Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Fald i antallet af ledige stillinger i første kvartal

26. maj 2026

Antallet af ledige stillinger faldt i de privatdominerede brancher af økonomien i første kvartal 2026 med 3.700 i forhold til fjerde kvartal 2025. Korrigeret for sæsonudsving var der dermed i første kvartal 46.800 ledige stillinger, hvilket er det laveste niveau siden COVID-19-årene.

Antal ledige stillinger i de privatdominerede brancher. Sæsonkorrigeret
Kilde: www.statistikbanken.dk/lsk15

Flere ledige stillinger i Rådgivning mv. og færre i Overnatning mv.

Fra fjerde kvartal til første kvartal steg antallet af ledige stillinger i branchen Rådgivning, forskning og udvikling med 1.600. Det største fald i antallet af ledige stillinger var i Overnatning og restauranter med 1.700, mens der også var fald på ca. 500 i hver af brancherne Handel, udlejning og administration, Byggeri og anlæg samt i Engroshandel og detailhandel.

Antal ledige stillinger i udvalgte brancher. 1. kvt. 2024 - 1. kvt. 2026, sæsonkorrigeret
Kilde: www.statistikbanken.dk/lsk15

Størst andel af ledige stillinger i den private sektor

På tværs af samtlige brancher, ekskl. Landbrug mv., var der før sæsonkorrektion 68.400 ledige stillinger i første kvartal 2026. Opgjort efter sektor var 52.000 af de ledige stillinger i den private sektor, mens der var 16.400 ledige stillinger i den offentlige sektor. Andelen af ledige stillinger i den private sektor udgjorde i første kvartal 2,2 pct. af det samlede antal stillinger i sektoren, men andelen i de offentlige delsektorer stat, regioner og kommuner var hhv. 1,2 pct., 1,9 pct. og 2,0 pct.

Andelen af ledige stillinger efter sektor. 1. kvartal 2026
Kilde: www.statistikbanken.dk/lsk12

Særlige forhold ifm. denne offentliggørelse

Med offentliggørelsen af ledige stillinger for første kvartal 2026 er statistikken overgået til DB25-branchenomenklaturen. Kvartalstal for de privatdominerede brancher for perioden 2010-2025 er i den forbindelse omlagt fra den hidtidige DB07-branchenomenklatur med fordelingsnøgler. Ligeledes med denne offentliggørelse er statistikken udvidet til også at inkludere brancher, der er domineret af offentlige arbejdssteder. Det bedre datagrundlag muliggør en opgørelse af ledige stillinger efter sektorer. De to ændringer af statistikken er afspejlet i nye tabeller i statistikbanken, www.statistikbanken.dk/lsk11 og www.statistikbanken.dk/lsk15 .Se mere om kilder og metoder nedenfor samt i statistikdokumentationen om ledige stillinger.

Ledige stillinger 1. kvt. 2026

26. maj 2026 - Nr. 128

Hent som PDF

Næste udgivelse: 25. august 2026

Alle udgivelser i serien: Ledige stillinger

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken dækker tilnærmelsesvist den private sektor, idet statistikken dækker de fleste brancher, som domineres af private virksomheder. Der indsamles dog ikke data for landbrug, skovbrug og fiskeri samt kultur, fritid og anden service. En ledig stilling er en lønnet stilling, der er nyoprettet, ubesat eller er ved at blive ledig, og som arbejdsgiveren tager aktive skridt til at besætte med en egnet kandidat uden for den pågældende virksomhed. Statistikken udarbejdes kvartalsvis, men data indsamles månedsvis, og statistikken er således ikke en status på et givet tidspunkt, men beskriver ledige stillinger som et gennemsnit for hele kvartalet.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation