Gå til sidens indhold

EU i røg og damp

9. december 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

European Health Interview Survey (EHIS) belyser flere interessante aspekter af europæernes helbred. Vi har tidligere blogget om BMI-tal og indtag af frugt og grønt, i denne uge ser vi på europæernes tobaksforbrug.

Undersøgelsen viser bl.a., at næsten hver fjerde person over 15 år i EU er ryger; 19,2 pct. ryger dagligt, mens 4,7 pct. ryger lejlighedsvist. Røgtågen ligger tungest over Bulgarien, Grækenland og Ungarn, her er over 25 pct. daglige rygere. Sigtbarheden er større i de nordiske lande, hvor kun 9,8 pct. af svenskerne ryger dagligt. Finland, Norge og Danmark følger lige efter som de lande i Europa, der har færrest daglige rygere.

Indendørs passiv rygning undersøges også, og her bliver hele 64,2 pct. af grækerne udsat for røg dagligt, mens det kun gør sig gældende for 5,9 pct. af svenskerne.

Sverige gør sig også bemærket ved at være det eneste land i EU, hvor der er flere kvinder end mænd, der ryger. Der er dog næsten ligestilling; 10,3 pct. af de svenske kvinder er daglige rygere, mens det kun er tilfældet for 9,2 pct. af mændene. I Litauen ser man den største forskel kønnene imellem hvad angår rygevaner, hele 24,7 pct. point; 33,9 pct. af mændene ryger, til forskel fra 9,2 pct. af kvinderne.

Hovedtallene for europæernes tobaksforbrug kan ses i Eurostat News release, og detaljerede tabeller fordelt på køn, alder, indkomst og uddannelse kan dannes i Eurostats database.


Tags:


Emne:
Geografi: International statistik