Mindre affald sendes til forbrænding
Affaldsregnskab 2015
Fra 2011 til 2015 er mængden af husholdningsaffald til forbrænding faldet fra 2,0 mio. ton til 1,7 mio. ton. Erhvervene sender også mindre affald til forbrænding: 1,3 mio. ton i 2015 mod 1,4 mio. ton i 2011. De danske affaldsmængder til forbrænding er i alt faldet med 0,4 mio. ton (11 pct.) siden 2011. Det skyldes, at en større del af affaldet genanvendes. Genanvendelsesandelen for husholdningsaffald er fra 2011 til 2015 steget fra 38 pct. til 46 pct., mens erhvervsaffaldets genanvendelsesandel er steget fra 72 pct. til 78 pct. Øget genanvendelse er en del af de politiske målsætninger om en mere cirkulær økonomi, både nationalt og på EU-plan.
Stigende import af affald til forbrænding
Fra 2011 til 2015 er importen af affald til forbrænding øget med 0,4 mio. ton. Det svarer omtrent til faldet i dansk affald indsamlet til forbrænding i samme periode. I 2015 importerede vi i alt 1,2 mio. ton affald, hvoraf halvdelen gik til forbrænding. I 2011 var importen af affald 0,5 mio. ton, hvoraf 30 pct. gik til forbrænding.
Også import til genanvendelse og særlig behandling
Ud over forbrændingsegnet affald importerer vi bl.a. farligt affald til særlig behandling, samt jern og metal og en række andre sorterede affaldstyper til genanvendelse.
Den danske eksport af affald er til genanvendelse
Danmark eksporterede i 2015 2,1 mio. ton affald. Eksporten har været faldende fra 2011 til 2015. Det eksporterede affald går i overvejende grad til genanvendelse i udlandet og er især af typerne jern og metal, papir, pap samt restprodukter fra forbrænding (slagger og aske). Eksport og import af affald hænger sammen med landenes kapacitet inden for genanvendelse - fx har Danmark ingen stålværker der modtager skrot og kun en meget lille papirindustri.
Små udsving i de samlede affaldsmængder
I 2015 skabte vi i Danmark 11,3 mio. ton affald i husholdninger og erhverv. Det er lidt mindre end i 2014, men lidt mere end i 2013. Når der sendes mindre dansk affald til forbrænding, skyldes det altså ikke, at vi skaber mindre affald, men at vi sender en mindre del af det til forbrænding og en større del til genanvendelse.
Mere plast indsamles til genanvendelse
En af de affaldstyper, som i stigende grad indsamles til genanvendelse, er plast, inkl. emballageplast. Der indsamles mest affald af plast fra erhvervene, og i 2015 blev det til 54.000 ton. Husholdningernes udsortering af plastaffald er steget mest i perioden fra 23.000 ton til 33.000 ton. Det svarer til en stigning på 42 pct.
Affaldsregnskabet er en del af grønt nationalregnskab
Affaldsregnskabet er en del af Danmarks Statistiks grønne nationalregnskab. Læs mere på dst.dk/groentnr.
Nyt fra Danmarks Statistik
16. august 2017 - Nr. 328
Hent som PDF
Næste udgivelse: 23. oktober 2019
Kontakt
- Sara Svantesson, tlf. 30 46 42 06
Kilder og metode
Affaldsregnskabet bygger på data fra Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem (ADS). Fordelingen på detaljerede brancher efter principperne i det grønne nationalregnskab er foretaget af Danmarks Statistik.