Sammenlignelighed
Kontaktinfo
Nationalregnskab, Økonomisk StatistikMagnus B. Eriksen
29 12 27 56
Hent som PDF
Statistikken er baseret på nationalregnskabet. Derfor er statistikken konsistent med nationalregnskabet og sammenlignelig over tid. Desuden er statistikken sammenlignelig med andre landes produktivitetsberegninger, hvis de også er baseret på EU's retningslinjer for nationalregnskab.
International sammenlignelighed
Internationalt set findes en høj grad af sammenlignelighed i forhold til andre landes nationalregnskaber, da det danske nationalregnskab er udarbejdet i henhold til ESA2010-retningslinierne, der er en europæisk udgave af FN's "A System of National Accounts 2008" (SNA2008).
Produktivitetsberegningerne baserer sig på tal fra nationalregnskabet og det samme er tilfældet for andre landes produktivitetsberegninger. Derfor er det i høj grad muligt at sammenligne produktivitetsberegningerne over landegrænser.
Sammenlignelighed over tid
En af grundideerne i udarbejdelsen af nationalregnskabsstatistik er, at tallene skal være sammenlignelige over tid. Derfor bearbejdes statistiske kilder altid, således at de er konsistente med nationalregnskabets begrebsapparat. Grundlæggende ændringer af nomenklaturer, som fx erhvervsgrupperinger, ændringer i definitioner som følge af nye retningslinjer samt tilstedekomsten af nye og bedre kilder, vil dog ikke kunne undgå at medføre ændringer i nationalregnskabet og dermed opgørelsen af produktivitetsudviklingen. Dertil kommer datarevisioner, som for eksempel den der blev foretaget i 2024, hvor det danske nationalregnskab blev revideret tilbage til 1966 for BNP mv. Læs mere på Danmarks Statistiks hjemmeside Hovedrevision af nationalregnskabet - 2024.
Sammenhæng med anden statistik
Dansk Branchekode 2007 (DB07), der er en dansk udgave af de internationale nomenklaturer EU's NACE, Rev. 2 og FN's ISIC, Rev. 4, indeholder en række standardgrupperinger: 127-, 36-, 19,- og 10-grupperingen.
Det endelige nationalregnskabs 117-branchegruppering svarer - med få afvigelser - til 127-standardgrupperingen og nationalregnskabets 117 brancher kan aggregeres til de øvrige standardgrupperinger. Nationalregnskabstal kan således sammenlignes og anvendes i forbindelse med andre statistikker, der anvender DB07-standardgrupperingerne.
Sammenligninger med andre statistikker på et detaljeret brancheniveau vil dog ofte vise afvigelser, dels på grund af variabel-definitionsforskelle dels som følge af nationalregnskabets ønske om kalenderårsafgrænsning og dets krav til totaldækning af den økonomiske aktivitet.
Intern konsistens
Der er pr. definition fuld intern konsistens i Nationalregnskabet.