Statistisk behandling
Kontaktinfo
Social og Sundhed, Personstatistik.Bente Ottosen
41 31 74 23
Hent som PDF
Hændelser i anbringelsessager indberettes løbende fra handlekommunerne. De indsamlede data gennemgår en omfattende datavalideringsproces, hvor der sendes tilbagemeldingstabeller til samtlige kommuner for validering og godkendelse af kommunernes indberetninger. Data samles i et hændelsesregister hvoraf der dannes et forløbsregister og statusregister.
Kilder
Data kommer fra kommuners fagsystemer, hvor de administrerer sager om børn og unge. Der anvendes også upload-løsning, som kan tilgås fra Danmarks Statistiks hjemmeside. I årene 2006-2016 var dataindsamlingen forankret i Ankestyrelsen.
Indsamlingshyppighed
Data indsamles løbende fra 98 kommuner. Det er muligt at indberette dagligt.
Indsamlingsmetode
System-til-system indberetning eller via upload-løsning, som kan tilgås på Oplysningssiden. Der findes flere forskellige systemleverandører DUBU, DXC, SBSYS og Modulus Social. Kommunerne indberetter følgende hændelser i et anbringelsesforløb: Afgørelse om anbringelse, iværksættelse af anbringelse, flytning, ændring i lovgrundlag for anbringelsen, overdragelse- og modtagelse af handleforpligtigelse, opretholdelse af døgnophold ved det fyldte 18. år, og ophør. Se mere i Bekendtgørelsen om dataindberetning på socialområdet.
Datavalidering
Data valideres årligt i samarbejde med kommunerne. Ud fra hændelsesregisteret hos Danmarks Statistik dannes en opgørelse over antallet af igangværende anbringelser, iværksatte anbringelser i løbet af året, igangværende anbringelser med samtykke og igangværende anbringelser i plejefamilie. Opgørelsen skal sammenholdes med kommenens egne tal, og godkendes. Kvartalsvist udsendes rapporter, hvor kommunerne bedes rette op på misvisende og manglende data.
Der indgår som hovedregel kun godkendte data i udgivelsen.
Databehandling
Hændelsesregisteret (BUAH): Hvis essentielle oplysninger, som fx cpr-nummer eller dato for hændelsen, mangler eller er ugyldige frasorteres indberetningen. Hændelsesregisteret indeholder udover indberettede hændelser, der angiver ændring i plejefamiliekategori tilføjet af Danmarks Statistik i forbindelse med omlægning af plejefamiliekategorierne i 2019-2020. Hvis der ikke er indberettet ophør når den anbragte fylder 18 eller 23 år tilføjes automatisk et ophør dagen før fødselsdagen. I forbindelse med en anbragts 18 års fødselsdag tilrettes datoer og/eller hændelser automatisk, så aldersafhængige hændelser passer til alderen. Eksempelvis vil en ”iværksat anbringelse” med hændelsesdato efter det 18. år blive rettet til ”opretholdelse af døgnophold”. Ophør inden for en måned efter det 18. år uden opretholdelse af døgnophold ved det fyldte 18. år rettes til dagen før det 18. år. Alder beregnes på datoen for hændelsen ud fra cpr-nummer eller oplyst fødselsdato.
Forløbsregisteret (BUAF): Forløbsregisteret dannes med start og slutdato ud fra hændelsesregisteret. Ophør har samme start- som slutdato. Alle andre hændelser slutter ved efterfølgende hændelses startdato. Er der ingen efterfølgende hændelse er slutdatoen tom. Varigheden for anbringelser beregnes, som antal dage mellem start- og slutdato.
Statusregisteret (BUAS): Statusregisteret dannes ud fra forløbsregisteret. Status opgøres pr. 31. december og angives med årstallet. Alder beregnes pr. 31. december ud fra cpr-nummer eller oplyst fødselsdato. Hvis lovgrundlaget er angivet som "Foreløbig afgørelse" og anbringelsen har varet i mere end 14 dage ændres lovgrundlaget til "Anbringelse uden samtykke". Statistikbankstabellerne ANBAAR2, 9, 12, 13, 15 og 16, som opgør igangværende anbringelser pr. 31. december er baseret på statusregisteret. Statistikbanktabellerne ANBAAR8, 10, 14 og 17, som opgør iværksatte anbringelser er baseret på hændelsesregisteret.
Korrektion
Ikke relevant for denne statistik.