Gå til sidens indhold

IP-rettigheder bruges ofte i forskning og udvikling

Forskning og udvikling i erhvervslivet (tillæg) 2016 IP-rettigheder

Virksomheder, der har intellektuelle rettigheder (IPR) i form af fx patenter, bruger dem ofte i deres forskning og innovation. I 2016 anvendte 41 pct. af virksomhederne med IPR-aktivitet i høj eller i nogen grad rettighederne i deres udviklingsarbejde. Andelen er stigende med virksomhedens størrelse. Blandt virksomheder med over 1.000 ansatte var andelen 61 pct. Der var i undersøgelsen ca. 450 virksomheder med ti ansatte eller mere, der havde eller havde søgt IP-rettigheder.

Virksomheder med anvendelse af IP-rettigheder som input i forsknings- og udviklingsarbejde. 2016

IPR er sjældent et selvstændigt mål for forskning og udviklingsaktivitet

I undersøgelsen blev der også spurgt, om formålet med virksomhedernes forskning og udvikling er at opnå registrerede IP-rettigheder. Hertil svarede 24 pct. af de relevante virksomheder, at dette var tilfældet i høj eller i nogen grad. 16 pct. svarede, at det i ringe grad var tilfældet, mens 56 pct. af virksomhederne svarede benægtende. De største virksomheder har i højere grad rettigheder som målsætning for forskningen end de mindre, men for flertallet i alle grupper er IPR ikke målet. Der var ca. 900 virksomheder, der udfører forskning, med mindst ti ansatte.

Virksomheders ønske om at opnå IP-rettigheder som resultat af forsknings- og udviklingsaktivitet. 2016

Mere tilgang end afgang af IP-rettigheder i FoU-aktive virksomheder

Der er flere virksomheder, der har købt eller indlicenseret (købt ret til at anvende i en periode) patenter og andre IP-rettigheder end virksomheder, som har solgt/udlicenseret dem. Dette flugter med, at IP-rettigheder ofte anvendes i udviklingsarbejdet, mens opnåelse af nye rettigheder mindre ofte er formålet. Ligesom større forsknings- og udviklingsaktive virksomheder er mest IPR-aktive, er der også større andel med køb/indlicensering og salg/udlicensering af IP-rettigheder med stigende størrelse af virksomheder. De største virksomheder er tætte på at være lige så aktive til at sælge som at købe.

Forsknings- og udviklingsaktive virksomheders handel med IP-rettigheder. 2016

Nogle virksomheder undlader bevidst at søge IP-rettigheder

Registrering af IP-rettigheder skal beskytte virksomhederne mod, at andre kopierer idéer og dermed får gevinst uden at have haft udviklingsomkostninger. En anden måde at beskytte opfindelser er at holde dem hemmelige. I undersøgelsen svarede 10 pct. af de forsknings- og udviklingsaktive virksomheder, at de har undladt at søge patenter eller andre rettigheder for at bevare produktionshemmeligheder.

Nyt fra Danmarks Statistik

24. september 2018 - Nr. 361

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Kilder og metode

Undersøgelsen er gennemført efter EU's og OECD's retningslinjer for forskningsstatistik som beskrevet i Frascati-manualen. Danske data er dermed sammenlignelige med de øvrige EU- og OECDlandes.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation