Mentalt helbred og psykisk sygdom blandt børn og unge
31. maj 2021 af Informationsservice og Bibliotek
Man hører ofte, at børn og unge i dag i højere grad end tidligere er ramt af mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme. Vidensråd for Forebyggelse ser i rapporten ”Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år” nærmere på udviklingen i antallet af psykiatriske diagnoser til børn og unge.
Der er i perioden 1996–2016 sket store stigninger i antallet af registreringer af psykiatriske diagnoser til børn og unge i alderen 10-24 år. For eksempel er forekomsten af ADHD og autisme i 2016 10 gange højere end i 1996. Vidensråd for Forebyggelse påpeger dog, at stigningerne kan være udtryk for en ændret praksis for henvisning og fastsættelse af diagnosen, og således ikke nødvendigvis er et udtryk for en stigning i den reelle sygelighed.
Foruden ADHD og autismespektrumforstyrrelser (ASF) går rapporten i dybden med diagnoserne: angst, depression, obsessive-kompulsive tilstande (OCD), Tourettes syndrom, adfærdsforstyrrelser, spiseforstyrrelser og psykoser i skizofrenispektret. Vidensråd for Forebyggelse anslår, at omkring 15 pct. af børn og unge på et tidspunkt får diagnosticeret en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse i børne- og ungdomspsykiatrien inden de fylder 18 år.
Rapporten, som udkom i november 2020, er en opfølger til ”Børn og unges mentale helbred” fra 2014, og bygger på skole- og befolkningsundersøgelser samt registerbaserede undersøgelser af børn og unge. Vidensråd for Forebyggelse arbejder med at gøre forskningsviden om forebyggelse og sundhedsfremme tilgængelig og brugbar for på sigt at forbedre folkesundheden. Rådet blev dannet i 2011 i et samarbejde mellem TrygFonden og Lægeforeningen.
Tags:
Emne:
Geografi: Dansk statistik