Gå til sidens indhold

Ligner du din nabo?

4. november 2022 af Anni Renner Mortensen

Bosætter personer med høje indkomster sig i de samme boligområder? Gør personer med anden etnisk baggrund? Det og meget mere kan man læse om i publikationen Bosætning i Danmark - i et 35-årigt perspektiv udgivet af Rockwool Fondens Forskningsenhed. Fem forskere fra VIVE, Aarhus Universitet og Forskningsenheden står bag bogen, der over ti kapitler bl.a. belyser om Danmark er blevet et mere eller mindre opdelt land i perioden 1985-2019.

Et stort statistisk materiale er bearbejdet med henblik på at belyse bl.a. boligmarkedets udvikling, hvordan den etniske og socioøkonomiske befolkningssammensætning har forandret sig i by- og yderkommunerne samt udviklingen i befolkningssammensætningen i de såkaldte udsatte boligområder. Derfor ved vi nu, at hvor ældre over 64 år tidligere koncentrerede sig i byerne nu i højere grad bor i yderkommunerne. Vi ved også, at vi i dag bor mere etnisk blandet end i 1987, men bor indkomstmæssigt mere adskilt.

Socialt udsatte boligområder har længe haft stor bevågenhed. Parallelsamfundslisten, tidligere Ghettolisten, er udgivet siden 2010 af skiftende ministerier. For at sammenligne over tid har bogen sine egne definitioner af et udsat boligområde. I 1987 lignede udsatte boligområder mere de øvrige boligområder end i 2019. Der kan bl.a. ses en større koncentration af beboere med ikke-vestlig baggrund og familier med lavere indkomst i de udsatte boligområder.

Også KL har netop udgivet en bosætnings-undersøgelse, hvor de har kortlagt antallet af 35-årige, der bor i den kommune de afsluttede grundskolen. Det drejer sig om årgangene født i 1971 til og med 1987.  Læs undersøgelsen og find tallene for din barndomskommune: ”Færre og færre danskere bor i deres barndomskommune”.


 


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik