Gå til sidens indhold

Hvordan går det de unge fædre?

1. september 2017 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

”De unge mødre” er et kendt begreb takket være en populær tv-reportageserie, der har kørt i 24 sæsoner. En ny analyse sætter nu fokus på de unge fædre. Forhold som uddannelse, anbringelser, kriminalitet og overførselsindkomster er analyseret på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik. 

Analysen giver viden om bl.a. social arv inden for anbringelser blandt de helt unge fædre (16-21-årige) og de unge fædre (22-25-årige) sammenlignet med ældre fædre (26-30-årige). 17,6 pct. af de helt unge har selv været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i løbet af deres barndom. Det tilsvarende tal er 8,4 pct. og 3,9 pct. for hhv. de unge og de ældre fædre.

Ser man på fædrenes børn, så er andelen af førstefødte, som er eller har været anbragt uden for hjemmet, markant større end for de andre fædregrupper; nemlig 11,4 pct. mod 3,5 pct. (unge) og 1,4 pct. (ældre).

Det er CEBR (Centre for Economic and Business Research ved CBS), der har foretaget analysen for Mødrehjælpen. Analysen findes på Mødrehjælpens hjemmeside.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik