Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
Indlæg skrevet af info
Vis alle blogindlæg
11. december 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Når vejret viser sig fra sin værste side
I løbet af de seneste 20 år er 90 pct. af de katastrofer, som jordens befolkning har været udsat for, forårsaget af mere end 6.000 oversvømmelser, storme, hedebølger, tørke og andre vejr-relaterede begivenheder.
4,1 milliarder personer er kommet til skade, blevet hjemløse eller har haft behov for nødhjælp i perioden, heraf 75 pct. i Kina og Indien. Over 600.000 mennesker har mistet livet i løbet af perioden, heraf 40 pct. på grund af storme.
Rapporten “The Human Cost of Weather Related Disasters 1995-2015” fra FN's Office for Disaster Risk Reduction og Centre for Research on the Epidemiology of Disasters forsøger også at anslå de samfundsmæssige omkostninger forbundet med katastroferne.
Tags: ulykker, meteorologi
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik
2. december 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Unges problemer med gæld
13,4 procent af de danske unge mellem 18-30 år har problemer med at få pengene til at slå til og stifter gæld. Der er ikke stor forskel mellem kønnene, da 12 pct. af mændene og 14 pct. af kvinderne har gældsproblemer. Region Sjælland har den største andel af gældsramte unge (16 pct.), hvor Region Midtjylland har den mindste (9 pct.).
Det viser rapporten "Ungdomsliv på kredit: gældsproblemer i forbrugersamfundet" fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden. Den tegner et statistisk portræt af unge mennesker, der har gentagne problemer med at betale regningerne til tiden. Resultaterne i rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse om unges privatøkonomi og gæld, kombineret med data om indkomst og uddannelsesniveau, privatøkonomisk adfærd, karakteregenskaber og sociale netværk.
Tags: unge, gæld, forbrugerkredit, forbrug, lån
Emne: Erhvervsliv
Geografi: Dansk statistik
30. november 2015 af Informationsservice og Bibliotek
EU's befolkning og dig
Vidste du ... at Tyskland har den højeste andel af personer, der lejer deres bolig, nemlig 47,5 pct. af befolkningen, sammenlignet med 29,9 pct. i gennemsnit i hele EU? Eller at 96,1 pct. af befolkningen i Rumænien ejer deres bolig, sammenlignet med 70,1 pct. i gennemsnit i hele EU?
At over 40 pct. af den svenske befolkning flytter i løbet af en femårig periode, mens det kun gælder for knap 18 pct. i hele EU? At Danmark har den højeste andel af husholdninger med kun én person, nemlig 45 pct. mod EU's gennemsnit på 31,8 pct.?
Eurostats publikation “People in the EU: who are we and how do we live?” præsenterer en bred vifte af statistikker om befolkningen. Find flere fakta om familiestruktur, husholdninger, boliger, geografisk mobilitet og befolkningsprognoser i pressemeddelelsen, Statistics Explained eller selve publikationen.
Med den tilhørende infografik "You in Europe" kan du sammenligne aspekter af dit liv, ikke bare med mænd og kvinder i Danmark, men også med andre EU-lande og EU-gennemsnittet.
Tags: levevilkår, befolkning, familier
Emne: Borgere
Geografi: International statistik
12. november 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Politiske og civile rettigheder i verdens lande
World Justice Project måler med deres "Rule of Law Index", hvordan retsstaten opleves i praksis af borgerne i 102 lande.
Indekset er et værktøj, der tegner et billede af, i hvilket omfang landene overholder retsstatsprincipperne.
Det er baseret på spørgsmål om lov og orden, korruption, rettigheder, lighed, diskrimination, regeringsmagt m.v, som er besvaret af 1000 indbyggere samt juridiske eksperter i hvert land.
Danmark er på 1. pladsen blandt de 102 lande, med Norge lige i hælene. Se resultater for alle landene som kort, tabel eller grafer.
Tags: civilsamfundet, retsstaten, rettigheder, rangorden
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
6. november 2015 af Informationsservice og Bibliotek
1.25 millioner mennesker dræbes årligt i trafikken
Antallet af personer, der årligt dræbes i trafikken på verdensplan, har ligget stabilt omkring 1.25 millioner i perioden 2007-2013, ifølge WHO's "Global status report on road safety 2015". 90 pct. af dødsfaldene finder sted i lav- og middelindkomstlande og næsten halvdelen af dødsfaldene er blandt fodgængere, cyklister og motorcyklister.
Punkt 3.6 i FN's strategi for bæredygtig udvikling har som mål at halvere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken senest år 2020. Derfor konkluderer rapporten bl.a. at det er nødvendigt at indføre mere strikse love om trafikken. Fx har kun 47 lande en hastighedsgrænse på 50 km/t i byer, kun 34 lande har love om spirituskørsel, der overholder WHO's anbefalinger.
