Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
Sociale forhold
Vis alle blogindlæg
9. april 2015 af Mette-Line Jakobsen
Hvordan er danske skolebørns helbred, trivsel og sundhedsadfærd?
De fleste 11- til 15-årige skolebørn har det godt. Men der er et stort mindretal af eleverne, der ikke trives fysisk eller mentalt. Mange oplever ofte at være ked af det, nervøs eller have ondt i maven, ligesom mange lider af lavt selvværd. Samtidig er der mange med en uhensigtsmæssig sundhedsadfærd. Eksempelvis er der mange skolebørn, der ofte drikker alkohol, sidder mange timer foran skærmen, eller som ikke spiser frugt eller grønt hver dag.
Se rapporten Skolebørnsundersøgelsen 2014 fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Skolebørnsundersøgelsen bygger på sammenlignelige undersøgelser af store repræsentative udsnit af 11-, 13- og 15-årige skoleelever med fire års mellemrum. Den første undersøgelse stammer helt tilbage fra 1984. I 2014 blev Skolebørnsundersøgelsen gennemført for 9. gang - med data fra 4.500 elever på 5., 7. og 9. klassetrin på skoler overalt i landet.
Tags: børn, helbred, levevilkår, skoleelever, sundhed, trivsel
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
26. marts 2015 af Informationsservice og Bibliotek
TIP: Terror i Danmark og resten af verden
I løbet af den seneste måned var der over 100 forgæves søgninger på DST's hjemmeside vedr. terror. Derfor er her nogle tips til andre hjemmesider, som behandler emnet.
DIIS - Dansk Institut for Internationale Studier forsker i emnet og offentliggør artikler og kommentarer til aktuelle begivenheder.
På europæisk plan udgiver Europol hvert år rapporten "European Union terrorism situation and trend report".
Global Terrorism indeholder data fra 1970-2013, indsamlet og vedligeholdt af et forskningscenter på University of Maryland (National Consortium for the Study of Terrorism and Responses to Terrorism). Her er både mulighed for at søge information om enkelte angreb og se verdenskort, der illustrerer mængde og intensitet af angrebene.
Tags: kriminalitet, terrorisme
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik, International statistik
19. marts 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Hvor tilfredse er EU-borgerne med deres liv?
I anledning af "International Day of Happiness" , der i år fejres for 3. gang, offentliggør Eurostat et udvalg af subjektive indikatorer, der viser hvordan europæerne ser deres eget liv. Et udsnit af befolkningen har givet sin mening til kende vedrørende tilfredshed med livet generelt.
På en skala fra 0-10 er EU-gennemsnittet 7.1, hvor Danmark, Sverige og Finland alle har den højeste målte score, nemlig 8.0. Landene med den næsthøjeste score på 7.9 er de andre lande i Norden, Norge og Island. I den mere triste ende af skalaen befinder Bulgarien sig med 4.8 og Grækenland, Cypern, Ungarn og Portugal, alle med en score på 6.2.
Se hele listen, fordelt på aldersgrupper, i Eurostats pressemeddelelse (pdf). Flere tabeller og hints til videre søgning findes via Eurostats portal "Statistics Explained".
Tags: levevilkår, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
11. marts 2015 af Mette-Line Jakobsen
Danskernes kostvaner og fysiske aktivitet
DTU Fødevareinstituttets har for femte gang sat danskernes kostvaner under lup i Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet. Resultaterne er præsenteret i rapporten Danskernes kostvaner 2011-2013.
Undersøgelsen omfatter 3.946 personer i alderen 4-75 år og er indsamlet i perioden 2011-2013. I undersøgelsen registrerer deltagerne, hvad de spiser og drikker og hvor meget de motionerer i løbet af en hel uge. De bliver også spurgt om deres sociale og demografiske baggrund, måltidsvaner samt holdninger til og viden om sund kost og bevægelse.
Tags: forbrug, kost, motion
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
9. februar 2015 af Mette-Line Jakobsen
Hvor sunde er danskerne?
Statens Institut for Folkesundhed har siden 1987 med mellemrum udført nationale undersøgelser af befolkningens sundhed og sygelighed (SUSY). Undersøgelserne er gennemført i 1987, 1994, 2000, 2005, 2010 og 2013.
SUSY-2013 undersøgelsen er indlejret i en større undersøgelse - Den Nationale Sundhedsprofil, der gennemføres i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Den behandler bl.a. emnerne selvvurderet helbred, rygning, alkohol, kost, fysisk aktivitet, vægt, stress, mentalt helbred og sociale relationer. Se publikationen Danskernes sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2013
Se resultater af 2013- og 2010-undersøgelsen i kommuner, regioner og på landsplan på www.danskernessundhed.dk
Tags: sundhed, rygning, alkohol, kost, stress
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
27. januar 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Hvordan står det til med sundheden i de nordiske lande?
En genvej til sammenligning af forhold vedr. sundhed og sygdom, dødelighed, hospitalsbehandling, udgifter, osv. i alle de nordiske lande er de årlige rapporter om Health Statistics in the Nordic Countries fra NOMESCO (Nordic Medico-Statistical Committee).
Du kan også selv danne tabeller via NOWBASE, som er den tilhørende database.
Tags: levevilkår, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
11. januar 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Hvilke følgevirkninger har en trafikulykke?
Rapporten "Sociale og økonomiske konsekvenser af trafikulykker" fra Forsikring og Pension sætter tal på konsekvenserne af en trafikulykke på individ- og samfundsniveau.
De personer, der var involveret i en trafikulykke i 2002, er fulgt i de efterfølgende 10 år for at vise de langvarige konsekvenser af at være involveret i en trafikulykke.
Tags: trafikulykker
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik
11. januar 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Det bedste land i verden?
Ideen med "The Good country Index" er at måle, hvor meget de enkelte lande på jorden bidrager til det fælles bedste for menneskeheden.Ved hjælp af en bred vifte af data fra FN og andre internationale organisationer vises et overblik over det enkelte lands bidrag til det samlede gode. Danmark er på en niende plads, hvor Irland indtager førstepladsen.
Tags: rangorden, levevilkår
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik