Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


Indlæg skrevet af MJK

Vis alle blogindlæg


14. december 2016 af Mette-Line Jakobsen

Dansk Vestindien for 100 år siden

14. december 1916 var der vejledende folkeafstemning om salg af De Dansk-Vestindiske Øer til USA. Det var den første danske folkeafstemning - og tilmed første gang, at kvinder og tyende kunne afgive deres stemme efter grundlovsændringen i 1915. " ... Alle, der er optagne paa de i Henhold til Lov Nr. 142 af 10. Maj 1915 § 114 udarbejdede Valglister til Folketinget, er berettigede til Deltagelse, naar de paa den Dag, Afstemningen finder Sted, har fyldt deres 29de Aar" (Lov nr. 294 af 30. september 1916).

Der var ca. 1,2 mio. vælgere men en meget lav stemmeprocent på 37,4. Ja-stemmerne udgjorde 64,2 pct. mod nej-sidens 35,8 pct.

Ved den seneste folketælling i 1911 var der 27.086 indbyggere på øerne. 373 indbyggere var født i Danmark, mens 82 var født i Amerikas Forenede Stater. Detaljerede tabeller om køn, alder, tro, fødested, erhverv og sygdomme på de Dansk-Vestindiske øer i 1911 kan ses i "Statistiske Meddelelser 4.41.5"

Efter USA's overtagelse af øerne udgav Bureau of the Census en beskrivelse af øernes befolkning, skolegang, beskæftigelse fordelt på erhverv mv. i "Census of the Virgin Islands of the United States, November 1, 1917"

Se også Rigsarkivet, som i løbet af 2017 offentliggør originale dokumenter og historiske kilder om øernes næsten 250 år som dansk koloni.  

Forside af Folketællingen paa de dansk-vestindiske øer den 1. februar 1911


Tags: Vestindiske Øer, folkeafstemninger, folketællinger
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik


16. november 2016 af Mette-Line Jakobsen

14.700 kr. om måneden

Hvis du lever i en familie med to børn, skal din familie som minimum have 14.700 kr. til rådighed, når huslejen er betalt.

 

Et par uden børn har brug for 10.600 kr, mens en enlig kan klare sig for 6.000 kr. pr. måned. Tallene er for 2015 og eksklusiv boligudgifter (husleje).

 

Det fremgår af en ny analyse, der fastlægger minimumsbudgetter for forskellige familietyper i Danmark. Analysen peger dermed også på, hvad det koster at have et eller flere børn.

 

Minimumsbudgetter er mål for, hvor meget det koster at opretholde et liv med et nødvendigt og beskedent forbrug. Analysen er udarbejdet af Rockwool Fondens Forskningsenhed (RRF) i samarbejde med CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse.

 

Hovedresultater præsenteres i et nyhedsbrev fra RFF "Nye minimumsbudgetter for danske familier", mens mere detaljerede opgørelser kan ses i publikationen
"Minimumsbudget for forbrugsudgifter – hvad er det mindste, man kan leve for?"  Sidstnævnte indeholder tillige referencebudgetter, som angiver det normale budget for forskellige familietyper. Desuden er der sammenligninger med andre nordiske lande.

Med en Budgetberegner er det muligt at beregne sin egen families minimums- eller referencebudget.


Tags: forbrug, familier, børn, enlige, udgifter, budgetter, rådighedsbeløb, indkomster
Emne: Økonomi
Geografi: Dansk statistik


2. juni 2016 af Mette-Line Jakobsen

Der er stor forskel på livsindkomsten, afhængigt af hvor i landet man bor

For første gang er det muligt at følge den faktiske indkomst for en hel generation over et livsforløb.

 

De personer, der blev født i årene 1950-54, har i gennemsnit tjent 14 mio. kr. – svarende til 450.000 kr. om året fra de var 30 til 60 år. Men der er stor forskel på indkomsten, afhængigt om man bor i kommunerne nord for København, eller man bor på Langeland eller en af de andre mindre øer.

 

De personer, som bor i Hørsholm, Gentofte og Rudersdal kommune har den højeste gennemsnitlige livsindkomst på 21-22 mio. kr., mens personer, som bor på Langeland, Lolland, Morsø og Bornholm, har den laveste gennemsnitlige livsindkomst på ca. 12 mio. kr.

 

Analysen er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af Danmarks Statistiks indkomstregistre.


Tags: indkomster, udkantsdanmark, ulighed, kommuner
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


22. marts 2016 af Mette-Line Jakobsen

Livet på de danske plejecentre

Der bor i dag ca. 40.800 ældre på plejehjem, plejeboliger og friplejeboliger. Den gennemsnitlige alder ved indflytning er knap 84 år (2013), og hvor kvinder i gennemsnit bor der i 3 år, så bor mænd der kun i 2 år og 3 måneder.

Dette kan man bl.a. læse om i en ny undersøgelse fra Sundheds- og Ældreministeriet om forholdene på landets plejecentre. Undersøgelsen præsenterer fakta om de ældres liv og personalets forhold.

Hvordan er plejen af de ældre indrettet? Hvordan tilberedes maden, og hvordan oplever de ældre selv deres liv på et plejecenter? Hvordan er de ældres helbred og medicinforbrug? Hvilken uddannelse har personalet, og hvordan er samarbejdet med praktiserende læger og sygehus? Hvordan håndteres ældre med demens? Det er nogle af de oplysninger, som belyses i rapporten ”National undersøgelse af forholdene på plejecentre”.