Death on the roads viser på verdenskort antal dødsfald per 100.000 indbyggere, men illustrerer også hvilke lande, der har love om fx brug af hjelm, sikkerhedsseler, spirituskørsel og hastighedsbegrænsninger.
Country profiles indeholder beskrivelser af situationen i de enkelte lande, fx skøn over hvor stor en andel af trafikanterne, der rent faktisk anvender hjelm eller sikkerhedssele.
[Opdateret april 2022: Link til "Country profiles" er dødt og fjernet]
Tags: trafikuheld, trafiksikkerhed, personskader
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
20. oktober 2015 af Informationsservice og Bibliotek
I dag fejres statistikken
Den officielle statistik fra nationale statistikbureauer danner hver dag grundlag for beslutninger, der påvirker mange mennesker. Under mottoet "Bedre data. Bedre liv" sætter alverdens statistikere i dag fokus på den officielle statistiks mange aspekter og arbejdet med nye kilder, metoder og teknologi, der kan medvirke til at gøre livet bedre for os alle.
Et eksempel på statistikkernes brug i praksis er FN's strategi for bæredygtig udvikling, hvor det løbende skal vurderes om de fastsatte mål er opnået.
Verdens Statistik dag koordineres hvert 5. år af FN, der i øvrigt i år har 70-års fødselsdag.
Tags: mærkedag, bæredygtighed
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik
13. oktober 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Europæernes sundhed: bedre eller værre?
Middellevetiden stiger i Europa, men der er risiko for at denne stigning ikke vil fortsætte, da vi har stort forbrug af alkohol og ryger for meget i mange af regionens lande. En tredje risikofaktor er at flere bliver overvægtige.
World Health Organization har sat mål for forbedring af sundhedstilstanden i Europa med programmet "Health 2020". WHO Regional Office for Europe analyserer i rapporten "European health report 2015" de seneste fremskridt og truslerne mod vedvarende fremskridt.
Har du ikke lyst til at gå hele rapporten igennem, kan højdepunkterne ses og høres i en 3-minutters film eller læses i en mini-udgave.
Tags: sundhed, sygdom, middellevetid, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik
6. oktober 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Tyskland - 25 år efter genforeningen
Hvordan står det til i Tyskland, 25 år efter genforeningen og 26 år efter murens fald? Aktuelle tal fra Statistisches Bundesamt (det tyske statistikbureau DESTATIS) sammenligner delstaterne i det tidligere Øst- og Vesttyskland.
Befolkningstallet falder stadig i Øst, mens det vokser i Vest. Befolkningstætheden er i det tidligere Øst på 116, i Vest 261 og i Berlin på 3838 personer per kvadratkilometer. Middellevetiden er til gengæld nu næsten den samme i begge dele af landet.
I publikationen "25 Jahre Deutsche Einheit" vises flere eksempler på ligheder og forskelle vedr. erhverv, arbejdsmarked, befolkning, uddannelse, sundhed osv. i de to dele af landet. Der er også udgivet en tilsvarende publikation om Berlin - "25 Jahre Deutsche Einheit – Berlin in Zahlen"
Vil du dykke endnu længere tilbage i Tysklands historie, er der rig mulighed for at hente oplysninger fra statistiske årbøger for årene 1880 og frem, fra hhv. Deutsche Reich, Bundesrepublik og DDR.
Tags: Tyskland, genforening
Emne: Borgere
Geografi: International statistik
30. september 2015 af Informationsservice og Bibliotek
Find din plads i statistikken om verdens befolkning
Hos Population.io kan du i bogstaveligste forstand se verdens befolkning blive større og finde din egen plads i statistikken.
Indtast din fødselsdato for at se dit nummer i verdens befolkning og hvor længe statistikken mener du stadig er i live.
Population.io er baseret på United Nations befolkningsstatistikker - World population prospects.
Tags: befolkning, middellevetid
Emne: Borgere
Geografi: International statistik
15. september 2015 af Informationsservice og Bibliotek
I hvilket land er det bedst at være en ældre person?
Global AgeWatch Index viser hvilke lande, det er bedst at blive gammel i, baseret på officielle statistikker fra bl.a. FN.
Schweiz er nummer 1, mens Norge og Sverige får hhv. 2. og 3. pladsen. Danmark må nøjes med en 11. plads, bl. a. på grund af vores dårlige helbred og kortere levetid.
Tags: ældre, levevilkår, middellevetid, rangorden
Emne: Borgere
Geografi: International statistik