Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Arbejde og Indkomst, Personstatistik.
Eva Borg
24 78 53 57

evb@dst.dk

Hent som PDF

Implicit lønindeks

Data indsamles fra en stikprøve af virksomheder og organisationer samt hele den offentlige sektor, og dækker en enkelt lønperiode i den midterste måned i kvartalet.

Data valideres ved brug af faste grænser, både på individ og virksomhedsniveau. Der foretages desuden manuelle rettelser ved behov. Kun virksomheder der indgår i begge kvartaler er med i beregningerne.

I beregningen af de mest detaljerede delindeks opregnes data for sektorgruppen virksomheder og organisationer til målpopulationen og det enkelte ansættelsesforhold vægtes med de præsterede timer.

Kilder

For sektorgruppen virksomheder og organisationer er der kvartalsvis indsamling af oplysninger fra dels en stikprøve på ca. 5.000 virksomheder i den private sektor med 10 ansatte eller flere og dels af oplysninger fra alle offentlige virksomheder uden for offentlig forvaltning og service. Der indsamles ikke oplysninger for virksomheder inden for landbrug og fiskeri.

Der indsamles oplysninger fra de private virksomheder i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Dansk Apotekerforening.

Stikprøven af de private virksomheder er stratificeret og udtrukket fra Det Erhvervsstatistiske Register (ESR) efter størrelsesgrupper 10-19, 20-49, 50-99 og mindst 100 fuldtidsbeskæftigede. I sidstnævnte stratum indgår alle virksomheder.

For de offentlige virksomheder indsamles data fra Økonomistyrelsen, DSB og Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).

For sektorgruppen offentlig forvaltning og service kommer data først og fremmest fra de store offentlige lønanvisningssystemer (såsom Statens Lønsystem (SLS) og Kommunerne og Regionernes Løndatakontor (KRL)), suppleret med et mindre antal private lønbureauer. Fx bliver Folkekirken indberettet via et privat lønservicebureau.

Indsamlingshyppighed

For virksomheder og organisationer indsamles data kvartalsvist, for den midterste måned i hvert kvartal.

For offentlig forvaltning og service indsamles data for hver måned, selv om det kun er data for den midterste måned i kvartalet der bliver benyttet til at beregne lønindekset.

Indsamlingsmetode

For sektoren virksomheder og organisationer gælder følgende:

De indsamlede data består udelukkende af udtræk fra de indberettende virksomheders og organisationers IT-systemer til lønadministration af deres ansatte på individniveau. For hovedpartens vedkommende er der tale om system-til-system indberetninger, hvor fx lønsystemerne indberetter data for deres kunder (virksomheder og organisationer) via store masseforsendelser direkte til Danmarks Statistik.

Virksomheder og organisationer, som har deres eget selvudviklede lønsystem, indberetter deres data selv ved upload via en webapplikation. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) indsamler data fra deres egne medlemsvirksomheder og indberetter til Danmarks Statistik via en særlig system-til-system løsning. Det er obligatorisk i henhold til Lov om Danmarks Statistik at indberette oplysningerne, og undladelse meldes til Politiet og straffes med bøde.

For sektoren offentlig forvaltning og service gælder følgende:

Hovedparten af datamaterialet leveres som udtræk fra de store offentlige lønanvisningssystemer via system-til-system-løsninger. For statens ansatte leveres data fra Moderniseringsstyrelsen, Forsvaret samt Silkeborg Data. For kommunalt og regionalt ansatte leveres data hovedsageligt fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Dertil kommer dataindberetninger fra nogle mindre private lønbureauer, ligeledes via system-til-system-løsninger.

Datavalidering

Der er primært tale om to valideringsprocesser for udarbejdelsen af det implicitte lønindeks.

Første proces udføres på individniveau og er identisk på tværs af sektorer. Data bliver fejlsøgt i forhold til en øvre og nedre grænseværdi for den gennemsnitlige timefortjeneste. Grænseværdierne bliver beregnet i starten af året ved at den gennemsnitlige stigning i timefortjenesten fra forrige år anvendes til at fremskrive de gamle grænseværdier. Ansættelsesforhold der ikke overholder grænseværdierne fjernes fra datasættet.

Denne første valideringsproces er nødvendig da den sørger for at ekstreme observationer (outliers) ikke forvrider resultaterne, og normaliserer fordelingen af timelønninger i de enkelte grupper.

Næste valideringsproces, som foretages på virksomhedsniveau, gøres forskelligt afhængigt om data tilhører sektoren virksomheder og organisationer eller offentlig forvaltning og service.

