Gå til sidens indhold

Hvor gamle er børn, når de starter i skole?

29. april 2021 af Informations­service og Bibliotek

Omkring 1. maj hvert år begynder en del af de kommende børnehaveklasseelever i deres skolefritidsordning (SFO) som indledning til et nyt institutionsliv med grundskolen som omdrejningspunkt.

Børne- og Undervisningsministeriet samler på siden Skolestart nøgletal beregnet på baggrund af data fra Danmarks Statistiks Elevregister.

Børn skal ifølge folkeskoleloven begynde i skole det år, de fylder 6 år. Det gjorde 93,1 pct. af børnene i skoleåret 2019/20, mens 0,8 pct. startede tidligt i børnehaveklassen, dvs. før året de fyldte seks år. 6,1 pct. er startet sent, dvs. senere end det år, de fyldte seks år. Andelen af børn, der starter sent, er siden skoleåret 2010/11 faldet fra 11,2 pct. til 6,1 pct.

I statistikken om elever i børnehaveklassen og alder ved skolestart kan man også se, at 2,6 pct. af eleverne i børnehaveklasserne på landets folkeskoler, fri- og privatskoler i 2019/20 gik en klasse om. Andelen af omgængere er nogenlunde på niveau med tidligere år.

Er man interesseret i yderligere tal om grundskolen, kan de findes i Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus: Uddannelsesstatistik. Her finder man både såkaldte dashboard med nøgletal og grafikker og mulighed for selv at danne tabeller i den avancerede ”Excel adgang”.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik