Gå til sidens indhold

Vestjyske landmænd vander mest

Indvinding af vand og udledning af spildevand 2014

Landbrugene i de vestjyske kommuner indvinder mest vand til markvanding. Det viser denne nye statistik om indvinding af vand og udledning af spildevand, der går tilbage til 1989. Set over en periode på 25 år, har de kommuner, der ligger vest for istidsranden i Jylland, haft den største indvinding af vand til markvanding. Jorden er meget sandet i denne del af Danmark, hvorfor der kan være et ekstra stort behov for vanding. Visse steder giver det helt op til 40 pct. højere udbytter at vande (kilde: SEGES). Med omkring halvdelen af forbruget er landbruget samlet set den branche, som har det største forbrug af grundvand i Danmark, som beskrevet i Nyt fra Danmarks Statistik nr. 608, Vandregnskab 2014.

Total markvanding i 25 år

Vestjyske kommuner brugte tre gange så meget vand pr. ha

I 2014 blev landbrugsjord på landsgennemsnit vandet med 91,7 m3 vand pr. ha. Ser man på de kommuner med størst indvinding af vand til markvanding, markeret med den mørkeste farve i ovenstående kort, så var indvinding til markvanding i gennemsnit 327,6 m3 vand pr. ha. Det vil sige, at disse kommuner i 2014, brugte mere end tre gange så meget vand pr. ha, som resten af landet.

Mest spildevand i region Hovedstaden

I 2014 stod region Hovedstaden for langt den største udledning af spildevand. Stigningen i 2014 var størst for Region Hovedstaden, men alle andre regioner steg også. Stigningen kan primært forklares ved, at man har fået et forbedret datagrundlag, hvorfor det ikke umiddelbart kan konkluderes, at der udledes mere spildevand.

Spildevandstallene dækker over udledning fra såvel husholdninger som erhverv, hvorfor det ved den regionalfordelte opgørelse ikke alene er antallet af indbyggere, der afgør mængden af udledning af spildevand. Derudover tager nogle renseanlæg spildevand ind fra flere regioner.

Udledning af spildevand i regionerne

Udledningen af organisk stof steg

Ud over mængderne af spildevand, måles udledning også i kvælstof, phosphor og det såkaldte BI5-tal. BI5 er en målemetode, man anvender til vurdering af spildevands indhold af biologisk nedbrydeligt organisk stof. I 2014 var der en stigning på alle tre parametre, men dog klart størst for BI5. Den store stigning i 2014 skyldes, at man har fået et bedre datagrundlag, og stigningen kan derfor ikke uden videre tilskrives øget udledning.

Samlet udledning af spildevandsstoffer

 

2010

2011

2012

2013

2014*

 

ton

Kvælstof

3579

6251

5034

5697

6882

Phosphor

401

781

609

750

1015

BI5 organisk stof

2645

9899

6165

9069

12678

*Foreløbige tal.

Nyt fra Danmarks Statistik

17. december 2015 - Nr. 615

Hent som PDF
Næste udgivelse: Ingen planlagt

Kontakt

Statistik­dokumentation