Gå til sidens indhold

2,6 mio. tilskuere til scenekunst i 2022/2023

Scenekunst 2022/2023

I sæsonen 2022/2023 overværede 2,6 mio. tilskuere scenekunst i Danmark. Det var en lille stigning på 3 pct. sammenlignet med 2021/2022-sæsonen. Der var 1,9 mio. tilskuere til teatrenes egne produktioner på egen scene, 76.000 tilskuere til udenlandsk gæstespil og 626.000 tilskuere til turnéforestillinger. Selvom tilskuertallet i 2022/2023 er højere end i de seneste tre sæsoner, er det ikke helt på niveau med 2018/2019.

Antal tilskuere til egne produktioner og udenlandsk gæstespil på egne scener samt på turné i DanmarkKilde: www.statistikbanken.dk/scene10a, scene06a og scene06

Fremgang for de fleste kategorier af statsstøttede teatre

Det Kongelige Teater havde 644.000 tilskuere til sine produktioner i sæsonen 2022/2023, hvilket var 125.000 flere end i 2021/2022. Det Københavnske Teatersamarbejde, Små storbyteatre og Landsdelsscenerne, samt de nationale turnéteatre oplevede i sæsonen 2022/2023 også en fremgang i tilskuertallet sammenlignet med 2021/2022. Der var 9 pct. flere tilskuere til egne produktioner i det Københavnske Teatersamarbejde og 6-7 pct. flere tilskuere på Små storbyteatre, Landsdelsscenerne og de nationale turnéteatre. Egnsteatrene oplevede en mindre tilbagegang fra 299.000 til 269.000 tilskuere.

Antal tilskuere i 2021/2022 og 2022/2023 for de statsstøttede teatre efter kategori (udvalg)Kilde: www.statistikbanken.dk/scene10a

Stigende andel af scenekunstaktiviteten er rettet til børn og unge

Børn og unge under 25 år var den primære målgruppe for 430 ud af teatrenes 910 produktioner, der blev opført i sæsonen 2022/2023. Andelen af produktioner, der er rettet mod børn og unge, har været stigende over tid. I 2015/2016-sæsonen var ca. en tredjede af produktionerne rettet mod børn og unge, mens andelen i 2022/2023 er tæt på 50 pct. Tendensen er den samme, når der ses på antallet af opførelser og tilskuere. I 2022/2023 blev de 910 produktioner opført 14.800 gange, hvor produktioner med børn og unge som målgruppe stod for næsten 6 ud af 10 af alle opførelser og over en tredjedel af tilskuerne. I 2015/2016 gjaldt det omkring 4 ud af 10 af alle opførelser og en fjerdedel af tilskuerne.

Andelen af produktioner, opførelser og tilskuere, hvor børn og unge u. 25 er den primære målgruppeKilde: www.statistikbanken.dk/scene10a

Nyt fra Danmarks Statistik

21. december 2023 - Nr. 445

Hent som PDF
Næste udgivelse: 12. december 2024

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne kommer fra statistikken Scenekunst. Undersøgelsen er baseret på resultaterne fra indberetninger fra 237 aktive og 34 inaktive statsstøttede og ikke-statsstøttede teatre i statistikperioden. Dataindsamlingen pågik mellem september og december 2023.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation