i ”Methodology report” fra ”2.-0 LCA consultants” og med baggrundsdata i Excel-format.
Tags: aftensmad, bæredygtighed, emissioner, forbrug, klima, madkultur, miljø, måltidsvaner, produktion,
Emne: Miljø og energi
Geografi: Dansk statistik
16. marts 2017 af Informationsservice og Bibliotek
Verden gennem 200 år
Lange tidsserier med tal, der spænder over mere end 2 århundreder, viser hvordan vore levevilkår har ændret sig.
"Our World in Data" illustrerer mange aspekter af vores dagligdag gennem tiderne, fx hvor mange år vi går i skole i forskellige lande og hvor stor en andel af verdens befolkning, der kan læse. Emner som børnedødelighed, energiforbrug, økonomisk vækst m.v. vises også som grafer og verdenskort på sitet.
Et eksempel på data, der i sagens natur først kan indsamles fra 1945 ses i graferne om bestand og test af atomvåben.
Sitet drives af Max Roser, der er økonom tilknyttet University of Oxford. I sin introduktion til sitet forestiller han sig en gruppe på 100 mennesker og illustrerer, hvordan denne gruppe ændrer sig gennem 200 år. I 1820 vil fx 43 af de 100 dø inden de fylder 5 år, mens det kun gælder for 4 af dem i 2015. Klik evt. på illustrationen for at se en større version.
Tags: historie, uddannelse, nationaløkonomi, middellevetid, fattigdom, befolkning, læsefærdigheder, vaccinationer, miljø, krig
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
1. oktober 2016 af Informationsservice og Bibliotek
Hvor kommer energien fra?
Energiens vej fra udvinding og produktion til forbrug illustreres i Eurostats digitale publikation "Shedding light on energy in the EU — A guided tour".
Her kan man få svar på spørgsmål om hvor energien kommer fra, dvs. hvad og hvor meget der produceres i EU-landene eller importeres udefra. Import af både olie og naturgas domineres af leverancer fra Rusland og Norge. I 2014 producerede EU omkring en tredjedel af sit eget energibehov, mens omkring to tredjedele blev importeret.
Ser man på hvilke brancher i EU, der bruger mest energi står transport for 33 pct. af det endelige energiforbrug, efterfulgt af industri (26 pct.), tjenester (13 pct.) samt landbrug og skovbrug (2 pct.). De sidste 25 pct. af energiforbruget står husholdningerne for.
Ca. 22 pct. af det endelige energiforbrug er elektricitet: Du kan følge elektriciteten fra kilde til kontakt i animationen "From source to switch":
Tags: energi, energiforbrug, miljø
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik
6. juli 2016 af Informationsservice og Bibliotek
Afsted til Europas strande?
Badevandet er af god kvalitet i Europa, viser den årlige rapport fra European Environment Agency. På et interaktiv kort kan du se resultatet af over 21.000 vandprøver fra badesteder ved Europas kyster eller søer.
Beskrivelser af målinger om badevandets kvalitet kan ses i "European bathing water quality in 2015" og de tilhørende landerapporter.
84 pct. af badestederne opnår karakteren "Excellent", mens hele 96 pct. opfylder minimumsstandarderne for vandkvalitet i 2015. Badevandsdirektivet blev udstedt for første gang for 40 år siden.
European Environment Agency udgiver en bred vifte af miljøstatistikker om klima, udslip, vand, støj osv. En samlet vurdering af miljøets tilstand og de ændringer, der skal til for at forbedre det, kan ses i "State of the Environment Report", der udgives hvert 5. år, senest i 2015.
Tags: miljø, vand
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik
26. august 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Madspild i EU
EU-Kommissionens Joint Research Center har i Environmental Research Letters offentliggjort en undersøgelse, hvor de med data fra 6 EU-lande, heriblandt Danmark, estimerer madspildet i hele EU. I undersøgelsen skønner de at i gennemsnit 123 kg mad pr. EU-borger går til spilde om året. For alle EU-borgere svarer det til 67 mio. tons om året.
Undersøgelsen kigger også på de miljømæssige konsekvenser af madspildet, idet der regnes på tab af kvælstof og vand. Læs mere i Environmental Research Letters.
Find link til danske undersøgelser i Informationsservice og Biblioteks FAQ om spisevaner og madspild.
Tags: madspild, miljø
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik, International statistik
18. maj 2015 af Informationsservice og Bibliotek
E-affald kortlagt globalt
I 2014 blev hele 41.8 millioner tons e-affald genereret på verdensplan, men mindre end en sjettedel af denne mængde er indsamlet til genbrug.
E-affald består af alle elektriske og elektroniske apparater, dvs. alt hvad der har en ledning eller batterier. Mere end halvdelen af affaldet består af køkken- og badeværelsesudstyr som opvaskemaskiner, mikroovne og vaskemaskiner.
USA og Kina producerer tilsammen 32 pct. af verdens e-affald, men ser man på de enkelte landes affaldsmængde per capita er Danmark på en 4. plads med 24 kg, hvor Norge (28.4 kg), Schweiz (26.3 kg) og Island (26.1 kg) er indehavere af de tre første pladser.
FN's tænketank United Nations University har indsamlet og beregnet disse tal for alle verdensdele. Se mere i deres pressemeddelelse eller den fulde rapport "The global e-waste monitor – 2014".
[Juni 2023: Link til pressemeddelelse fjernet og nyt link til rapport hos UN Institute for Training and Research tilføjet]
Tags: affald, genbrug, miljø
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik
1. april 2015 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Danmark har 1. pladsen i affaldsproduktion i EU
Ifølge Eurostats affaldsstatistik producerer Danmark hele 747 kg affald pr. person i forhold til gennemsnittet på 481 kg pr. borger i EU. Rumænien producerer den mindste mængde affald pr. person med 272 kg.
I Danmark bliver 28 pct. af affaldet genbrugt, 17 pct. komposteret, mens hele 54 pct. går op i flammer på forbrændingsanlæg. Tyskland forbrænder kun 35 pct. af deres affald, mens hele 65 pct. bliver enten genbrugt eller komposteret.
Eurostat gør dog opmærksom på at statistikkens kvalitet er forskellig fra land til land, og at det forklarer noget af forskellen mellem landene.
Se tallene og læs mere om statistikken i Eurostats pressemeddelelse (pdf), hos Eurostat Environmental Data Centre on Waste og i Statistics Explained.
Tags: affald, genbrug, miljø, eu
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik