Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


Sociale forhold

Vis alle blogindlæg


6. oktober 2016 af Informations­service og Bibliotek

Motionsvaner og idrætsskader

61 pct. af befolkningen over 16 år er regelmæssigt aktive med motion eller sport. Rapporten ”Danskernes motions- og sportsvaner 2016” giver et billede af, hvor mange børn og voksne, der dyrker sport og motion, hvilke sportsgrene de dyrker, hvor ofte og hvor mange timer om ugen. Undersøgelsen følger op på lignende undersøgelser af danskernes idrætsvaner tilbage fra 1964.

For første gang er omfanget af idrætsskader blandt den brede danske befolkning også blevet undersøgt. ”Idrætsskader i Danmark 2016” omhandler både idrætsaktive og ikke idrætsaktive børn i alderen 7-15 år og voksne over 16 år.

21,5 pct. af voksne idrætsudøvere har en skade i løbet af et år, hvor det for børnenes vedkommende er knap 20 pct. Flere mænd end kvinder får idrætsskader, mens der derimod blandt børn ikke er den store forskel imellem drenge og piger. Blandt de voksne kommer de fleste personer til skade ved løb, fodbold og styrketræning, hvor det for børn sker i forbindelse med fodbold, håndbold og gymnastik.

Rapporterne er udarbejdet af Idrættens Analyseinstitut.

[Revideret september 2017]


Tags: motion, idræt, sportsulykker, sportsskader, idrætsulykker, motionsvaner, sport, sundhed, helbred
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


22. september 2016 af Informations­service og Bibliotek

Livet i EU's hovedstæder

I Vilnius er 98 pct. af indbyggerne glade for at bo i landets hovedstad. I Stockholm og København er det 97 pct., der erklærer sig tilfredse med livet i byen, mens Athen har den laveste andel af tilfredse borgere, nemlig 71 pct. 

Mange flere detaljer kan ses i Eurostats publikation "Urban Europe - Statistics on cities, towns and suburbs", der maler et billede af byer og byudvikling i EU-landene med statistikker om boligforhold, arbejdslivet, indvandring osv. 

Hele bogen kan downloades, eller de enkelte kapitler kan læses via portalen Statistics Explained. Vil du hellere lege med et visuelt værktøj, så kan du med My capital in a bubble sammenligne og med et blik få øje på forskelle imellem hovedstæderne.

Portalen Statistics Explained

 

[August 2023: Link til "My capital in a bubble" er ikke længere tilgængelig]


Tags: livskvalitet, levevilkår, tilfredshed, byer
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


15. september 2016 af Informations­service og Bibliotek

Livskvalitet i Europa

I dag præsenteres resultaterne af Danmarks Statistiks nye måling af danskernes livskvalitet.

Vil du sammenligne med andre lande er der rig mulighed for det hos Eurostat og OECD, hvor landenes indbyggere har svaret på lignende spørgsmål om bl.a. tilfredshed med livet generelt, tryghed, sociale aktiviteter, helbred og uddannelse.

 Publikationen Quality of life - facts and views

Hos Eurostat er der infografik, hvor du kan se det enkelte lands score sammenlignet med EU-gennemsnit samt laveste og højeste score. En sammenhængende beskrivelse får du i publikationen "Quality of life - facts and views" og mere detaljerede opdelinger på fx alder, køn og uddannelsesniveau kan ses i de tilhørende tabeller eller kort. 

OECD's Better Life Index måler befolkningens trivsel i 34 lande og 395 regioner

[Link til tabeller og kort fjernet juli 2020]


Tags: livskvalitet, levevilkår, trivsel, rangorden, tilfredshed
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


16. juni 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

TIP: Ghettoer i Danmark

Danmarks Statistik udgiver ikke statistik om ghettoområder eller udsatte boligområder.

Det er Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, der offentliggør ”Ghettolisten”. Listen er blevet offentliggjort siden 2010 af skiftende ministerier. Fra 2010 til 2013 blev boligområder udpeget til listen ud fra 3 kriterier om bl.a. ledighed og kriminalitet. I 2014 blev kriterierne udvidet til 5 med 2 nye kriterier om uddannelsesniveau og indkomst. Ghettolisten omfatter i dag almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder 3 af de 5 kriterier. Kriterierne og de ældre lister kan ses hos Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen [link fjernet, se i stedet nedenstående note].