Tags: ældre, plejehjem, plejeboliger, plejepersonale, ældrepleje, helbred
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


14. marts 2016 af Mette-Line Jakobsen

Hvor megen tid bruger danskerne på at spise?

Det mest almindelige er at bruge 1-2 timer dagligt på at spise – lidt mindre til hverdag og lidt mere i weekenden. Men en fjerdedel af danskerne bruger ikke tid på morgenmad og en femtedel ikke tid på aftensmad.

Rockwool Fondens Forskningsenhed har analyseret danskernes spisning og spisemønstre samt sammenhængen mellem spisning, motion og overvægt. Resultaterne præsenteres i bogen Tiden, vi spiser, som kan downloades fra Rockwool Fondens hjemmeside.


Tags: kost, madkultur, spisevaner, sundhed, tid
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


25. februar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Hvor meget flytter danskerne?

Danskere er blandt de borgere i EU, der flytter mest – kun overgået af svenskerne. 34 procent af danskerne er flyttet til en anden bolig indenfor en femårig periode. Momentum har kikket på tal fra Eurostat, som viser, at danskerne er blandt de mest flytteivrige i EU.

Momentum har også kikket på hvilke danske kommuner, der har størst succes med at lokke fraflyttede unge til at flytte tilbage som voksne. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser analysen hvor stor en del af 1981-årgangen, der er flyttet hjem til deres ungdomskommune. Tårnby, Horsens, Hedensted og Syddjurs topper listen.

Momentum er et nyhedsbrev fra KL – Kommunernes Landsforening.

Eurostat er EU's statistiske kontor. Se evt. kapitlet om "Changing places – geographic mobility" i publikationen "People in the EU: who are we and how do we live?" (2015).


Tags: flytninger, flyttevaner, flyttemønstre, unge
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik, International statistik


26. januar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Udsatte unges manglende tilknytning til arbejdsmarkedet er dyrt for samfundet

Udsatte unges manglende uddannelse og lavere arbejdsmarkedstilknytning har livslange konsekvenser for de unge selv og koster velfærdsstaten mellem 12 og 15 mia. kr. om året. Det fremgår af en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed: Den økonomiske gevinst ved at inkludere de udsatte unge (januar 2016).

I analysen ses der på unge i aldersgruppen 25 til 29 år som to år i træk, hverken er i job eller under uddannelse. Der er ca. 5.000 af disse unge pr. årgang, svarende til, at de udgør mellem 7 og 8 procent af en ungdomsårgang.


Tags: arbejdsmarkedstilknytning, udsatte, unge, samfundsomkostninger, økonomi
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik


11. januar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Brug af internet og sociale medier

Kulturministeriet rapporterer løbende om medieudviklingen i Danmark. Senest er udkommet to nye rapporter om mediebrug og sociale medier:

I rapporten ”Mediebrug på internettet – streaming, indhold og adgang” belyses brugeradfærden på internettet. De unge har generelt set et større medieforbrug på internettet end de ældre, og personer med profiler på sociale medier har generelt et større medieforbrug på internettet end personer, der ikke bruger sociale medier.

Knap 77 pct. af befolkningen i alderen fra 12 år og derover har en profil på et socialt medie. Rapporten ”Sociale medier – brug, interesseområder og debatlyst” sætter fokus på brugen af de sociale medier i Danmark, og på befolkningens lyst til at debattere i forskellige sammenhænge – også på de sociale medier.

De to rapporter bygger på data indsamlet i Index Danmark/Gallup 1. halvår 2015 og af Danmarks Statistik i foråret 2015.

En tredje rapport - ”Media Literacy i en dansk kontekst” - er udarbejdet af IT-Universitetet for Kulturstyrelsen og Medierådet for Børn og Unge. I rapporten om mediekompetence ses nærmere på, hvordan den nye medievirkeligheds mange og voksende muligheder stiller store krav til borgerne.


Tags: informationssamfundet, internettet, medier
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: Dansk statistik


2. oktober 2015 af Mette-Line Jakobsen

Danske kvinder bliver tykkere og tungere

Mens overvægtsudviklingen blandt danske mænd og børn ser ud til at være stagneret, er danske kvinder i gennemsnit blevet tungere i løbet af de sidste ti år, og mere end fire ud af ti er nu overvægtige eller svært overvægtige. Det viser en ny analyse fra DTU Fødevareinstituttet af danskeres vægtudvikling fra 2005-2008 til 2011-2013.

Overvægtsudviklingen for perioden 2005-2013 er nærmere beskrevet i DTU Fødevareinstituttets e-artikel: Flere overvægtige danske kvinder (pdf).

Undersøgelsen anvender data fra Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet  (DANSDA – Danskernes kostvaner 2011-2013).


Tags: fedme, sundhed, kost, overvægt
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


27. juli 2015 af Mette-Line Jakobsen

Danskerne spiser kød til aftensmad

Kødet fylder meget på danskernes aftensmadstallerkner i forhold til grøntsagerne. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet om vores måltidsvaner.

Se hvilke retter danskerne foretrækker i artiklen "Populære retter i danskernes aftensmad".

Det er data fra "Den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet" (DANSDA - Danskernes kostvaner 2011-2013), der er brugt til at finde ud af, hvilke retter danskere hyppigst spiser.


Tags: aftensmad, kost
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek