Gå til sidens indhold

Nyt digitalt værktøj kan sammenligne landets grundskoler

4. marts 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvordan klarer din lokale skole sig sammenlignet med landets andre skoler? Det kan du nu undersøge ved hjælp af et nyt digitalt værktøj, ”Skoletal”, hos Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Værktøjet gør det muligt at sammenligne landets grundskoler på en række parametre.

Skoletal samler på såkaldte dashboards oplysninger om skolernes karakterer, elevernes trivsel, elevsammensætning, andel elever i specialklasser, lærernes undervisningskompetencer, fravær og elevernes uddannelsesstatus efter afslutningen af 9. klasse.

Via specielle emnesider er det muligt at gå i dybden med skolernes karakterer og elevernes trivsel. Fx kan man se karakterfordelingen og karaktergennemsnit fordelt på fag for de enkelte skoler sammenlignet med kommune- og landsgennemsnittet. Trivslen blandt eleverne i 4.-9. klasse fordeles på fire indikatorer: Faglig trivsel, Ro og orden, Social trivsel og Støtte og inspiration. Indikatorerne kan fordeles på de enkelte klassetrin og på køn.

Skoletal er en del af ministeriets Datavarehus, hvor det er muligt at danne rapporter ikke kun for grundskolen, men også for de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne. For grundskolen er det fx muligt at hente rapporter om inklusion og overgang til ungdomsuddannelse.

 

[Redigeret oktober 2020 - Skoletal har ændret udseende, og data fra ministeriets Datavarehus offentliggøres nu på www.uddannelsesstatistik.dk]


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik