Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Nina Thøgersen
21 20 32 67

NIT@dst.dk

Hent som PDF

Detailomsætningsindeks

Detailomsætningsindekset måler udviklingen i den danske detailhandels salg af varer til private forbrugere. Statistikken offentliggøres månedligt som værdi- og mængdeindeks fordelt på brancher og branchegrupper. Værdiindekset viser udviklingen i omsætningen i løbende priser, mens mængdeindekset viser udviklingen i den solgte varemængde, korrigeret for prisudviklingen. Statistikken anvendes bl.a. som indikator for udviklingen i det private forbrug.

Indholdsbeskrivelse

Værdiindekset belyser omsætningsudviklingen i løbende priser og viser dermed udviklingen i detailhandelens samlede omsætning. Mængdeindekset er korrigeret for prisudviklingen og belyser udviklingen i den faktiske mængde af varer, der sælges i detailhandlen.

Mængdeindekset er et indirekte mængdeindeks, der beregnes ved at dividere værdiindekset med et tilhørende prisindeks.

Der foretages sæsonkorrektion af otte branchegrupper samt totalen. Ved sæsonkorrektionen korrigeres bl.a. for placering af helligdage (påske), antallet af handelsdage og fordelingen af ugedage i de enkelte måneder.

Grupperinger og klassifikationer

Brancherne i statistikken følger den danske branchenomenklatur DB25. En fuldstændig beskrivelse af brancherne findes i Dansk Branchekode 2025. Det offentliggøres på et udsnit af 131-standardgrupperingen indenfor Detalhandel, samt Detailhandlens detaljerede brancher.

Tal for enkelte af de mindre brancher offentliggøres dog ikke, enten af diskretioneringshensyn, eller fordi de er for usikre til at kunne offentliggøres. Omsætningen i disse brancher indgår i mere aggregerede grupperinger.

Sektordækning

Detailsektoren.

Begreber og definitioner

Detailomsætning: Virksomhedernes salg af varer til private personer.

Detailvirksomhed: Virksomhed i branche, der primært videresælger varer til private forbrugere, her undtaget detailhandel med motorkøretøjer.

Enheder

Enhederne i detailomsætningsindekset er primært virksomheder, hvor hver virksomhed er bestemt ved den juridiske enhed. I Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register bestemmes de juridiske enheder ved deres CVR-nummer.

I enkelte tilfælde afviges fra princippet om, at én enhed svarer til én virksomhed. Der kan være tale om, at en virksomhed har forretninger med væsentlig omsætning inden for flere detailbrancher, hvilket kan lede til, at virksomheden opdeles i flere statistiske enheder. Omvendt kan flere virksomheder slås sammen til én enhed, hvis de fx har en fælles administration, der under alle omstændigheder ville indberette for samtlige enheder, hvis de var holdt opdelt. Der er også enkelte engrosvirksomheder, som har så væsentligt detailsalg, at denne del af deres virksomhed inkluderes i statistikken.

Population

Statistikken belyser detailomsætningen i Danmark.

Målpopulationen er alle detailvirksomheder i Danmark, som har deres hovedaktivitet eller i enkelte tilfælde biaktivitet inden for detailbrancherne, undtaget detailhandel med motorkøretøjer. Det svarer i praksis til virksomheder klassificeret i DB25 hovedgruppe 47 (detailhandel), bortset fra gruppen 47.8.

Endvidere er bagerforretninger med egen produktion af bagværk, som branchemæssigt klassificeres som fremstillingsvirksomhed (DB25 branche 10.71.20), medtaget i statistikken, da de udgør en væsentlig del af detailsalget af bageriprodukter i Danmark. Denne branche slås sammen med "47.24.00 Detailhandel med brød og konfekture”.

Der ses bort fra virksomheder med en tilpas lav årlig omsætning. Grænsen er i de fleste brancher omkring 5 mio. kr., men i enkelte brancher noget lavere. Det samlede antal virksomheder i populationen er opgjort til ca. 6.700 virksomheder.

Detailomsætningsindekset er en stikprøvebaseret statistik, hvilket betyder, at et udvalgt af virksomheder årligt bliver udtrukket fra populationen til at indberette til statistikken.

Geografisk dækning

Statistikken dækker danske detailvirksomheders detailsalg i Danmark, eksklusiv Grønland og Færøerne. Udenlandske virksomheder med detailsalg til danskere (fx virksomheder tæt på den danske grænse eller udenlandske internetbutikker) er ikke inkluderet i statistikken.

Tidsperiode

Statistikken dækker tidsperioden fra 2015 og frem. Ældre tidsserier beskrives under Sammenlignelighed over tid.

Basisperiode

Basisåret for Detailomsætningsindekset er 2021=100.

Måleenhed

Måleenheden er indekspoint. Der offentliggøres både værdi- og mængdeindeks.

Referencetid

Referencetiden for statistikkens månedlige tal er hele den angivne måned. Virksomhederne indberetter således hele månedens omsætning. Enkelte virksomheder har interne 4- og 5-ugers regnskaber, og en stor del opgør ellers kun omsætningen kvartalsvist, hvorfor indberetningen til statistikken kan være upræcist opgjort på måneder. Det vurderes dog ikke til at have væsentlig indflydelse på kvaliteten.

Den population, der bruges til opregning af stikprøvedata, har normalt referencetid i det senest afsluttede år før den opgjorte måned. Det har ikke væsentlig indflydelse på beregningen af de månedlige stigningsrater, da der bruges måned-til-måned-kædning, hvor aktuel og foregående måneds data hver gang opregnes til samme population.

Hyppighed

Statistikken udkommer én gang om måneden.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Lovhjemmel til dataindsamling findes i § 8, stk. 1 i Lov om Danmarks Statistik, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 30. maj 2018.

Detailomsætningsindeks er omfattet af Rådets Forordning (EU) 2019/2152 af 19. maj 1998 om erhvervsstatistik.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden er opgjort til 2,8 årsværk.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på emnesiden Detailomsætningsindeks eller fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.