Gå til sidens indhold

Erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling

31. august 2018 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Interesserer man sig for virksomhedernes vækstmuligheder og internationale konkurrencedygtighed, så er det værd at følge de årlige statistikker om investeringer i forskning og udvikling (FoU).

Erhvervslivets investeringer er emnet for Uddannelses- og Forskningsministeriets publikation ”Erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling i Danmark”. På baggrund af Danmarks Statistiks data ser analysen nærmere på centrale udviklingstendenser i danske virksomheders udgifter til egen forskning og udvikling fra 2008 til 2016. De seneste år er investeringerne øget til 42,9 mia. kr. i 2016. Det svarer til 2,1 pct. af BNP.

Danmarks Statistik udgiver årligt publikationen ”Innovation og forskning”, som har et bredere sigte. Årets udgave indeholder et særligt temakapitel om innovation i den offentlige sektor – et område der først er dækket statistisk de senere år. Bogen giver udover en overordnet indsigt i udviklingen af den offentlige sektors og erhvervslivets investeringer i FoU også viden om bl.a. ph.d.-uddannedes beskæftigelse og udviklingen i antallet af danske patenter.

Begge publikationer indeholder afsnit med internationale sammenligninger. European Innovation Scoreboard 2018 placerer Danmark på en anden plads i det overordnede Innovation Index og dermed i gruppen af fem EU-lande, man betegner som førende inden for innovation. Ser man kun på erhvervslivets investeringer, er Danmark det fjerde bedst placerede land i EU, kun overgået af Sverige, Østrig og Tyskland.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik, International statistik