Detailomsætningsindeks
Kontaktinfo
Konjunkturstatistik, ErhvervsstatistikKari AJ Arildsen
40 43 38 12
Hent statistikdokumentation som pdf
Detailomsætningsindekset belyser udviklingen i detailvirksomhedernes omsætning. Statistikken offentliggøres månedligt og benyttes primært til vurderinger af den økonomiske konjunkturudvikling og som en indikator for det private forbrug.
Indhold
Der offentliggøres detailomsætningsindeks for 42 brancher samt for tre hovedvaregrupper: fødevarer og andre dagligvarer, beklædning mv. samt andre forbrugsvarer. Desuden leveres tal for særlige branchegrupperinger til Eurostat. Der beregnes både et værdiindeks og et mængdeindeks. Mængdeindekset dog kun for de tre hovedvaregrupper og for tallene til Eurostat. Statistikken er baseret på data fra alle større detailvirksomheder og en stikprøve af de resterende, som hver måned spørges om deres omsætning. Der foretages sæsonkorrektion af de tre hovedvaregrupper samt totalen.
Statistisk behandling
Undersøgelsen er baseret på en stikprøve blandt detailhandelsvirksomheder. Stikprøven er på ca. 2.200 virksomheder og der er indberetninger fra cirka 1.800 virksomheder ved første offentliggørelse. Virksomhederne udvælges ud fra oplysninger om deres årlige omsætning, baseret på moms-indberetninger til SKAT.
Stikprøven er opdelt på 42 grupper. Virksomhederne sorteres fra størst til mindst på de 42 grupper og de mindste virksomheder med en omsætning blandt de 10 pct. laveste omsætninger bliver aldrig valgt til stikprøven. Virksomheder hvis omsætning ligger i midten har en omsætning som til sammen udgør mellem 11 og 49 pct. af gruppens samlede omsætning. Mens de største virksomheder hvis omsætning tilsammen udgør 50 pct. af gruppens omsætning bliver tilfældigt udtrukket til stikprøven.
Læs mere om statistisk behandling
Relevans
Der er stor interesse for de publicerede detailomsætningstal blandt brugere, som følger den aktuelle konjunkturudvikling. Statistikken efterspørges bredt af brancheorganisationer, bank- og finanssektoren, politikere, offentlige og private institutioner, forskere, virksomheder og nyhedsmedier. Statistikken anvendes til udarbejdelse af de kvartalsvise nationalregnskabstal og af Eurostat til at lave fælleseuropæisk statistik. Brugerne anser detailomsætningsindekset som en vigtig konjunkturindikator. Statistikken har stor bevågenhed i pressen og blandt andre professionelle brugere.
Præcision og pålidelighed
Samlet set vurderes usikkerheden på niveauet for det totale detailomsætningsindeks at være under 1 pct. Usikkerheden på varegruppen fødevarer og andre dagligvarer er i samme størrelsesorden, for varegruppen beklædning mv. kan den være helt op til 3 pct., mens den for varegruppen andre forbrugsvarer er under 2 pct. Den samlede usikkerhed på de månedlige ændringer er generelt meget lille. På det totale indeks vurderes den til at være højest 0,2 procentpoint, mens den på varegrupperne kan være lidt højere.
Læs mere om præcision og pålidelighed
Aktualitet og punktlighed
Der offentliggøres tal på hovedvaregrupper allerede 22-28 dage efter månedens afslutning, hvilket er ganske hurtigt for en spørgeskemabaseret undersøgelse. En måned senere kommer tal på det mest detaljerede brancheniveau. Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til de planlagte udgivelsestider.
Læs mere om aktualitet og punktlighed
Sammenlignelighed
Indeks for detailomsætningen kan føres helt tilbage til 1940, men statistikken er i sin nuværende form sammenlignelig fra 2000 og frem. Tidsserien blev i maj 2012 genberegnet tilbage til januar 2000, på grund af nye stikprøve- og beregningsmetoder. Detailomsætningsindekset er omfattet af EU forordning og er således internationalt sammenlignelig, idet statistikken produceres efter fælles europæiske retningslinjer og principper.
Tilgængelighed
Statistikken udgives månedligt i Nyt fra Danmarks Statistik og offentliggøres i Statistikbanken under Detailomsætningsindeks. Se mere på statistikkens emneside.