KL ser nærmere på de særligt udsatte boligområder fra listen pr. 1. februar 2014 i notatet "Almene boliger - beboersammensætning, sundhed og beskæftigelse". I notatet analyseres de 18-64-åriges beskæftigelses- og forsørgelsesmæssige situation samt forbrug af sundhedsydelser fordelt på særligt udsatte boligområder, øvrige almene boligområder og den resterende boligmasse.

Generel statistik, primært folketal og boligstatistik, fordelt på bydele kan ofte findes hos de enkelte kommuner, bl.a. hos de fire største: København, Aarhus, Aalborg og Odense

[Opdatering december 2021: Se det nye blogindlæg "Udviklingen i udsatte boligområder over tid".]


Tags: byer, ghettoer, kommuner
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


7. juni 2016 af Informations­service og Bibliotek

Middellevetid i verdens lande - nye tal fra WHO

Globalt set kan en person, født i 2015, forvente at leve i 71,4 år. Men det afhænger selvfølgelig af både fødested og køn. En kvinde født i Japan har den højeste gennemsnitlige levetid på næsten 87 år, mens det for mændenes vedkommende er i Schweiz, at den højeste gennemsnitsalder på lidt over 81 år kan opnås. Den laveste forventede levetid har befolkningen i Sierra Leone, hvor kvinder i gennemsnit får 50,8 år og mænd 49,3 år. For Afrika som helhed er middellevetiden ca. 60 år og den er steget med over 9 år fra 2000 til 2015, på grund af bedre kontrol og behandling af sygdomme, som fx malaria og HIV.

Den årlige publikation "World Health Statistics" fra WHO har i 2016-udgaven fokus på nummer 3 på listen over FN's udviklingsmål, nemlig at sikre sundt liv og fremme trivsel for alle. De enkelte mål beskrives og illustreres i "Annex A: summaries".

Rapporten omtaler også de mange problemer og udfordringer med at indsamle relevante data for området. Bl.a. skønnes det at ca. 53 pct. af dødsfaldene i verden ikke registreres fyldestgørende.


Tags: helbred, sundhed, middellevetid, dødsårsager, sygdom, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


18. maj 2016 af Informations­service og Bibliotek

Bæredygtig udvikling - også for verdens kvinder

I denne uge sætter konferencen "Women Deliver" i København fokus på nummer 5 på listen over FN's udviklingsmål, nemlig at opnå ligestilling samt styrke kvinder og piger. Organisationens infografikker viser kvinders betydning for opfyldelsen af målene, bl.a. hvordan adgang til uddannelse og prævention kan bedre kvindernes helbred og løfte landenes økonomi. Et eksempel fra USAID, viser fx at hvis 10 pct. flere piger går i skole, så vil landets BNP gennemsnitligt øges med 3 pct.

Flere tabeller, opdelt på køn, kan ses i hhv. World Banks Gender Data Portal, pixi-udgaven Little Data Book on Gender 2016 eller FN's rapport The World's Women 2015: Trends and Statistics.

FN's medlemsstater vil i løbet af de næste 15 år globalt fremme udviklingen på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Programmet  består af 17 udviklingsmål, opdelt i 169 delmål.

Illustration af FN's SDG

De nye globale mål for bæredygtig udvikling  - Sustainable Development Goals - blev fastsat i 2015, som afløsning for Millenium Development Goals, der i perioden 2000-2015 havde tilsvarende fokus på at udrydde fattigdom, styrke kvinderne, forbedre sundheden osv. Resultatet af dette arbejde gøres op i The Millennium Development Goals Report 2015, hvor fremskridt inden for hvert af de daværende 8 mål beskrives.


