Informationsspecialisternes blog
Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen.
Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.
Du kan kontakte os via "Spørg om statistik" eller info@dst.dk.
vejr
Vis alle blogindlæg
27. oktober 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen
Danmark har mere end én solskinsø
Bornholm, kendt som solskinsøen, har 1909 solskinstimer i løbet af et år. Læsø og Samsø har dog lidt flere, nemlig henholdsvis 1951 og 1917 timer. Til gengæld kan Bornholm med rette kalde sig solskinsøen henover sommeren, hvor øen har den solrigeste maj, juni, juli og august i Danmark.
Den nye rapport "Klimadata Danmark, kommunale referenceværdier 2006-2015" fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) opgør på kommuner antallet af solskinstimer, hvor i Danmark det er varmest og hvor, der falder mest nedbør. Så rapporten fortæller ikke, om øer, der er del af en større kommune, også er solskinsøer. Til gengæld viser den, at trods Danmarks beskedne geografiske størrelse, så varierer vejret faktisk fra kommune til kommune. Det gør således en forskel om man bor vest eller øst for den jyske højderyg. Herning kommune har fx den største årsnedbørmængde (978 mm) i Danmark, mens Aarhus kommune ligger under landsgennemsnittet med 796 mm nedbør.
Temperaturmæssigt er Frederiksberg den varmeste kommune, mens Randers er den koldeste set over et helt år.
Se gennemsnitstemperatur, nedbørsmængde og solskintimer for din egen kommune og de andre økommuner Morsø, Fanø, Ærø og Langeland på DMI's hjemmeside, hvor man både finder rapporten og rapportens data i Excel-ark.
Tags: kommuner, meteorologi, vejr
Emne: Miljø og energi
Geografi: Dansk statistik