Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Social og Sundhed, Personstatistik.
Bente Ottosen
41 31 74 23

bbo@dst.dk

Hent som PDF

Anbringelser af børn og unge

Statistikken er en årlig opgørelse af kommunernes anbringelser og døgnophold opgjort i antal anbragte børn og unge, og iværksatte anbringelser og døgnophold. Statistikken opdeles på landsdele, kommuner, foranstaltning, anbringelsessted, årsag til anbringelse, årsag til ændring i anbringelsen, køn og aldersgrupper. Statistikken formidles i Statistikbanken og NYT fra Danmarks Statistik.

Kommunerne har ikke givet udtryk for, at data om anbringelser i 2020-2021 skulle være påvirket af usikkerheder som følge af de særlige omstændigheder omkring Covid-19-pandemien.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken indeholder oplysninger om hændelser, forløb og status på anbringelser. Status er pr. 31.12 det pågældende år. Statistikken opgøres på kommuneniveau og på landsdele - afhængig af diskretionering.

Statistikken tager udgangspunkt i de personer (0-22 årige), som er registreret i Danmarks Statistiks akkumulerede register over anbragte børn og unge. Statistikken opgøres efter indberettende kommune (handlekommune), foranstaltning (lovgrundlag herunder samtykkekrav), anbringelsessted, årsager til anbringelser, køn og alder. Alder er beregnet ultimo året.

Der skal indberettes årsager, hver gang et barn eller en ung afgøres anbragt. Det vil sige også ved genanbringelser efter hjemgivelse/ophør. Når et barn anbringes, angiver kommunen ofte flere årsager.

Statistikken udgives årligt som 12 statistikbanktabeller, 3 registre til forskning og en NYT artikel. Statistikbanktabellerne indeholder oplysninger om antallet af anbringelser og iværksættelser opdelt på landsdele/kommuner, foranstaltninger, anbringelsessted, alder og køn. Registrene indeholder ovennævnte oplysninger på individniveau samt oplysninger om ændringer i anbringelser, årsagen til anbringelsen slutter samt hvor barnet/den unge flytter hen efter anbringelse.

Fra den 1. juli 2019 og frem til 31. december 2020 er der sket en om-kategorisering af generelt godkendte plejefamilier. Disse er om-kategoriseret til henholdsvis almen, forstærket ellers specialiseret plejefamilie. Oplysninger er hentet i Tilbudsportalen.

Grupperinger og klassifikationer

Statistikken grupperes geografisk efter kommuner og landsdele. Derudover grupperes anbragte børn og unge efter køn og alder, samt efter:

Foranstaltning

  • Forvaltningsafgørelse med samtykke
  • Børn og unge-udvalget uden samtykkekrav
  • Udlændinge under 15 år (udlændingelovens §36 og 37)
  • Foreløbig afgørelse (formanden for børn og unge-udvalget)
  • Dom (ungdomssanktion)
  • Dom (afsoning)
  • Surrogat for varetægtsfængsling
  • Ankestyrelsens afgørelse
  • Afgørelse truffet af ungdomskriminalitetsnævnet med samtykke
  • Afgørelse truffet af ungdomskriminalitetsnævnet uden samtykkekrav
  • Foreløbig afgørelse (formanden for børn og unge-udvalget, ungdomskriminalitet)
  • Foreløbig afgørelse (formanden for børn og unge-udvalget, udlændingeloven §62 l, stk. 3)
  • Afgørelse truffet af børn og unge-udvalget uden samtykke (udlændingeloven §62 l, stk. 3)

Anbringelsessted

  • Netværksplejefamilie
  • Almindelig plejefamilie
  • Kommunal plejefamilie
  • Almen plejefamilie
  • Forstærket plejefamilie
  • Specialiseret plejefamilie
  • Plejefamilie efter §76 a (unge med funktionsnedsættelse)
  • Døgninstitution, almindelig afdeling
  • Delvis lukket døgninstitution eller delvis lukket afdeling på åben døgninstitution
  • Døgninstitution, sikret afdeling
  • Opholdssted for børn og unge
  • Kost- og eller efterskole
  • Eget værelse, kollegium, kollegielignende opholdssted

Årsag til anbringelse

  • Misbrug hos barn/ung
  • Kriminalitet hos barn/ung
  • Skoleproblemer hos barn/ung fx. fravær
  • Anden bekymrende adfærd hos barn/ung fx. udadreagerende adfærd
  • Betydelig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos barn/ung
  • Sundhedsforhold hos barn/ung
  • Overgreb mod barn/ung fx. seksuelt eller voldeligt (udgået midt 2022)
  • Overgreb mod barn/ung fx. seksuelt eller voldeligt, begået af andre end forældrene (fra midt 2022)
  • Anden form for omsorgssvigt over for barn/ung (udgået midt 2022)
  • Misbrug hos forældre
  • Kriminalitet hos forældre
  • Anden bekymrende adfærd hos forældre
  • Betydelig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne hos forældre
  • Højt konfliktniveau eller vold i hjemmet mellem voksne
  • Utilstrækkelig omsorg fra forældre
  • Fogedsag, hjemløshed eller udsættelse fra bolig
  • Sundhedsforhold hos én eller begge forældre (fra midt 2022)
  • Overgreb mod barn/ung fx. seksuelt eller voldeligt, begået af forældrene (fra midt 2022)
  • Andet (udgået i 2021)

Sektordækning

Ikke relevant for denne statistik.

Begreber og definitioner

Anbringelse: Et barn eller en ung, der anbringes uden for familiens rammer, med eller uden forældrenes samtykke.

Handlekommune: Den kommune, der træffer afgørelse om at yde hjælp eller støtte efter reglerne om særlig støtte til børn og unge, jf. Serviceloven.

Enheder

Hændelser, status over børn og unge under 23 år pr. 31. december, og forløb.

Population

Børn og unge under 23 år, som er anbragt eller i døgnophold jf. §§ 52, 58, 65, 74, 75, 76 og 76 a i lov om social service, § 74 a i straffeloven, § 78 i lov om fuldbyrdelse af straf mv., § 765 i retsplejeloven og §§ 36, 62 l i udlændingeloven, og §14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Statistikken omfatter, ud over børn og unge fra befolkningsregisteret, også børn og unge udlændinge, som opholder sig i Danmark og har et person-id hos udlændingestyrelsen.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Statistikken dækker tidsperioden fra 2011 og frem.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Antal.

Referencetid

Kalenderår.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Data for anbringelser efter §§ 52, 58, 75 og 76 i lov om social service, § 74 i straffeloven, § 78 i lov om fuldbyrdelse af straf mv., § 765 i retsplejeloven, § 36 i udlændingeloven og § 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet indsamles med hjemmel i Bekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet. Bekendtgørelsen og de krav der er til indberetning heri har ophæng i § 82 og § 84 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område samt §6 i lov om Danmarks Statistik.

Statistikken er ikke underlagt nogen EU forordning.

Indberetningsbyrde

For de data, der kommer direkte fra kommunernes fagsystemer, er der ingen indberetningsbyrde. De forskellige indberetningssystemer skal leve op til kravene om Databekendtgørelse om dataindberetninger på socialområdet. Det drejer sig om langt størstedelen af landets kommuner. De kommuner, der supplerer med manuelle indberetninger, har en ikke-nærmere estimeret indberetningsbyrde. Statistikken er omfattet af en godkendelsesproces. Kommunernes indberetningsbyrde til dette er ikke estimeret.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på statistikkens emneside Udsatte børn og unge, oplysningssiden for indberettere eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.