Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Social og Sundhed
Birgitte Schütt Christensen
+45 26 64 03 00

bir@dst.dk

Hent som PDF

Sygehusbenyttelse

Statistikken er en årlig opgørelse af befolkningens indlæggelser og ambulante besøg på offentlige og private somatiske og psykiatriske sygehusafdelinger i et kalenderår. Det vises bl.a. hvordan sygehusforbruget varierer med en række demografiske og sociale forhold som fx personens bopæl, køn, alder og familie mv.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken belyser befolkningens indlæggelser, ambulante behandlinger og skadestuebesøg på offentlige og private somatiske og psykiatriske sygehusafdelinger i et kalenderår. Statistikken er baseret på Landspatientregisteret fra Sundhedsdatastyrelsen kombineret med en række baggrundsoplysninger fra andre registre. Det vises fx hvordan sygehusforbruget varierer med en række sociodemografiske forhold.

Jf. overgangen til det nye Landspatientregister (LPR3) er en genopbygning af Sygehusbenyttelsesstatistikken på det nye datagrundlag aktuel, hvorfor der undtagelsesvist udkommer tællinger for flere kalenderår på én gang; 2019-2020-2021-2022.

Før 2019 indgik somatiske indlæggelser og ambulante behandlinger på private sygehuse samt tilsvarende kontakter på såvel private som offentlige psykiatriske sygehuse ikke.

Til og med Sygehusbenyttelse 2008 blev modtagelse af sociale ydelser også inddraget fra den Sammenhængende Socialstatistik. Da den Sammenhængende Socialstatistik er blevet nedlagt overvejes det på et senere tidspunkt at inddrage yderligere baggrundsvariable vedr. indkomst i Sygehusbenyttelsesstatistikken.

I forbindelse med offentliggørelsen af 2012 er statistikbanktabeller blevet udvidet og omlagt, herunder integreret med statistikken for ambulante behandlinger. Der er sket ændringer i afgrænsningen af populationen i nogle af tabellerne med standardiserede indeks, og for de tidligere år (2006-2008) er der sket meget små ændringer vedr. kommuneoplysninger.

I forbindelse med offentliggørelsen af 2014 er afgrænsningen af ambulante behandlinger og skadestuebesøg ændret, og der er tale om et databrud, idet den hidtidige kategorisering ”skadestuepatienter” er ophørt i Landspatientregistret. Afgrænsningen af ambulante patienter er fra 2014 foretaget ved patienttype lig med ambulant patient og indlæggelsesmåde lig med ikke-akut. Afgrænsningen af skadestuepatienter er fra 2014 foretaget ved patienttype lig med ambulant patient og indlæggelsesmåde lig med akut.

Fra 2019 implementeredes LPR3, der er kontaktbaseret, og hvor antal indlæggelser beregnes i uddata frem for som tidligere at være defineret i inddata.

Grupperinger og klassifikationer

Ved offentliggørelser af Sygehusbenyttelsen benyttes følgende klassifikationer:

