Gå til sidens indhold

Offentlige finanser

Statistikken for offentlige finanser belyser udgifter og indtægter i sektoren offentlig forvaltning og service og anvendes til at analysere udviklingen i den offentlige økonomi. Statistikken udkom første gang som årlig opgørelse for statistikåret 1971 og fra 1. kvartal 1999 som kvartalsopgørelse og er sammenlignelig i hele perioden.

Statistikken for offentlig forvaltning og service er blevet hovedrevideret siden seneste offentliggørelse. Ved denne hovedrevision er statistikken for de offentlige finanser revideret tilbage til 1971. Hovedrevisionen er et fælleseuropæisk projekt, der gennemføres hvert 5. år. Formålet med revisionen er at indarbejde ny viden og nye metoder samt sikre ensartede opgørelsesmetoder for alle lande.

Denne hovedrevisionen af de offentlige finanser har ikke haft nogen nævneværdig effekt på det offentlige forbrug, mens den offentlige saldo er forbedret i mindre grad.

Indhold

Regnskaber for offentlig forvaltning og service er en årlig opgørelse af indtægter og udgifter i offentlig forvaltning og service, hvilket gør det muligt at beregne den offentlige saldo (fordringserhvervelsen, netto). Statistikken opdeles på delsektorer.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Data indsamles løbende op til offentliggørelse fra de offentlige regnskabssystemer og fra andre supplerende kilder. Herefter bearbejdes data i forhold til nationalregnskabsprincipper. Det kan være nødvendigt at beregne estimater for de data, som ikke er tilgængelige ved det pågældende udgivelsestidspunkt eller ikke er periodiseret hensigtsmæssigt. Når der er beregnet et datamateriale for alle delsektorer i offentlig forvaltning og service foretages der en række afstemninger for at sikre den interne konsistens.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Der er stor interesse for regnskaber for offentlig forvaltning og service blandt brugere, som følger udviklingen i det offentliges økonomi. Statistikken efterspørges bredt af ministerier, politikere, offentlige og private institutioner, forskere, virksomheder og pressen. Statistikken anvendes til udarbejdelse af nationalregnskabsstatistik og af Eurostat til at lave fælleseuropæisk statistik. Statistikken har stor bevågenhed i pressen og blandt andre professionelle brugere.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Fejlregistreringer er langt hyppigere forekommende i de kvartalsvise indberetninger end i de årlige indberetninger. De kvartalsvise regnskabsindberetninger for staten, kommuner og regioner er ikke udtryk for et egentligt afsluttet regnskab for kvartalet. De repræsenterer snarere et øjebliksbillede af, hvor mange udgifter og indtægter, der ved udgangen af kvartalet er registreret i regnskabssystemerne.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Kvartalsstatistikken udgives senest tre måneder efter kvartalets afslutning. Årsstatistikken udgives i marts, juni og september. Marts-versionen offentliggøres ca. en uge efter offentliggørelsen af Statsregnskabet. Juni-versionen offentliggøres ca. tre måneder efter offentliggørelsen af Statsregnskabet. September-versionen opdateres primært indkomstbeskatningen. Den endelige statistik udgives tre år efter det givne år. Statistikken publiceres normalt uden forsinkelse i forhold til det annoncerede tidspunkt.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Der er fuld sammenlignelighed med offentlige finanser i andre lande, som følger de internationale standarder på området, dvs. ESA2010 og SNA2008. I forhold til sammenlignelighed over tid skal man være opmærksom på, at tallene er opgjort i løbende priser.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives kvartalsvist og årligt i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres tallene under emnet Offentlig sektors økonomi. Derudover indgår tallene i Statistisk Tiårsoversigt. Se mere på statistikkens emneside.

Læs mere om tilgængelighed