Brug af internet og sociale medier
11. januar 2016 af Mette-Line Jakobsen
Kulturministeriet rapporterer løbende om medieudviklingen i Danmark. Senest er udkommet to nye rapporter om mediebrug og sociale medier:
I rapporten ”Mediebrug på internettet – streaming, indhold og adgang” belyses brugeradfærden på internettet. De unge har generelt set et større medieforbrug på internettet end de ældre, og personer med profiler på sociale medier har generelt et større medieforbrug på internettet end personer, der ikke bruger sociale medier.
Knap 77 pct. af befolkningen i alderen fra 12 år og derover har en profil på et socialt medie. Rapporten ”Sociale medier – brug, interesseområder og debatlyst” sætter fokus på brugen af de sociale medier i Danmark, og på befolkningens lyst til at debattere i forskellige sammenhænge – også på de sociale medier.
De to rapporter bygger på data indsamlet i Index Danmark/Gallup 1. halvår 2015 og af Danmarks Statistik i foråret 2015.
En tredje rapport - ”Media Literacy i en dansk kontekst” - er udarbejdet af IT-Universitetet for Kulturstyrelsen og Medierådet for Børn og Unge. I rapporten om mediekompetence ses nærmere på, hvordan den nye medievirkeligheds mange og voksende muligheder stiller store krav til borgerne.
Tags:
Emne:
Geografi: Dansk statistik