Tre ud af fem indvandrer for at arbejde eller studere
20. april 2026
I 2025 indvandrede 45.000 personer for at arbejde eller studere. Det svarer til 57 pct. af de personer, der indvandrede i 2025, som ikke havde et dansk eller nordisk statsborgerskab. Andelen af indvandrere, der kommer til Danmark for at arbejde eller studere har ligget mellem 57 pct. og 73 pct. i perioden fra 2016 og frem - bortset fra 2022, hvor der var en stor indvandring fra Ukraine af personer med opholdstilladelse under særloven. I 2025 indvandrede der i alt 78.901 personer, som ikke havde et dansk eller nordisk statsborgerskab.
Medfølgende familiemedlemmer
I 2025 var der 11.474 personer, der indvandrede med en opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem til personer, der er indvandret med en tilladelse hovedsageligt til arbejde og studier. Det svarer til 15 pct. af de personer, der indvandrede i 2025, som ikke havde et dansk eller nordisk statsborgerskab.
Hver sjette der indvandrer for at studere er amerikansk statsborger
I 2025 indvandrede 3.777 amerikanske statsborgere for at studere. Det svarer til 16 pct. af de, der er indvandret med opholdstilladelse til uddannelse. Statsborgere fra Tyskland og Nepal udgør de næststørste statsborgerskabsgrupper, der indvandrede for at studere, og de udgør hver 6 pct. af gruppen. I forhold til året før svarer det til en stigning på 5 pct. for amerikanske statsborgere og et fald på hhv. 10 pct. og 9 pct. for de tyske og nepalesiske statsborgere. Der har været mere end en fordobling i antallet af pakistanske statsborgere, der indvandrede med opholdstilladelse til studier fra 2024 til 2025, og de udgør den ottende største statsborgerskabsgruppe i 2025.
Hver femte indvandrer, der kommer for at arbejde, er rumænske statsborgere
I 2025 indvandrede der i alt 20.933 personer med en opholdstilladelse til at arbejde. Det er et fald på 6 pct. i forhold til året før. Den største gruppe, der indvandrede med en arbejdstilladelse, var rumænske statsborgere med 4.455 personer. De udgjorde 21 pct. af de udenlandske statsborgere, der indvandrede for at arbejde. Statsborgere fra Polen og Italien udgjorde de to næststørste grupper med hhv. 10 pct. og 8 pct. (hhv. 2.054 og 1.741 personer). Der er sket en stigning i antallet af rumænske statsborgere, der indvandrede for at arbejde med 5 pct. i forhold til 2024, mens der har været et fald på 22 pct. i antallet af polske statsborgere.
Asylansøgninger og opholdstilladelser 2025
20. april 2026 - Nr. 95
Næste udgivelse: 19. marts 2027
Alle udgivelser i serien: Asylansøgninger og opholdstilladelser
Kontakt
- Annemette Lindhardt Olsen, tlf. 20 59 02 47
Kilder og metode
Grundlaget for statistikken er oplysninger fra Udlændingestyrelsen. I denne offentliggørelse anvendes ordet opholdstilladelse som en samlet betegnelse for de forskellige legale muligheder for ophold i Danmark, dvs. opholdstilladelse og EU/EØS-registreringsbevis. Se også emnesiden Indvandrere og efterkommere.