Stort offentligt overskud i tredje kvartal
Offentligt kvartalsregnskab 3. kvt. 2021
I tredje kvartal 2021 var der et overskud på de offentlige finanser på 16,2 mia. kr., hvilket er det største kvartalsvise offentlige overskud siden COVID-19-pandemiens start. Det er en forbedring på 5,3 mia. kr. i forhold til andet kvartal. Stigningen skyldes bl.a. et fald i de offentlige udgifter til COVID-19-test og hjælpepakker som følge af lave smittetal, udfasning af restriktioner og genåbningen af Danmark. Mens udgifterne til COVID-19-hjælpepakkerne udgjorde hhv. 14,5 mia. kr. og 5,2 mia. kr. i første og andet kvartal, var udgifterne faldet til 0,6 mia. kr. i tredje kvartal. Dermed udgjorde hjælpepakkerne 5,5 pct. af de samlede subsidier på 10,3 mia. kr. Den offentlige saldo i første og andet kvartal 2021 er opgjort til hhv. 5,3 og 10,9 mia. kr. Det er en opjustering på hhv. 3,5 og 7,6 mia. kr. i forhold sidste offentliggørelse, hvilket hovedsageligt skyldes en forøgelse af skønnet for selskabsskatten. Således er det samlede offentlige overskud for de tre første kvartaler af 2021 nu opgjort til 32,4 mia. kr.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off3kErstatninger til minkavlere
I tredje kvartal 2021 var der udgifter til erstatninger og kompensationer til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19 for 0,1 mia. kr. Således har der været udgifter til de samlede ordninger til de danske minkavlere for i alt 1,9 mia. kr. i de første tre kvartaler i 2021. De totale udgifter til erstatnings- og kompensationsordningerne til de danske minkavlere og følgeerhverv forventes i de kommende år at blive mellem 15,8 - 18,8 mia. kr.
Skatteprovenuet faldt i tredje kvartal
De sæsonkorrigerede skatteindtægter udgjorde 287,0 mia. kr. i tredje kvartal 2021. Dermed er skatteprovenuet faldet med 1,1 mia. kr. ift. andet kvartal 2021. Faldet skyldes bl.a. et bortfald af de ekstraordinære skatteindtægter fra udbetalingen af de indefrosne feriemidler. Skatteindtægterne fra de udbetalte feriemidler var i første og andet kvartal på hhv. 8,1 og 3,8 mia. kr. og indgår i beregningen af kildeskatterne. Kildeskatterne omfatter de indtægter, staten og kommunerne modtager via indkomstskatten.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off12kStigning i den offentlige finansielle nettoformue
Den offentlige finansielle nettoformue steg med 10,2 mia. kr. i tredje kvartal 2021. Stigningen i nettoformuen fra 224,4 mia. kr. til 234,7 mia. kr. kan hovedsageligt tilskrives det store offentlige overskud på 16,2 mia. kr. Derimod blev nettoformuen 8,5 mia. kr. mindre som følge af kursfald i statens aktiebeholdninger i Ørsted A/S og Københavns Lufthavne A/S på hhv. 5,7 mia. kr. og 2,8 mia. kr.
Kilde: www.statistikbanken.dk/off22Revisioner
Den offentlige saldo i første og andet kvartal 2021 er blevet opjusteret med hhv. 3,5 og 7,6 mia. kr. i forhold til sidste offentliggørelse. Således er overskuddet i første og andet kvartal nu opgjort til hhv. 5,3 og 10,9 mia. kr. mod hhv. 1,8 og 3,3 mia. kr. ved sidste offentliggørelse. Revisionen skyldes primært en opjustering af selskabsskatten med 6,0 mia. kr., samt en forhøjelse af Skatteministeriets skøn for pensionsafkastskatten (PAL-skatten) på 1,5 mia. kr. for både første og andet kvartal. Udgifterne til COVID-19-hjælpepakkerne i første og andet kvartal er ligeledes opjusteret med hhv. 3,8 og 0,7 mia. kr. i forhold til seneste offentliggørelse. Derudover er udgifterne til minkerstatnings- og kompensationsordninger også opjusteret siden sidste offentliggørelse med hhv. 0,5 og 0,9 mia. kr. for første og andet kvartal.
Særlige forhold ved denne offentliggørelse
Opgørelse af COVID-19-hjælpepakker
I forbindelse med opgørelsen af udgifter til COVID-19-hjælpepakker er data fra statsregnskabet til denne offentliggørelse suppleret med ugentlige dataleverancer fra Erhvervsstyrelsen om udbetalinger til erhvervslivet. Der er usikkerhed forbundet med opgørelsen af udgifter til kompensationspakkerne, da der fortsat kan søges kompensation for andet kvartal. Der kan således forekomme efterregistreringer trods periodernes udløb. Der vil desuden sandsynligvis forekomme tilbageløb i forbindelse med udbetalinger til virksomheder, der ikke har levet op til betingelserne for udbetaling og dermed fået uberettiget støtte. Hvorvidt de enkelte ansøgere er berettiget til støtte eller ej afgøres først for 2020's vedkommende ved slutafregningen 17. december 2021.
Opgørelse af minkerstatnings- og kompensationsordninger
I forbindelse med opgørelsen af udgifter til minkerstatnings- og kompensationsordninger er data fra statsregnskabet til denne offentliggørelse suppleret med kvartalsvise dataleverancer fra Fødevarestyrelsen om udbetalinger til minkavlere og følgeerhverv.
Nyt fra Danmarks Statistik
21. december 2021 - Nr. 466
Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. marts 2022
Kontakt
- Ida Balle Rohde, tlf. 61 24 24 85
- Stefan Koch Olsen, tlf. 51 23 92 17
Statistikdokumentation
- Offentligt underskud og gæld i EU-landene
- Finansielle konti for offentlig forvaltning og service
- Kvartalsvise offentlige finanser (Afsluttet)