  • Diagnose (den tidsmæssigt dominerende aktionsdiagnose i løbet af indlæggelsen eller det ambulante sygehusophold). Den anvendte gruppering af diagnoser er hhv. 23-gruppering og 99-gruppering (S-listen) baseret på ICD (International Classification of Diagnosis) fra WHO (Vedr. klassifikation af sygdomme på kapitler, diagnosekoder fra SKS-browseren samt Sundhedsdatastyrelsen. Klassifikationerne kan også ses af bøgerne: Klassifikation af sygdomme. Systematisk+Alfabetisk del: 10. revision. Af forfatterne Gunnar Schiøler & Johannes Mosbech, Sundhedsstyrelsen. Der er i 2023 tilføjet 2 nye statistikbanktabeller (hhv. indl001 og ambu001) for tælleårene 2019-2022. Disse statistikbanktabeller viser opdeling på 19 hoveddiagnosekategorier. De 19 hovedkategorier afspejler de overordnede ICD10 hovedkapitler eller hoveddiagnosegrupperinger set hos Sundhedsdatastyrelsen (jf. hhv. Sundhedsdatastyrelsen og til dels SKS-browseren SKS-browseren. Den enkelte indlæggelse eller det enkelte ambulante besøg er blevet tildelt en tidsmæssigt dominerende ICD-10 aktionsdiagnosekode for sygehusopholdet, hvorefter de dominerende aktionsdiagnosekoder inddeles i disse 19 overordnede hoveddiagnosegrupper.
  • Indlæggelse (akut - ikke akut)
  • Ambulant behandling (akut - ikke akut)
  • Geografi (kommuner; landsdele; regioner)
  • Sygehusvæsen (somatik - psykiatri - begge dele). Sygehusopholdene kan kategoriseres efter hhv. somatis, psykiatri eller begge dele (dvs. sygehusophold, hvor der har været fysisk fremmøde i både somatisk og psykiatrisk sygehusvæsen) jf. Sundhedsdatastyrelsen
  • Sygehustype (offentlig eller privat)
  • Familietype (hjemmeboende børn; enlige uden hjemmeboende børn; enlige med hjemmeboende børn; par uden hjemmeboende børn; par med hjemmeboende børn)
  • Herkomst (personer med dansk oprindelse; indvandrere; efterkommere)

Sektordækning

Offentlige og private somatiske og psykiatriske sygehusafdelinger.

Begreber og definitioner

Indlæggelse: Afsluttet indlæggelse på somatiske offentlige sygehuse, hvor patienttypen er som indlagt patient i modsætning til ambulant patient (eller skadestuepatient - indtil 2014).

Indlagt person: Personer, der har været indlagt på sygehus en eller flere gange i løbet af året.

Sengedage ved indlæggelser: Antal sengedage ved indlæggelser.

Ambulant behandling: En ambulant behandling foretages på sygehuset ved et besøg på ambulatorium eller afdeling. I registret opgøres patienttype som ambulante patienter, når patienttypen ikke er indlagt patient (eller er skadestuepatient - indtil 2014 ).

Ambulant behandlet person: Personer, som har modtaget ambulant behandling en eller flere gange i løbet af året.

Skadestuebesøg: Afsluttet indlæggelse (i.e. kontakt) på somatiske offentlige skadestuer.

Skadestuepatient: Personer, der har besøgt en skadestue eller akut-modtagelse en eller flere gange i løbet af året.

Indeks (ifm. standardisering): Indeks ud fra køn- og aldersstandardiserede beregninger, som gør det muligt at sammenligne på tværs af uddannelses-, indkomst, socioøkonomiske grupper mv. Indeks over 100 viser hyppigere behandling end gennemsnittet, mens indeks under 100 viser sjældnere behandling end gennemsnittet. Indeksene kan ikke sammenlignes mellem mænd og kvinder, og de er heller ikke beregnet til analyse af udviklingen over tid. Især i grupper med få individer kan indekset udvikle sig kraftigt fra år til år, da der ikke skal så meget til før resultatet varierer.

Enheder

Personer.

Population

Befolkningens fysiske fremmødekontakter (i form af indlæggelser eller ambulante besøg) på offentlige og/eller private somatiske og psykiatriske heldøgnsafdelinger.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

2019 -

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Antal (indlæggelser eller ambulante besøg eller personer med sygehusbenyttelse).

Referencetid

Referenceperioden er det kalenderår, hvori indlæggelsen eller det ambulante besøg har fundet sted.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Lov om Danmarks Statistik § 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 30. maj 2008. Der findes ingen EU-regulering for statistikken om Sygehusbenyttelse.

Indberetningsbyrde

Statistikken er baseret på administrative registre. Der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde i forbindelse med opgørelse af denne statistik.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan findes på emnesiden for sygehusbenyttelse. Der har tidligere været 52 tabeller på området (frem til og med 2018). Disse er nu for perioden 2019 og frem erstattet af et antal nye tabeller på basis af LPR3; hhv. 3 tabeller om antal indlæggelser, 3 tabeller om antal ambulante behandlinger, 4 tabeller om antal indlagte personer i relation til bl.a. sociodemografiske faktorer samt 4 tabeller om ambulante patienter i relation til bl.a. sociodemografiske faktorer.