Gå til sidens indhold

Hvor stort er antallet af udrejste "syrienkrigere" fra EU og Danmark?

14. april 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Det internationale center for antiterrorisme i Haag, ICCT, forsøger i rapporten "The Foreign Fighters Phenomenon in the European Union" at opgøre hvor mange personer fra EU-landene, der er rejst til Syrien/Irak som såkaldte ”foreign fighters”, på dansk ofte kaldet ”syrienkrigere”.

Baseret på bl.a. spørgeskemaer besvaret af medlemslandenes politi, efterretningstjeneste eller anden central myndighed, skønnes det, at mellem 3.922 og 4.294 personer er rejst til Syrien/Irak i perioden januar 2011 til oktober 2015. Hovedparten, 2.838 personer, kommer fra kun fire lande: Belgien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Belgien er det land, der har den højeste andel per indbyggertal.

Rapporten kigger nærmere på ni lande, her i blandt Danmark. Mindst 125 syrienkrigere er i perioden udrejst fra Danmark. Ca. halvdelen, 62 personer, er vendt tilbage igen. Dermed er Danmark det land i EU, som har flest hjemvendte syrienkrigere, da EU-gennemsnittet ligger på ca. 30 pct.

Syrienkrigerne kommer primært fra Europas storbyer og disses forstæder, de danske udrejste kommer således især fra København, Aarhus og Odense. Rapporten indeholder faktabokse for hvert land med oplysninger, i det omfang det er muligt, om hvem syrienkrigerne er, såsom køn, etnisk baggrund, religion og kriminel baggrund.

En detaljeret beskrivelse af de danske udrejste til Syrien og Irak kan også ses hos PET’s Center for Terroranalyse i analysen "Terrortruslen mod Danmark fra udrejste til Syrien/Irak".


Tags:


Emne:
Geografi: International statistik, Dansk statistik