Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


arbejdsmiljø

Vis alle blogindlæg


3. juli 2017 af Informations­service og Bibliotek

Arbejdsmiljø i Danmark

Hvordan er den fysiske og psykiske belastning for medarbejderne på de danske arbejdspladser?

50.000 beskæftigede personer mellem 18 og 64 blev i 2016 opfordret til at besvare 164 spørgsmål om psykisk og fysisk arbejdsmiljø og helbred. Resultatet af undersøgelsen "Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016", sammenlignet med de to foregående fra 2012 og 2014 kan nu ses hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Hovedresultater, med angivelse af de 5 jobgrupper med størst og mindst andel for udvalgte spørgsmål, findes i fakta-notatet. Bekymring for at blive arbejdsløs er størst hos rengøringsassistenter og mindst i gruppen af politi og fængselsbetjente. Den jobgruppe, hvor der er størst andel, der er udsat for begrænsninger i arbejdet på grund af smerter er malere samt frisører og kosmetologer. De mest trætte efter arbejdsdagen er social- og sundhedsassistenter samt kokke og tjenere.

Mere detaljerede resultater vises grafisk på sitet "Tal og fakta om arbejdsmiljøet", hvor man selv kan vælge fordeling på fx job, branche eller køn og alder.

[Maj 2019: Link til fakta-notat og den grafiske repræsentation af de detaljerede resultater er slettet. Link til 2018-undersøgelsen]


Tags: arbejdsmiljø, helbred, sundhed
Emne: Sociale forhold
Geografi: Dansk statistik


7. april 2016 af Informations­service og Bibliotek

Sygefravær og selvvurderet helbred

I gennemsnit er 3,7 pct. af lønmodtagerne fraværende fra arbejde hver dag på grund af sygdom, svarende til 8,5 dages sygefravær per fuldtidsansat på et år, ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Rapporten "Deskriptiv analyse af lønmodtagernes sygefravær i Danmark – belyst ud fra register- og spørgeskemadata fortrinsvis fra 2010-2014" giver et overblik over lønmodtageres sygefravær, og beskriver samtidig de eksisterende kilder, der kan belyse sygefraværet i Danmark. Rapportens resultater er baseret på data fra bl.a. Danmarks Statistik, DA og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

NFA's rapport viser også at i løbet af et år har lidt over 5 pct. af lønmodtagerne en sygefraværsperiode på over 30 dage, og ca. en tredjedel har ingen sygedage. Sygefraværet varierer mellem brancher, det højeste sygefravær findes fx inden for døgninstitutioner og hjemmepleje. Sammenhængen mellem selvvurderet helbred, fysisk og psykisk arbejdsmiljø og sygefravær beskrives også.

7. april er "World Health Day" og EU's statistiske kontor (pdf) benytter lejligheden til at fastslå, at knap tre ud af fire personer i aldersgruppen 25-64 år vurderer deres helbred som meget godt eller godt. Især i Grækenland og Irland er man tilfreds med sit helbred. I Danmark vurderer 73,6 pct. i aldersgruppen deres helbred som meget godt/godt og det er nøjagtig det samme som gennemsnittet for alle EU-landene. 


Tags: sygefravær, sundhed, helbred, arbejdsmiljø
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik, International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek