3.000 kvinder boede på kvindekrisecenter i 2023
Kvindekrisecentre 2023
3.000 kvinder opholdt sig på et kvindekrisecenter i løbet af 2023. Det er stort set det samme antal som i 2022. I 45 pct. af opholdene havde kvinden ét eller flere børn med, og der blev i alt medbragt 2.600 børn på kvindekrisecentrene i 2023. 2 pct. af kvinderne og 2 pct. af børnene opholdt sig på et kvindekrisecenter hele året. I den anden ende af spektret var det ligeledes en mindre andel, svarende til 5 pct. af kvinderne og 3 pct. af børnene, der kun opholdt sig på et kvindekrisecenter i op til ét døgn. Der var flest, der havde ophold på mellem 31 og 119 døgn, hvilket gælder for 36 pct. af kvinderne og 39 pct. af børnene.
Kilde: www.statistikbanken.dk/krise1Den største andel af kvinderne var mellem 30 og 39 år
For at få ophold på et kvindekrisecenter skal kvinden være fyldt 18 år. 35 pct. af kvinderne, der havde ophold på et kvindekrisecenter i 2023, var mellem 30 og 39 år, hvilket udgjorde den største andel af populationen. Den mindste andel på 11 pct. omfattede kvinder på 50 år eller ældre. Herudover var 13 pct. af kvinderne mellem 18 og 24 år, 16 pct. var mellem 25 og 29 år, og endelig var 21 pct. mellem 40 og 49 år. For de sidste 5 pct. af kvinderne er det ikke muligt at afgøre deres alder, da de havde anonymt ophold. Fordelingen mellem aldersgrupperne har været stabil siden 2018.
Flere end halvdelen af kvinderne havde dansk oprindelse
I 2023 havde 53 pct. af kvinderne på kvindekrisecentre dansk oprindelse, hvilket var en stigning på 3 procentpoint i forhold til 2022. Kvinder med indvandrer- eller efterkommerbaggrund udgør 42 pct., mens de resterende 5 pct. har uoplyst herkomst.
Flest kvinder med bopæl i Region Hovedstaden
For 95 pct. af kvinderne er det muligt at afgøre deres bopælsregion, før de flyttede på kvindekrisecenter. For disse kvinder gælder, at flest havde bopæl i Region Hovedstaden, når der tages højde for indbyggertal. I 2023 opholdt 14 kvinder ud af 10.000 kvinder i regionen sig på et kvindekrisecenter. Færrest havde bopæl i Region Nordjylland, inden de kom på kvindekrisecenter. Her var 8 kvinder ud af 10.000 kvinder i regionen indskrevet på et kvindekrisecenter i løbet af 2023.
Kilde: www.statistikbanken.dk/krise1 og folk1aDefinition og opgørelse af antal kvindekrisecentre
Kvindekrisecentre dækker over tilbud efter servicelovens § 109, der er målrettet kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.
I Danmarks Statistiks register over ophold på kvindekrisecentre opgøres antallet af tilbud som antallet af indberettere til statistikken. Nogle tilbud i Tilbudsportalen har flere afdelinger og i nogle tilfælde indberettes for flere afdelinger af samme indberetter, i andre tilfælde indberettes for hver enkelt afdeling. Det er derfor ikke muligt direkte at sammenligne antallet af kvindekrisecentre i registret med antallet i Tilbudsportalen. I 2023 har næsten alle kvidekrisecentre dog indberettet på afdelingsniveau, hvorfor antallet af afdelinger stort set er direkte sammenligneligneligt med antallet af afdelinger (ikke tilbud) på Tilbudsportalen fra 2023. I 2023 indgik 87 afdelinger og 86 indberettere i Danmarks Statistiks register.
Nyt fra Danmarks Statistik
26. juni 2024 - Nr. 192
Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. juni 2025
Kontakt
- Silas Turner, tlf. 21 54 42 57