Gå til sidens indhold
Det er pt. ikke muligt at indberette til erhvervsstatistikker. Vi arbejder på at løse problemet.
Hvidt kryds
Det er pt. ikke muligt at indberette til erhvervsstatistikker. Vi arbejder på at løse problemet.
Hvidt kryds

Fortsat stort overskud på de offentlige finanser

Regnskaber for offentlig forvaltning og service 2022 marts-version

I 2022 var der et overskud på 93,0 mia. kr. på de offentlige finanser. Det er på samme niveau som året før, hvor overskuddet var på 91,0 mia. kr. I 2021 skyldes overskuddet bl.a. høje indtægter fra pensionsafkastskatten på 63,8 mia. kr. I 2022 var indtægterne fra pensionsafkastskatten kun på 11,3 mia. kr. Det blev imidlertid delvist opvejet af stigninger i provenuet fra andre skatter, hvor personlige indkomstskatter steg med 26,6 mia. kr., og indtægterne fra moms steg med 15,1 mia. kr. Sammen med et fald i de samlede offentlige udgifter, gav det et stort overskud i 2022. Det skal bemærkes, at beskatningen af de indefrosne feriemidler gav staten ekstraordinære skatteindtægter på 20,1 mia. kr. i 2020 og 14,6 mia. kr. i 2021.

Den offentlige saldoKilde: www.statistikbanken.dk/off3

Subsidierne faldt med 38 pct. og er dermed tilbage på niveauet før COVID-19

Subsidierne faldt med 23,8 mia. kr. i forhold til 2021, så de udgjorde 39,5 mia. kr. i 2022. Det er et fald på 38 pct., og det betyder, at udgifterne til subsidier nu er på samme niveau som årene før COVID-19. Årsagen til de høje subsidier i 2020 og 2021 er hjælpepakkerne til erhvervslivet, som blev indført i forbindelse med COVID-19-restriktionerne.

SubsidierKilde: www.statistikbanken.dk/off17

Svagt faldende udgifter til sociale ydelser

De samlede udgifter til sociale ydelser udgjorde 387,1 mia. kr. i 2022. Det er et fald på 0,9 mia. kr. i forhold til 2021. Ændringen er et resultat af både stigninger og fald i en række sociale ydelser. Udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge faldt med 6,3 mia. kr., mens udgifterne til pensioner steg med 3,0 mia. kr. Derudover var der mindre ændringer i en lang række andre sociale ydelser.

Sociale ydelserKilde: www.statistikbanken.dk/off10

Nyt fra Danmarks Statistik

24. marts 2023 - Nr. 104

Hent som PDF
Næste udgivelse: 5. juni 2023

Kontakt

Kilder og metode

Opgørelsen er udarbejdet inden for rammerne af Databasen for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR). Det betyder, at de regnskabs- og budgetdokumenter, som ligger til grund, foreligger med nationalregnskabskoder på et meget detaljeret niveau. Det er muligt at få adgang til disse informationer mod betaling.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation