Sammenlignelighed
Kontaktinfo
Arbejde og Indkomst, PersonstatistikPernille Stender
24 92 12 33
Hent som PDF
Statistikken er udarbejdet siden 1990, men med databrud undervejs i tidsserien. Databruddene forekommer i 2002, 2005, 2008 og 2022. Fra 2022 er der en ændring i hvorledes det afgøres om en virksomhed er reelt aktivt, hvilket betyder at antallet af arbejdssteder er steget en smule i forhold til den tidligere opgørelsesmetode.
International sammenlignelighed
Så vidt det vides, er der ikke andre lande, som har udarbejdet en lignende arbejdsstedstatistik.
Sammenlignelighed over tid
Erhvervsbeskæftigelsen er udarbejdet siden 1990, hvor den erstattede den registerbaserede arbejdsstedsstatistik, der blev udarbejdet for årene 1980-1989. Arbejdsstedsstatistikken medregnede alene arbejdssteder med lønmodtagerbeskæftigelse. Metodisk er arbejdsstedsstatistikken uændret fra 1980 til 1989 og sammenligneligheden i denne periode er derfor god. Omlægningen til erhvervsbeskæftigelsen indebar, at oplysninger om selvstændige og medarbejdende ægtefæller blev inddraget, således at også arbejdssteder uden lønmodtagerbeskæftigelse fra 1990 indgik i statistikken. Det er ikke muligt at benytte den nye metode tilbage i tiden.
Fra 2002 er det kun arbejdssteder knyttet til reelt aktive virksomheder som indgår i EBS. Reelt aktive virksomheder er defineret ved virksomheder hvor der præsteres en arbejdsindsats på mindst 0,5 årsværk. Der er derfor startet nye tabeller op i https://www.statistikbanken.dk fra tællingsåret 2002.
I 1993 ændredes branchenomenklaturen til DB93, i 2003 ændredes branchenomenklaturen til DB03 og i 2008 ændres branchenomenklaturen til DB07.
Fra 2005 indgår også sekundære job som selvstændig i EBS.
I 2008 overgår erhvervsbeskæftigelsen til at anvende e-indkomstregistret som datagrundlag. Det betyder, at der er et databrud i statistikken fra 2007 til 2008, hvor antal job ultimo november falder som følge af overgangen til den nye datakilde. Endvidere indgår samtlige job i aktive virksomheder ultimo november i statistikken fra 2008. Tidligere indgik kun det primære og sekundære job.
I 2022 overgår statistikken til at anvende en modificeret variabel (i forhold til den hidtidige) til bestemme om virksomheden reelt er økonomisk aktiv. Den nye variabel minder på mange punkter om den tidligere. Forskellen er primært, at man nu i højere grad anvender oplysninger fra administrative kilder om virksomhedernes regnskaber til at afgøre, om virksomheden reelt er aktiv. Ændringen betyder, at antallet af arbejdssteder stiger en smule sammenlignet med, hvis den gamle variabel var blevet anvendt.
Sammenhæng med anden statistik
Erhvervsbeskæftigelsen (EBS) er udarbejdet ud fra samme grunddata som den registerbaserede arbejdsstyrkestatistik (RAS). Der er dog væsentlige forskelle i beskæftigelsesbegrebet de to statistikker imellem.
EBS medtager alle lønmodtagerjob ultimo november, mens RAS alene opgøre den primære (dvs. hovedjobbet) ultimo november.
Personer som ikke bor i Danmark, men arbejder på et arbejdssted i Danmark indgår i EBS, men ikke i RAS.
RAS inkluderer også selvstændige som kun er i indkomststatistikken (dvs. de optræder ikke i erhvervsregistret) .
Det er kun job på arbejdssteder hvor virksomheden er reelt aktiv som indgår i EBS. De reelt aktive firmaer er defineret ved firmaer hvor der præsteres en arbejdsindsats på mindst 0,5 årsværk. I RAS indgår job på virksomheder som ikke er reelt aktive også.
Intern konsistens
Der er fuld intern konsistens. Alle arbejdssteder indeholder samme typer baggrundsoplysninger.