For sektoren virksomheder og organisationer gøres følgende:

Først sorteres arbejdssteder fra som ikke optræder både i indeværende og forrige kvartal. Derefter fjernes virksomheder med en stigning i den gennemsnitlige timeløn mellem de to kvartaler som ligger uden for intervallet -10 og 10 pct. Det samme gøres for virksomheder med en ændring i antal ansatte uden for intervallet -25 og 25 pct. Derefter gennemgås store virksomheder som grundet ovenstående regler falder fra.

I enkelte tilfælde behandles fejlbehæftede store virksomheder manuelt med henblik på at beholde dem i data.

For sektoren offentlig forvaltning og service gøres følgende:

Organisationer eller virksomheder med en stigning i den gennemsnitlige timeløn mellem de to kvartaler som ligger uden for intervallet -5 og 5 pct., enten fjernes eller undersøges nærmere.

Derudover gøres følgende for alle sektorer: I tillæg undersøges der senere i processen om der er virksomheder eller brancher med specielt lave/høje stigningstakter eller store personaleforskydninger, og hvad det har af konsekvens at fjerne de pågældende virksomheder fra datasættet.

Hvis ikke disse virksomheder fjernes vil indekset muligvis vise forkerte stigningstakter, idet det ikke reflekterer den reelle lønstigning de ansatte oplever, men i stedet ændring i løn som følge af ændringer i antallet og sammensætningen af personale

Databehandling

Beregning af basisindeks

Basisindeks er i det implicitte lønindeks det samme som det mest detaljerede delindeks (36-branchegruppering i DB07), som der offentliggøres på. Basisindeks beregnes som den gennemsnitlige løn pr. præsteret time inden for en sektor og branchegruppe i et kvartal sat i forhold til den gennemsnitlige løn pr. præsteret time inden for branchegruppen kvartalet før. Lønnen i den midterste måned i et kvartal anvendes som proxy for måneden.

Data for lønmodtagere i virksomheder og organisationer er opregnet, da kildedata er baseret på en stikprøve. Data for virksomheder og organisationer opregnes til målpopulationen på baggrund af det aktuelle antal fuldtidsbeskæftigede i erhvervsregisteret opdelt på grupper ud fra virksomhedsstørrelse (henholdsvis 10-19, 20-49, 50-99 og 100+). Vægten er antallet af fuldtidsbeskæftigede inden for de fire størrelsesstrata i kvartalet ifølge erhvervsregisteret.

Inden for offentlig forvaltning og service anvendes ingen opregningsvægte (eller alle har vægten 1), idet datagrundlaget er fuldt dækkende og der således her ikke er tale om en stikprøve.

Basisindeksene (som er det samme som de mest detaljerede delindeks) beregnes som forholdet mellem det summariske løngennemsnit i den aktuelle og foregående periode.

For alle sektorer gælder det, at der dannes indeksværdier ved at kæde kvartalsstigningen for det enkelte basisindeks/delindeks på foregående kvartals indeksværdi.

Aggregering og beregning af del- og totalindeks

Delindeks er aggregerede indeksserier som i de fleste tilfælde offentliggøres. I de implicitte lønindeks er de mest detaljerede delindeks også det niveau beregningerne er foretaget på (4 sektorer og 36-branchegruppering).

Der findes kun totalindeks opdelt på sektorer (helt aggregeret niveau).

For sektoren *virksomheder og organisationer gøres følgende: Aggregeringer fra de mest detaljerede delindeks på 36-branchegrupperingen til 21- eller 10-gruppering og indekset for hele sektoren beregnes efterfølgende ved at vægte delindeksene med antal fuldtidsbeskæftigede. De faste vægte udskiftes en gang om året i forbindelse med beregningen af 1. kvartal.

For sektoren virksomheder og organisationer anvendes vægte på baggrund af antal fuldtidsbeskæftigede fra erhvervsregisteret fra året før referenceperioden. Disse vægte holdes konstant ved beregning af alle fire kvartaler inden for et år. Disse vægte er i de implicitte indeks alene opdelt på sektor og 36-branchegrupperingen. Den faste vægt anvendes ved beregning af del- og totalindeks. I det implicitte lønindeks anvendes der ikke faste vægte til beregning af del- og totalindeks vedrørende sektorerne inden for offentlig forvaltning og service.

For sektorerne under offentlig forvaltning og service gøres følgende: Der beregnes totalindeks for hele sektoren på samme måde som basisindeks, hvor indekset beregnes som forholdet mellem det summariske løngennemsnit, i den aktuelle og foregående periode.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.