Tags: bæredygtighed, økonomi, ligestilling, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


6. maj 2016 af Informations­service og Bibliotek

Børne- og ungdomskriminaliteten er faldende

Justitsministeriets årlige opgørelse viser, at antallet af mistanker eller sigtelser mod 10-17-årige er halveret fra 2006 til 2015.  Antallet af sigtelser/mistanker er i 2015 på 11.556, hvor der i 2006 blev registreret 25.125 sager vedrørende overtrædelse af straffeloven.

Rapporten ”Udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet 2006-2015” viser også antallet og andelen af mistænkte/sigtede børn og unge i hver af landets kommuner.


Tags: kriminalitet, børn, unge
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


14. april 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvor stort er antallet af udrejste "syrienkrigere" fra EU og Danmark?

Det internationale center for antiterrorisme i Haag, ICCT, forsøger i rapporten "The Foreign Fighters Phenomenon in the European Union" at opgøre hvor mange personer fra EU-landene, der er rejst til Syrien/Irak som såkaldte ”foreign fighters”, på dansk ofte kaldet ”syrienkrigere”.

Baseret på bl.a. spørgeskemaer besvaret af medlemslandenes politi, efterretningstjeneste eller anden central myndighed, skønnes det, at mellem 3.922 og 4.294 personer er rejst til Syrien/Irak i perioden januar 2011 til oktober 2015. Hovedparten, 2.838 personer, kommer fra kun fire lande: Belgien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Belgien er det land, der har den højeste andel per indbyggertal.

Rapporten kigger nærmere på ni lande, her i blandt Danmark. Mindst 125 syrienkrigere er i perioden udrejst fra Danmark. Ca. halvdelen, 62 personer, er vendt tilbage igen. Dermed er Danmark det land i EU, som har flest hjemvendte syrienkrigere, da EU-gennemsnittet ligger på ca. 30 pct.

Syrienkrigerne kommer primært fra Europas storbyer og disses forstæder, de danske udrejste kommer således især fra København, Aarhus og Odense. Rapporten indeholder faktabokse for hvert land med oplysninger, i det omfang det er muligt, om hvem syrienkrigerne er, såsom køn, etnisk baggrund, religion og kriminel baggrund.

En detaljeret beskrivelse af de danske udrejste til Syrien og Irak kan også ses hos PET’s Center for Terroranalyse i analysen "Terrortruslen mod Danmark fra udrejste til Syrien/Irak".


Tags: krig, terrorisme, radikalisering
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik, Dansk statistik


22. marts 2016 af Mette-Line Jakobsen

Livet på de danske plejecentre

Der bor i dag ca. 40.800 ældre på plejehjem, plejeboliger og friplejeboliger. Den gennemsnitlige alder ved indflytning er knap 84 år (2013), og hvor kvinder i gennemsnit bor der i 3 år, så bor mænd der kun i 2 år og 3 måneder.

Dette kan man bl.a. læse om i en ny undersøgelse fra Sundheds- og Ældreministeriet om forholdene på landets plejecentre. Undersøgelsen præsenterer fakta om de ældres liv og personalets forhold.

Hvordan er plejen af de ældre indrettet? Hvordan tilberedes maden, og hvordan oplever de ældre selv deres liv på et plejecenter? Hvordan er de ældres helbred og medicinforbrug? Hvilken uddannelse har personalet, og hvordan er samarbejdet med praktiserende læger og sygehus? Hvordan håndteres ældre med demens? Det er nogle af de oplysninger, som belyses i rapporten ”National undersøgelse af forholdene på plejecentre”.


Tags: ældre, plejehjem, plejeboliger, plejepersonale, ældrepleje, helbred
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


14. marts 2016 af Mette-Line Jakobsen

Hvor megen tid bruger danskerne på at spise?

Det mest almindelige er at bruge 1-2 timer dagligt på at spise – lidt mindre til hverdag og lidt mere i weekenden. Men en fjerdedel af danskerne bruger ikke tid på morgenmad og en femtedel ikke tid på aftensmad.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har analyseret danskernes spisning og spisemønstre samt sammenhængen mellem spisning, motion og overvægt. Resultaterne præsenteres i bogen Tiden, vi spiser, som kan downloades fra Rockwool Fondens hjemmeside.


Tags: kost, madkultur, spisevaner, sundhed, tid
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek