Gå til sidens indhold

Pensionister har det lettest med økonomien

Indikatorer for velfærd 2015

51 pct. af danske folkepensionister og efterlønsmodtagere lever i husstande, der har let eller meget let ved at få pengene til at slå til. Det tilsvarende tal for beskæftigede er 46 pct. Disse grupper har samtidig en lav andel, der svarer, at de har svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til. Her er tallene 5 pct. for pensionister og 7 pct. for beskæftigede. Til sammenligning har 29 pct. af studerende det let eller meget let med økonomien, mens 17 pct. har det svært eller meget svært. Blandt de ikke-beskæftigede har 24 pct. det let eller meget let, mens 28 pct. har det økonomisk svært eller meget svært.

Personer efter socioøkonomisk status og hvor let eller svært det er for husstanden at få pengene til at slå til. 2015

Fald i antallet af økonomisk trængte

I 2014 levede 12 pct. af danskerne i husstande, hvor det ifølge den interviewede person var svært eller meget svært at få pengene til at slå til. I 2015 er den andel faldet til 10 pct. Det er dog højere end før krisen satte ind i 2008, hvor andelen var 8 pct. I Danmark havde 41 pct. det let eller meget let med at få pengene til at slå til i 2015. Det er uændret i forhold til 2014. I foråret 2008 - før krisen satte ind - havde 58 pct. let eller meget let ved at få pengene til at slå til.

Færre har pengeproblemer i vores nabolande

Sammenlignet med vores nabolande er Danmark med 10 pct. i 2015 det land, hvor flest har svært ved at få pengene til at slå til. I Tyskland og Sverige var andelen i 2014 hhv. 9 og 6 pct., mens Norge i 2015 er helt nede på 4 pct. økonomisk trængte. I EU's 28 medlemslande levede 28 pct. af befolkningerne i husstande, hvor det er svært eller meget svært at få pengene til at slå til i hverdagen i 2014. Se den internationale opgørelse i Eurostats database.

Hvert 8. barn lever med pengeproblemer i hjemmet

12 pct. af alle børn mellem 0 og 15 år boede i 2015 i en husstand, hvor det var svært eller meget svært at få pengene til at slå til. I 2014 var andelen 14 pct. Den andel var på sit laveste i 2008 med 9 pct. Denne udvikling afspejler den generelle stigning i antallet af økonomisk trængte efter den finansielle krise samt faldet det seneste år. Enlige med børn har større problemer med at få pengene til at slå til end parfamilier. I 2015 er det svært eller meget svært for omkring 31 pct. af de enlige, mens det kun gælder for 8 pct. i parfamilier med børn.

Høj indkomst udelukker ikke økonomiske vanskeligheder

Jo flere penge man har, jo nemmere er det at få økonomien til at hænge sammen. Blandt den femtedel af befolkningen, som har de højeste indkomster (5. kvintil) angiver 67 pct., at de har let eller meget let ved at få pengene til at slå til. Spørger man femtedelen med de laveste indkomster (1. kvintil) er andelen kun 25 pct. I den anden ende af spektret har hele 47 pct. af personerne i 1. kvintil lidt svært, svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til, men selv blandt den øverste femtedel findes der personer med pengeproblemer. Således er det samlet 9 pct. af denne gruppe som i en eller anden grad har det svært med økonomien.

Personer efter indkomstkvintiler og hvor let eller svært det er for husstanden at få
pengene til at slå til. 2015

 

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

5. kvintil

I alt

 

pct.

I alt

100

100

100

100

100

100

Meget svært eller svært

23

13

10

4

2

10

Lidt svært

24

26

21

15

7

19

Nogenlunde let

28

30

33

36

24

30

Let

18

21

27

27

37

26

Meget let

7

10

10

17

30

15

Anm: Opgørelsen er baseret på en stikprøve og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed. Indkomstkvintilerne er beregnet på familieækvivaleret disponibel indkomst.

Boligudgifterne er blevet en større økonomisk byrde

Husstandene er også blevet spugt om de samlede boligudgifter - herunder husleje, afdrag og renter på lån samt vedligehold, renovation m.m. - er en tung økonomisk byrde, noget af en byrde eller ikke noget problem. Her svarede 9 pct., at det er en tung byrde for husstanden. Ti år tidligere gjaldt det samme for 6 pct. af husstandene. Andelen som svarer, at boligudgifterne ikke er noget problem er de seneste ti år faldet fra 73 til 61 pct.

Nyt fra Danmarks Statistik

22. september 2016 - Nr. 403

Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. maj 2017

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken bygger på interviews med husstande, hvor kun en af husstandens voksne medlemmer er blevet interviewet, men det antages, at svarene dækker alle husstandsmedlemmerne inkl. børnene. Undersøgelsen bygger på en stikprøve og er derfor behæftet med statistisk usikkerhed. Man skal derfor være varsom med fortolkning af små niveauforskelle, særligt hvis man betragter mindre undergrupper af befolkningen. Undersøgelsen er en del af den fælles europæiske undersøgelse Statistics on Income and Living Conditions, SILC, der gennemføres i alle EU's medlemslande og i fx Norge og Schweiz. Formålet er bl.a. at belyse fattigdom og social udstødelse. Man skal derfor være varsom med tolkningen af resultaterne og især ved sammenligninger over tid. Undersøgelsen er del af den fælles europæiske undersøgelse Statistics on Income and Living Conditions, SILC, der gennemføres i alle EU's medlemslande og i visse andre lande. Formålet er bl.a. at belyse fattigdom og social udstødelse. Kun en meget begrænset del af undersøgelsen offentliggøres af Danmarks Statistik, men EU's statistiske kontor, Eurostat, offentliggør en lang række detaljer om situationen i EU-landene.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation