Gå til sidens indhold

Flere visteres til hjemmehjælp, men til færre timer

Service til ældre 2024

Antallet af borgere visiteret til hjemmehjælp i eget hjem er steget fra 157.500 i 2023 til 160.200 i 2024. Det svarer til en stigning på 1,7 pct. fra 2023 til 2024. I 2024 var det primært ydelsestypen praktisk hjælp som fx rengøring og madservice, der blev visiteret til. I samme periode steg det samlede antal visiterede hjemmehjælpstimer i gennemsnit pr. måned fra 470.00 i 2023 til 480.400 i 2024, hvilket svarer til en stigning på 2,2 pct. Over de sidste ti år fra 2014 til 2024 er antallet af timer visiteret til hjemmehjælp i eget hjem generelt faldet, mens antallet af modtagere er steget. Det betyder bl.a., at hvor hjemmehjælpsmodtagere i eget hjem i 2014 i gennemsnit blev visiteret til 3,7 timers hjemmehjælp om ugen, så blev de i 2024 visiteret til 3,0 timers hjemmehjælp om ugen. Det er et fald på 23,3 pct. for den gennemsnitlige visiterede hjemmehjælp pr. modtager i eget hjem fra 2014 til 2024, svarende til 42 minutters mindre hjemmehjælp om ugen over en tiårig periode.

Visiteret hjemmehjælp i eget hjem. Antal personer pr. måned og timer pr. uge. 2014-2024Kilde: www.statistikbanken.dk/aed06 og aed022

Geografisk variation mellem kommunerne

Andelen af befolkningen, der modtog hjemmehjælp i eget hjem, er i 2024 2,7 pct. I 2023 var dette 2,6 pct. Den største andel af borgere, der i 2024 modtog hjemmehjælp i eget hjem, var 67 år og derover. Ud af de 160.200 personer, der modtog hjemmehjælp, var 129.600 personer på 67 år og derover. Andelen af personer visiteret til hjemmehjælp i eget hjem i denne aldersgruppe var 11,6 pct. af befolkningen (11,7 pct. i 2023). Ses der på kommuneniveau, varierede andelen af personer på 67 år og derover, som i 2024 var visiteret til hjemmehjælp i eget hjem, mellem 7,5 og 17,9 pct. af kommunernes indbyggere.

Andel af personer i alderen 67+ år visiteret til hjemmehjælp i eget hjem. 2024Kilde: www.statistikbanken.dk/aed06 og folk1a

Fald i modtagere af genoptræning og vedligeholdelsestræning

I 2024 modtog 25.400 borgere i gennemsnit pr. måned kommunal genoptræning og vedligeholdelsestræning efter serviceloven. Genoptræning efter servicelovens § 86 stk.1 har til formål at afhjælpe fysisk funktionsnedsættelse efter sygdom, der ikke behandles efter ophold på et sygehus. Til sammenligning har vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86 stk.2 til formål at vedligeholde borgerens fysiske og psykiske færdigheder, hvor disse har været nedsat. Størstedelen (51,8 pct.) af de visiterede borgere modtog i 2024 vedligeholdelsestræning (13.100 personer). Dertil modtog 43,7 pct. (11.100 personer) genoptræning og 4,6 pct. modtog både genoptræning og vedligeholdelsestræning, svarende til 1.200 personer. I perioden 2022 til 2024 ses det, at antallet af personer, der modtog genoptræning, vedligeholdelsestræning eller begge, var faldet fra 26.500 personer i 2022 til 25.400 personer i 2024, svarende til et fald på 3,5 pct. I alle tre år ses det, at personer i aldersgruppen 80 år og derover oftest blev visiteret til vedligeholdelsestræning, genoptræning eller begge, hhv. 13.900 personer i 2022, 14.100 i 2023 og 13.700 i 2024. For alle tre år er det gældende, at aldersgruppen 67-79 år blev næstmest visiteret til genoptræning, vedligeholdelsestræning eller begge, og at personer under 67 år blev mindst visiteret til genoptræning, vedligeholdelsestræning eller begge.

Antal personer visiteret til træning, opdelt på ydelsestype og aldersgrupper. 2020-2024Kilde: www.statistikbanken.dk/aed08

Nyt fra Danmarks Statistik

17. juni 2025 - Nr. 180

Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. maj 2026

Kontakt

Kilder og metode

I opgørelserne indgår der tal fra alle 98 kommuner, hvor kommunerne har godkendt deres indberetning om visiteret hjemmehjælp. Alle befolkningstal i artiklen er for ultimo det pågældende år.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation